Opfølgning på polioramte

Hvordan er det gået de personer, der var indlagt på Blegdamshospitalet med akut polio under epidemierne i 50’erne? Det vil et forskningsprojekt finde ud af.

PolioForeningen og Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter er initiativtager til et forskningsprojekt, der vil undersøge, hvordan det er gået de personer, der under polioepidemierne i 1950’erne var indlagt på Blegdamshospitalet og diagnosticeret med akut polio.

Hvordan forløber projektet?

Opfølgningen på de polioramte vil ske i tre delprojekter.

Et projekt, som finder oplysninger ud fra offentlige registre. Her vil det blive beskrevet, hvordan det er gået de polioramte sundhedsmæssigt, socialt og økonomisk.

Anden del af projektet vil blive en spørgeskemaundersøgelse, der har til formål at beskrive symptomer, livskvalitet og træthed hos de, der havde polio. De første to dele vil inddrage godt 1.000 polioramte og et tilsvarende antal kontrolpersoner.

I den sidste del af undersøgelsen vil der være færre deltagere, men der vil til gengæld være en mere detaljeret undersøgelse af deltagerne. Denne består bl.a. af en speciallægeundersøgelse, en nerve- og muskelundersøgelse, en søvnundersøgelse og nogle spørgeskemaer.

Der er som altid i forskningsprojekter en række kriterier, man skal leve op til for, man kan deltage i projektet. De to vigtigste er, at man skal være under 75 år, og at man skal have postpolio-diagnosen.

Hvis du er interesseret i at høre mere og høre, om du eventuelt kan deltage, er du meget velkommen til at kontakte de forskningsansvarlige på Rigshospitalet-Glostrup på Afdelingen for Hjerne- og Nerveundersøgelse (tidligere Neurofysiologisk Klinik). Afdelingen kan kontaktes på telefonnummer: 24 91 70 14 mandag-fredag kl. 8.30-14.30.

Hvem er ansvarlige for projektet?

Polioprojektet er et samarbejdsprojekt på tværs af forskellige institutioner, som er ledet er Poul Jennum fra Afdelingen for Hjerne- og Nerveundersøgelse (tidligere Neurofysiologisk Klinik), Rigshospitalet-Glostrup Hospital. .

Forskningsprojektet er støttet af Jaschafonden, Ernst og Vibeke Husmans Fond/Frantz Hoffmanns Mindelegat og Solar Fonden.