Taber jeg mine penge?

Spørgsmål:

Jeg synes at have læst, at hvis jeg selv lægger nogle penge for at få en bedre handicapbil, vil mine penge være tabt i tilfælde af en totalskade, da forsikringspengene udbetales til kommunen. Er det korrekt?

Svar:

Jeg kan godt forstå din bekymring, for der er flere, der gennem årerne har mistet mange penge af den grund. Sådan er det heldigvis ikke længere. Fra oktober 2010 er loven ændret, så der er kommet en forholdsmæssig fordeling af provenuet, hvis du har foretaget et merkøb (har lagtpenge oven i lånet til en dyrere bil).

Loven foreskriver, at hvis du har foretaget et merkøb på fx 30 % af bilens pris, så vildu også få udbetalt 30 % af provenuet, når bilen sælges, eller der udbetales en erstatning for selve bilen. Ved en forsikringssag, hvor du har betalt et merkøb på 30%, vil 30 % være dine penge. De sidste 70 % går til at dække indfrielse af til det gamle lån. Er der herefter en rest, bliver den brugt til at nedskrive lånet i næste bilhandel.

Jeg håber dette er en hjælp.

Venlig hilsen
Britt Jars, afdelingschef