Ildelugtende urin - skal jeg være bekymret?

Spørgsmål:

Jeg er lidt bekymret over den meget mærkelige og kraftige, nærmest kemikalieagtige lugt min morgenurin har fået. Det er ligesom, det kommer, når der går mange timer uden, at jeg er kommet af med vandet.

Jeg prøver at drikke rigeligt og har også et glas vand med i seng, men nogen gange sover jeg igennem, og hvis jeg drikker for meget, skal jeg op om natten og har svært ved at falde i søvn igen.

Svar:

Så længe du ikke har urinvejsinfektion eller påvirket nyrefunktion, så er det ildelugtende urin ikke et symptom, du behøver at bekymre dig om i forhold til dit helbred.

Ud over kost kan medicin også påvirke urinenes lugt. Jeg ved ikke, om du har fået en ny medicin i forbindelse med, at lugten opstod?

Det er rigtigt at, hvis du drikker mere vil urinen fortyndes og lugten blive svagere, men det medfører jo, som du skriver, at du skal hyppigere på toilettet. Så her er det et spørgsmål om, hvad du helst vil: løbe hyppigere på toilettet, eller have en lidt underlig lugtende urin.

Venlig hilsen
Lise Kay, overlæge