Derfor stiller Børge Larsen op til kommunalvalget

Læs hvorfor medlem, Børge Larsen, stiller op til kommunal- og regionsvalget.

Børge Larsen har tidligere siddet to perioder i byrådet i Fredericia Kommune og efter en pause på fire år, stiller han op igen til såvel byråd som regionsrådet. Børge vil fortsat gerne være med til at gøre en forskel.

- Jeg kom til skade for mange år siden som ung arbejdsdreng. Jeg blev tilkendt førtidspension men i stedet for at gå hjemme, valgte jeg at engagere mig andre steder, hvor jeg kunne gøre en forskel.

Udover at være aktiv i forskellige handicap- og socialpolitiske sammenhænge, har jeg også siddet i byrådet i otte år, fortæller Børge Larsen.

Vil gøre en forskel

For Børge Larsen handler det om at være med til at gøre en forskel for mennesker. Det er for nemt blot at sidde derhjemme og brokke sig.

- Jeg vil gerne være med til at påvirke tingene og skubbe dem i den rigtige retning. Hvis jeg kan være med til at påvirke beslutningerne og få nogle af mine mærkesager igennem, er jeg tilfreds, siger Børge Larsen og fortsætter:

- Udover de lidt større emner som det lokale erhvervsklima og infrastruktur, arbejder jeg også for, at der kommer en større forståelse for handicappedes behov. Jeg sidder selv i kørestol, og jeg ved, at det er vigtigt, at der er hjælp at hente hos kommunen, når man har brug for det. Og jeg ved også, at det er vigtigt, at der er tilgængeligt, og kan jeg få mine kolleger i byrådet til at arbejde for det, så er meget vundet.

Børge Larsen peger blandt andet på, at sygehuset i Kolding ikke har en tilgængelig hovedindgang, og det vil han gerne være med til at få lavet om. Herudover skal det også sikres, at der kommer nogle aflastningspladser for dem, der bliver udskrevet fra sygehuset, men som ikke er raske nok til at komme tilbage i eget hjem.

Husk at stemme

Demokratiet er en gave, og den skal vi huske at værne om, påpeger Børge Larsen, så derfor skal vi huske at stemme. Det er også den måde, vi kan være med til at påvirke det, der sker lokalt.

- Hvis ikke folk får sat deres kryds ved valget, så får de ikke nogen indflydelse. Når man sætter sit kryds ved et parti eller en politiker, så er man også med til at pege på, hvordan man ønsker, at samfundet skal udvikle sig. Så nytter det ikke noget at sidde derhjemme og være utilfreds. 

I det hele taget er det politiske klima bedre lokalt end nationalt, mener Børge Larsen.

- Lokalt er man mere optaget af at finde løsninger end at skændes.

Læs mere om Børge Larsen på hans Facebookside