De vigtigste valg af alle valg

De danske kommuner træffer stort set alle de beslutninger, som er af betydning for borgernes hverdag. Derfor mener forskningschef for Danmarks Medie- og journalisthøjskole, Roger Buch, at kommunevalget er det vigtigeste valg af alle valg.

Af Roger Buch, Ph.d., Cand.Scient.pol., Forskningschef, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Kommunalvalgene er af langt større betydning for borgernes hverdag end både Folketingsvalg, regionsrådsvalg og valg til Europa-Parlamentet.

Velfærdssamfundet er nemlig en velfærdskommune og ikke en velfærdsstat. Omkring 60 pct. af de offentligt ansatte er i kommunerne og en endnu større andel af de offentlige udgifter bruges i kommunerne.

Kommunernes autonomi betyder, at danske kommuner træffer stort set alle de beslutninger, som er af betydning for borgernes hverdag: børn, unge, ældre, arbejdsløse, sociale klienter, handicappede osv.

Disse grupper påvirkes primært af kommunale og ikke nationale beslutninger, fordi den lokale autonomi er internationalt i særklasse. Det betyder, at danske kommuner formentlig er verdens mest magtfulde kommuner.

Tænk dig om før du slår dig ned

Kommunerne skaber forskelle i hverdag: skal der gøres rent hos de ældre hver uge eller hver tredje uge? Skal en vuggestueplads koste 2.000 eller 3.500 om måneden? Skal der bruges 50.000 eller 100.000 kr. pr. skolelev pr år? Hvor meget hjælp og hvilke hjælpemidler skal en handicappet have? Svarene på spørgsmålene er slet ikke de samme i de forskellige kommuner, og dermed skaber kommunerne forskellige forhold for borgerne.

Det er klart bedre at være handicappet i nogle kommuner frem for i andre. Mennesker med handicap skal tænke sig om, før de slår sig ned i en kommune, fordi man hverken kvantitativt eller kvalitativt får den samme hjælp overalt. Forskellene gør kommunalvalget til det vigtigste valg i Danmark.

Råd til vælgerne

Det bedste råd til vælgerne forud for kommunalvalgene den 21. november er: Hop ikke i fælden – tro ikke på myterne om kommunalpolitikken, som støvet, uprofessionel og ligegyldig – kommunalvalgene er de vigtigste valg af alle valg