Hvad er beløbsgrænsen for at få boligstøtte?

Spørgsmål:

Hvor stor en formue må jeg have, før det betyder noget for min boligsikring eller boligstøtte? Så vidt jeg kan se, er der både en grænse på ca. 780.000 og en på 900.000. Hvad er forskellen?

Jeg er folkepensionist og har lige solgt et hus. Når de penge går ind på min konto, har jeg tænkt at hæve nogle penge i kontanter og lægge dem i en bankboks.

Svar:

Beløbsgrænserne afhænger af borgerens forsørgelsesgrundlag. For dig som folkepensionist, gælder beløbsgrænsen på kr. 902.600.

Husk, at formue er BÅDE de penge, der står i banken, men OGSÅ dem, du har i kontanter. Så pengene tæller altså lige meget, hvad enten de figurerer på kontoen eller om de ligger i en bankboks. Og husk, at du selv skal give Udbetaling Danmark besked om ændringer i din formue, som ikke er registreret fx via banken. Altså din kontante beholdning og andre værdier.

Du kan evt. kontakte Udbetaling Danmark for yderligere rådgivning og vejledning.

Jeg håber, at det var et brugbart svar.

Venlig hilsen
Bente Elton Rasmussen, socialrådgiver