Kan værkstedsregningen refunderes?

Spørgsmål:

Jeg har polio og er derfor meget afhængig af at have en bil. Min nuværende bil er 3½ år gammel. Jeg har lige haft den til reparation på et værksted. Det kom til at koste mig 30.000 kr., for det viste sig, at en lille metalplade var gået løs og havde ’kørt rundt’ inde i motoren og havde beskadiget flere vitale dele i den. Der var en garanti på 3 år på bilen.

Er der noget, jeg kan gøre for at få regningen refunderet, og er der evt. nogle steder, jeg kunne henvende mig for at få noget yderligere rådgivning?

Svar:

Jeg tror beklageligvis ikke, at der er så meget, du kan gøre. Jeg forstår dit spørgsmål således, at du har købt den pågældende bil for 3½ år siden, og at bilen er bragt til reparation senere end 3 år efter købstidspunktet. I så fald er den gældende reklamationsret i Købeloven på 2 år udløbet. Det er garantien på 3 år også, og så mener jeg ikke, at der er mere at gøre.

Men du kunne evt. prøve at tage kontakt til Ankenævn for biler og forhøre dig dér, se på www.bilklage.dk. Tlf. nr. 32712929.

Venlig hilsen
Marianne Bak Svendsen, jurist