Må andre køre min handicapbil?

Spørgsmål:

Jeg har et par spørgsmål angående handicapbiler. Er det 6 eller 4 år, man skal have en handicapbil, inden man kan søge om en ny? Må man lade andre køre i den, selvom man ikke selv er med? Det kunne f.eks. være at lade naboen køre i den.

Jeg er lidt i tvivl, hvad de nye regler betyder, for jeg har både hørt, at det kun er den handicappede og evt. samlever, der må køre den og at man må låne den ud til alle. Hvad er rigtigt?

Svar:

Ifølge loven kan man få udskiftet sin bil hvert 6. år. Dog er der mulighed for en førtidsudskiftning, hvis ens handicap ændres i væsentlig grad, så man ikke længere kan køre sin bil eller man har fået en mandagsbil.

I forhold til spørgsmålet om udlån af bil, står der følgende i vejledningen: Efter bilbekendtgørelsens § 15, stk.1, nr. 7, er det et krav, at støttemodtageren ved bevilling af bil ikke må overdrage, udleje eller udlåne bil i længere tid. I § 15, stk. 1, nr. 7 ligger, at bilen ikke må stilles til rådighed for andre på en sådan måde, at modtageren ikke længere har gavn og kan disponere over den til enhver tid. I praksis fortolkes det som, at bilen stort set kan fungere som en ”familiebil”.

Dvs. at ægtefælle, voksne børn, anden familie, venner og hjælpere gerne må køre i bilen uden den handicappede er med fx til indkøb eller på besøg hos andre, når ejeren har vurderet, at denne ikke selv skal bruge bilen i de timer. Men bilen kan fx ikke lånes af andre til en længerevarende ferie. Ovenstående regel har været gældende i mindst 16 år. Jeg håber dette er tilstrækkelige svar, ellers er du velkommen til at kontakte mig igen.

Venlig hilsen
Britt Jars, afdelingschef