Kan jeg finde min journal?

Spørgsmål:

Jeg var indlagt på Blegdammen med polio i 1952-1953. Jeg kan huske, at min mor fortalte mig, at de ikke måtte besøge mig men kun stå og kigge ind af vinduet. Er der nogen i dag, der ved, hvad jeg fejlede og hvor længe jeg var der? Hverken jeg eller mine ældre søstre kan huske noget. Jeg selv kan huske, at der var efterfølgende strålebehandling på Finsen, men har det noget med hinanden at gøre? Er der nogle journaler, der viser, hvad der skete, og hvorfor. Det er en svær opgave, men jeg vil blive meget glad, hvis der findes svar på noget af det.

Svar:

Du skriver selv, at du var indlagt med polio på Blegdamshospitalet. Der var en stor epidemi i Danmark og en del andre lande omkring 1952, og der er nok ingen tvivl om, at det var det, du fejlede. Man isolerede de syge, og derfor måtte forældre ikke komme ind til deres børn, for at de ikke selv skulle blive smittet og evt. bringe smitten videre til andre. Nogle patienter blev helt raske igen, og andre fik blivende lammelser i forskellig grad. Nogle polioramte oplever senere i livet øget træthed og muskelsvaghed, også selvom de ikke fik blivende lammelser.

Jeg tror, at den behandling, du fik på Finsen, kan have været lysterapi med kulbuelys. Det brugte man på den tid til flere forskellige sygdomme bl.a. polio.

Nogle poliopatienter har haft held til at finde deres gamle journal i Københavns stadsarkiv. Du kan jo prøve at henvende dig til dem, hvis du er nysgerrig på at finde din journal.

Venlig hilsen
Merete Bertelsen, fysioterapeut.