Hvad kan jeg gøre ved mine smerter?

Spørgsmål:

Jeg har haft polio som lille. Jeg har gennem årene haft en del problemer, og det bliver værre nu. Jeg har mange smerter hver dag, jeg bliver hurtigt træt, og jeg har problemer med at gå. Det er begyndt at gå meget ud over mit raske ben.

Jeg får to Panodil tre gange dagligt og ligeledes Dolol 3 gange om dagen. Men jeg synes ikke, det hjælper mere.

Har I nogen forslag til, hvad jeg kan gøre?

Svar:

Mange mennesker med følger efter polio oplever, at kræfterne svinder og kroppen bliver overbelastet, når de bliver ældre.

Der er flere ting man kan gøre i den situation. I mange tilfælde har man brug for at aflaste både den del af kroppen, der har nedsat kraft efter polio, men også den ”gode” del af kroppen kan være overbelastet, som du selv beskriver. Jo mere svækket poliobenet er, jo mere må det andet tage over. Det er meget individuelt hvilken aflastning, der er behov for.

  1. Det kan være, at du har brug for en form for bandage, der kan støtte det svage ben
  2. Måske har du behov for andre hjælpemidler i dagligdagen evt. en stok eller en anden madras
  3. En kørestol kan være nødvendig til længere afstande eller rejser
  4. Måske skal du se på dine daglige aktiviteter og vurdere, om nogle af dine opgaver kan enten udføres af andre (rengøringshjælp f.eks.) eller måske helt kan undværes eller udføres på en anden måde. Du kan evt. sidde ned og lave nogle af de ting, du plejer at lave stående osv.
  5. Det kan også være en god idé at få vejledning til et træningsprogram. I nogle tilfælde hjælper det at komme i gang med et individuelt tilrettelagt træningsprogram, så musklerne holdes i gang uden at blive yderligere overbelastet.
  6. Det skal selvfølgelig afklares, hvad der udløser dine smerter, så man kan målrette smertebehandling efter det. Aflastning, akupunktur eller let træning kan i nogle tilfælde virke smertedæmpende, men medicin kan være nødvendig. Du må drøfte med din praktiserende læge om din medicin skal ændres, så den virker bedre.

Det lyder umiddelbart som om, du kan have glæde af at få en vurdering af hele din situation. Hvis du ønsker en vurdering i Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, kan du bede din egen læge om en henvisning hertil. Vi har afdeling i Aarhus og i Rødovre.

Venlig hilsen
Merete Bertelsen, fysioterapeut