Fremtidsfuldmagt

Det kan være en god ide at lave en fremtidsfuldmagt, der kan sættes i kraft en gang ude i fremtiden, hvis man rammes af fx en ulykke eller progressiv sygdom, således at man mister evnen til selv at tage vare på sine økonomiske og/eller personlige forhold.

En fremtidsfuldmagt er et dokument, der kan sættes i kraft en gang ude i fremtiden, hvis man rammes af en ulykke, en hjerneblødning, demens eller lignende alvorlig sygdom, således at man mister evnen til selv at tage vare på sine økonomiske og/eller personlige forhold.

En fremtidsfuldmagt træder således i kraft, hvis man bliver så syg og svækket, at man ikke kan tage vare på sig selv. Rent konkret udpeger fuldmagtsgiveren den eller de personer, som vedkommende ønsker skal varetage de vigtigste beslutninger for pågældende, såfremt pågældende ikke selv kan.

Mange vælger at indsætte deres nærmeste som fremtidsfuldmægtig, - ægtefællen, søskende, børn mv. Man kan således dels sikre sig, at det er de rette personer, der bliver valgt til at tage sig af sine forhold, dels slippe for at indgå i det omstændelige offentlige værgemålssystem, hvor man jo netop ikke selv har indflydelse på, hvem der skal være ens værge.

Alle borgere, der er fyldt 18 år og er i stand til at handle fornuftsmæssigt har mulighed for at oprette en fremtidsfuldmagt.

Som udgangspunkt kan alle borgere udpeges som fremtidsfuldmægtig, dog skal fuldmægtigen være fyldt 18 år på det tidspunkt, hvor fuldmagten sættes i kraft. Der kan godt udpeges mere end én fremtidsfuldmægtig.

Før man udpeger en fremtidsfuldmægtig, bør man naturligvis orientere og inddrage den eller de pågældende i sine overvejelser, således at pågældende både har evne og vilje til at varetage opgaven.

En fremtidsfuldmagt oprettes som udgangspunkt digitalt. Først skal fuldmagten registreres og underskrives med Nem-ID i Fremtidsfuldmagtsregisteret på www.tinglysning.dk. Dette er gratis.

Dernæst skal fuldmagten senest 6 måneder efter oprettelsen vedkendes for en notar i den lokale byret. Her er der en retsafgift på 300 kr. Har man ikke mulighed for at møde fysisk op i byretten, kan man få notaren til at komme hjem til én på ens hjemmeadresse, på hospitalet eller lignende.

Er man fritaget for kravet om digital kommunikation med det offentlige, kan man oprette en fremtidsfuldmagt på papir, der skal indgives ved personligt fremmøde hos Familieretshuset. Denne fremtidsfuldmagt skal ikke vedkendes for en notar.

Efter oprettelsen er fuldmagten inaktiv, indtil der eventuelt på et senere tidspunkt bliver brug for at sætte den i kraft. Det er Familieretshuset (www.familieretshuset.dk), der efter anmodning fra fuldmagtsgiveren selv eller fra fremtidsfuldmægtigen, træffer afgørelse om, hvorvidt fuldmagten skal sættes i kraft ud fra en vurdering af, om fuldmagtsgiveren som følge af sygdom, svækket mental funktion eller lignende ikke længere er i stand til at varetage sine egne forhold. Anmodningen vedlægges en lægeudtalelse.

Når Familieretshuset skal vurdere, om betingelserne for ikraftsættelse er opfyldt, bliver der set på samtlige omstændigheder vedrørende fuldmagtsgiverens aktuelle helbredstilstand mv. Er fuldmagtsgiveren i stand til at forstå betydningen af sagen og udtaler sig imod fuldmagtens ikraftsættelse, vil fuldmagten ikke kunne sættes i kraft.

Dén fuldmagtsgiveren vælger som fremtidsfuldmægtig, skal som udgangspunkt handle, som vedkommende selv ville have gjort og følge de anvisninger, der fremgår af fuldmagten. Fremtidsfuldmægtigen skal desuden så vidt muligt inddrage fuldmagtsgiveren samt pågældendes ægtefælle/samlever, før fuldmagten anvendes i vigtigere forhold, fx i forbindelse med salg af huset.

Familieretshuset kan gribe ind, hvis det på den ene eller anden måde bliver opmærksom på forhold, der kan stride mod fuldmagtsgiverens interesser og om nødvendigt sætte fuldmagten ud af kraft.

Fuldmægtigen kan få dækket nødvendige udgifter i forbindelse med varetagelse af opgaven som fremtidsfuldmægtig af fuldmagtsgiverens midler, fx nødvendige transportomkostninger.

Ja, det er muligt at tilbagekalde eller ændre en fremtidsfuldmagt. Er fuldmagten sat i kraft, kan den dog kun ændres mv., hvis fuldmagtsgiveren er i stand til at forstå betydningen heraf.

 

Vil du vide mere?

Man kan læse meget mere om fremtidsfuldmagter på www.borger.dk eller på Justitsministeriets vejledning om fremtidsfuldmager. I bilag 1 til den nævnte vejledning (side 20 ff) kan man finde forskellige standardkoncepter, som man enten kan vælge at kopiere direkte over, eller som man kan lade sig inspirere af til at udforme en fremtidsfuldmagt, der passer lige præcis til ens egen situation.

Koncepterne tager udgangspunkt i de behov, som helt almindelige mennesker generelt vil have, når der skal oprettes en fremtidsfuldmagt. Man kan selvfølgelig også altid vælge at rådføre sig med en advokat. De fleste priser mht. hjælp til oprettelse af en fremtidsfuldmagt, ligger på et sted mellem 1.000 - 2.000 kr.

D. 1.9.2017 blev det muligt at oprette fremtidsfuldmagter, jfr. Lov om Fremtidsfuldmagter.