Kan det være postpolio?

Spørgsmål:

Jeg er 73 år og havde polio i 1952. I de seneste tre år har jeg haft tiltagende smerter i mine ben, når jeg går. Det er især i mine lægge, der bliver stive og ømme, og hvis jeg bliver ved med at gå kommer smerterne forskellige steder i lårene og bliver så kraftige, at jeg må stå stille. Samtidig føler jeg, at musklerne er trætte.

Kan det være postpolio?

 

Svar:

Postpolio kan godt give smerter og træthed i muskulaturen, især når du bruger musklerne ved f.eks. gang.
Men du bør undersøges for andre årsager til smerterne, inden du giver postpolio skylden. Du bør drøfte problemerne med din læge og evt. bør du få undersøgt dit arterielle blodomløb i benene. Nedsat blodomløb kan også give smerter under gang, hvor man bliver nødt til at stå stille i korte perioder, før man kan gå videre.


Venlig hilsen
Merete Bertelsen, fysioterapeut