Ankestyrelsen vil se BPA-ordning efter i sømmene

Ankestyrelsen skal til foråret undersøge kommunernes sagspraksis på området for Borgerstyret Personlig Assistance - et område som har afgørende betydning for mange mennesker med handicap.

Til foråret vil Ankestyrelsen gennemføre en praksisundersøgelse af, hvordan kommunerne håndterer BPA-området (Borgerstyret Personlig Assistance).

PolioForeningen hører fra tid til anden om besparelser på området, og vi ser frem til en gennemgang af praksis ude i kommunerne.

- Det er positivt, at Ankestyrelsen kigger kommunernes sagspraksis på BPA-området efter i sømmene. Vi hører jævnligt fra vores medlemmer, at der forekommer uforståelige nedskæringer på området, og for vores medlemmer er en velfungerende BPA-ordning altafgørende for at kunne have en velfungerende hverdag med beskæftigelse, familie og venner, og hvad der ellers hører et liv til, siger Janus Tarp, formand for PolioForeningen.

BPA-ordning er afgørende for mennesker med handicap

BPA-ordningen er for mennesker, der har en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Via ordningen kan man få fx personlig og praktisk hjælp, ledsagerordning og socialpædagogisk støtte.

Undersøgelsen skal gennemføres i andet og tredje kvartal 2018.

Læs om undersøgelsen på Folketingets hjemmeside