Kirstens historie – et liv med polio

Kirsten har haft polio, siden hun var 1½ år gammel. Læs hendes historie om at vokse op med et handicap, og hvordan hun senere i livet har skullet acceptere, at polioen er vendt tilbage i form af post polio.
Kirsten sammen med sin svigerdatter og barnebarn.

Kirsten sammen med sin svigerdatter og barnebarn.

Kirsten Larsen fik polio i 1952, da hun var 1½ år gammel. I virkeligheden husker hun ikke meget fra dengang, hverken fra indlæggelserne eller de senere behandlinger på ortopædkirurgiske afdelinger. Kirsten mener, hun til dels har fortrængt minderne, fordi de var for svære at leve med. Følelsen af ensomhed er dog ikke sådan lige at ryste af sig.

- Meget tidligt lærte jeg den dybe ensomhedsfølelse at kende. Der var ikke nogen trøstende ord eller kærtegn under indlæggelserne, kun den nødvendige fysiske behandling og operationerne.

Forældrene måtte ikke besøge deres børn, men kunne kigge ind til dem gennem en glasrude.

- Jeg kan huske en episode under en indlæggelse, hvor jeg var ulykkelig og græd. En kvinde i en rødternet kittel løftede mig ud af sengen og bar mig ned i køkkenet. Her gav hun mig en banan og trøstede mig.

Da Kirsten på et tidspunkt begyndte at få besøg, var det mest hendes far, der kom.

- Min mor blev hjemme og passede mine søstre, det var for dyrt at købe busbilletter til hele familien, fortæller Kirsten.

Polio ikke en begrænsning

Efter Kirsten blev udskrevet, var det ikke fordi hendes barndom var præget af, at hun havde polio.

- Vi kunne sagtens tale om, at jeg havde polio, det var bare ikke så vigtigt. Der blev ikke taget specielle hensyn til mig, og jeg fik lov til det meste af mine forældre. På den måde var polioen ikke en begrænsning for mig, medmindre jeg selv sagde fra, fortæller Kirsten.

I skolen hjalp hendes klassekammerater hende, når hun havde brug for hjælp til at komme op af trapper, hvor der ikke var et gelænder. Skolegården var Kirstens skræk på grund af de mange børn, der løb og legede voldsomme lege. Efter en gang hvor hun blev blevet væltet omkuld og fik hjernerystelse, holdt hun sig i nærheden af muren og indgangsdøren.

En svær ungdom

Teenageårene var hårde at komme igennem for Kirsten. Hun blev meget bevidst om, at hun skilte sig ud og gik anderledes end sine kammerater. Hun deltog aldrig i skolebal af frygt for at blive bænkevarmer, og hun holdt det hemmeligt, hvis hun blev forelsket i en dreng.

- Jeg var overbevist om, at ingen drenge kunne være interesseret i mig. Jeg husker en gang, jeg var blevet inviteret i biografen af en sød fyr. Vi skulle følges med min søster og svoger, som kom og hentede mig. Bagefter hentede vi fyren. Da jeg steg ud af bilen foran biografen, og han opdagede mit handicap, ville han ikke kendes ved mig, fortæller Kirsten.

Hvem har brug for at hoppe?

Trods den svære ungdom ser Kirsten ikke tilbage på sit liv som begrænset af polioen. Det har handlet om at få det bedste ud af livet, trods de små genvordigheder, polioen har givet.

- Jamen, jeg kunne jo ikke hoppe som voksen på grund af polioen, men hvem har også brug for at hoppe som voksen? Jeg kunne heller ikke løbe, men igen, jeg kunne så meget andet, at det ikke betød noget, siger Kirsten.

Hun har arbejdet på kontor på fuld tid det meste af sit voksenliv – og gør det stadig.

Jeg var væk fra arbejdsmarkedet nogle år, da jeg var ung, for at passe mine to børn, men det var fordi jeg havde lyst til det, det handlede ikke om polioen,” siger Kirsten og fortæller, at hun er ved at vænne sig til tanken om at gå på pension i løbet af foråret 2016.

Polioen rører på sig

I en stor del af sit voksenliv har Kirsten ikke skænket polioen mange tanker, men i 1998 begyndte Kirsten at snuble. I starten bildte hun sig ind, at det var fortovskanterne, der var for høje, for hun havde ikke lyst til at se i øjnene, at det kunne være polioen.

- Jeg ville ikke tilbage til det behandlingssystem, jeg havde været ude af siden mine teenageår, men da Kirsten læste om post polio i en lægebrevkasse, kunne hun godt regne ud, at hun nok skulle gøre noget.

- Jeg kunne godt se, at tiden nok var inde til at gøre noget.

Kirsten fik en henvisning til Specialsygehuset for Polio- og UlykkesPatienter (tidligere PTU) og begyndte dermed at træne sammen med andre handicappede.

- Det var virkelig en overvindelse for mig og i begyndelsen måtte jeg af og til forlade træningslokalet og sunde mig lidt. Det føltes som en kæmpe sorg, der skulle bearbejdes, og det tog ret lang tid, fordi en masse fortrængte minder pludselig blev genoplivet, fortæller Kirsten.

Ikke desto mindre holdt Kirsten fast i træningen, for hun kunne mærke, den gjorde en forskel for hende.

Bliv medlem

Har du haft polio og lever med følgerne? Meld dig ind i PolioForeningen og få viden og hjælp af vores eksperter, der har stor erfaring i at give råd og vejledning til mennesker, der har haft polio.

Meld dig ind

Bliv medlem

Har du haft polio og lever med følgerne? Meld dig ind i PolioForeningen og få viden og hjælp af vores eksperter, der har stor erfaring i at give råd og vejledning til mennesker, der har haft polio.

Meld dig ind

Bliv medlem

Har du haft polio og lever med følgerne? Meld dig ind i PolioForeningen og få viden og hjælp af vores eksperter, der har stor erfaring i at give råd og vejledning til mennesker, der har haft polio.

Meld dig ind

Bliv medlem

Har du haft polio og lever med følgerne? Meld dig ind i PolioForeningen og få viden og hjælp af vores eksperter, der har stor erfaring i at give råd og vejledning til mennesker, der har haft polio.

Meld dig ind

Bliv medlem

Har du haft polio og lever med følgerne? Meld dig ind i PolioForeningen og få viden og hjælp af vores eksperter, der har stor erfaring i at give råd og vejledning til mennesker, der har haft polio.

Meld dig ind