Corona: En tid med savn og frygt

Frygten for at blive smittet og det manglende samvær med sønnerne, svigerdøtrene og børnebørnene er det, der fylder mest, for Bodil Jacobsen i denne coronatid. Hun og hendes mand tager smitterisikoen alvorligt og tager deres forholdsregler, for Bodil føler sig ikke sikker på, at hun overlever, hvis hun bliver smittet.
Bodil elsker sin have og bruger megen tid i den.

”Det største savn er at være sammen med mine børnebørn og deres forældre. Mit ældste barnebarn i Oslo bliver 16 år lige om lidt, og vi har været med til at synge fødselsdagssang for hende på alle 15 fødselsdage, men ikke i år. Det er hårdt at gå glip af. Alt andet end samværet med børnebørnene kan jo erstattes,” siger Bodil Jacobsen.

Hun har ikke set sine børnebørn i Oslo i mange måneder, og det er uvant for hende og hendes mand. I næste uge skulle de have været til Aarhus og passe tre af deres børnebørn.

”Familien kunne godt bruge en håndsrækning, men vi tør ikke rigtigt. Selvom vi holder os hjemme i deres hus, er familien jo aktiv og i forbindelse med en masse mennesker hver dag, så der vil være en risiko,” siger Bodil.

Det er ikke kun Bodil, der er bange for selv at blive smittet. Hendes to sønner gør også, hvad de kan for at passe på hende. I sommer blev Bodil 75 år. Dagen skulle fejres med hendes ene søn og svigerdatter og de tre børnebørn fra Aarhus.

”Vi havde planlagt en tur til stranden med mad og hygge. Men vores søn meldte afbud, fordi de ikke turde komme af risiko for at smitte os. I virkeligheden er det jo den største kærlighedserklæring, man kan få,” fastslår Bodil.

Det er den første epidemi, vi oplever siden polioepidemien, og jeg kan da godt tænke ’hvorfor skulle jeg få det’? Men jeg fik jo polio.

Det rammer nok ikke mig

Bodil husker tydeligt den 15. marts i år, hvor landet lukkede ned.

”Jeg kan huske, at jeg var fortørnet over, at fysioterapeuterne i det træningscenter, hvor jeg går, ikke var opmærksomme på at passe på os. Ejerne tog ud at rejse, og da jeg satte spørgsmålstegn ved, hvad de ville gøre, når de kom hjem, sagde de bare, at jeg skulle tage den med ro. Jeg synes, det var helt uforsvarligt,” husker hun.

Selvom det er fristende at tænke, at ’corona nok ikke rammer mig’, så ligger erindringen fra polioepidemien og lurer.

”Det er den første epidemi, vi oplever siden polioepidemien, og jeg kan da godt tænke ’hvorfor skulle jeg få det’? Men jeg fik jo polio. Det gjorde min tvillingesøster og min lillebror ikke. Så sikker kan man jo ikke vide sig,” siger Bodil.

Hun har i dag kun en lungefunktion på 40 % og sover hver nat med en BIPAP maskine, der hjælper hende med at trække vejret.

”Jeg er frygtelig bange for at få corona. Jeg tror ikke, jeg vil overleve at få sygdommen,” siger Bodil.

Hvis jeg er trist, finder jeg opmuntring ved at gå en tur med mine stave i naturen og se på fugle, eller også går jeg ud i min have og sætter mig på en af vores mange siddepladser

Husker ikke indlæggelse som en dårlig tid

Bodils nedsatte lungefunktion er en følge af den polio, der ramte hende som barn. Hun var syv år, da hun fik polio. Det var især hendes ryg og åndedræt, der var lammet.

”Der var tale om, at jeg skulle have hjælp til at trække vejret, men jeg klarede den igennem uden at få det,” fortæller Bodil.

Hun husker tydeligt den tid, hvor hun var indlagt, men egentlig ikke som en dårlig tid. Hun var indlagt i 11 måneder tre forskellige steder. Først på Epidemisygehuset i Nakskov, senere på ortopædisk hospital på Hans Knudsens Plads i København og til sidst blev hun overflyttet til Hornbæk Kurbad.

”Stedet var helt nyt, da jeg kom dertil. Malerne var stadig i gang,” husker Bodil.

Selvom erindringen om savnet og længslen efter hendes forældre er tydelig, husker hun også klart nogle gode ting.

”Jeg husker det som om, jeg blev forkælet af sygeplejersker og portører, som var virkelig søde. Sygeplejerskerne gav sig tid til at hjælpe mig med at skrive breve til min mor og far, som ikke kunne komme så ofte og besøge mig,” fortæller Bodil.

Der var besøgstid en gang om ugen, men Bodils forældre havde et smedeværksted på Lolland, og det var en lang tur til Hornbæk.

”De kørte i en gammel DKW uden varme, og jeg kan huske, at mor fortalte, hvordan hun sad med dyner for at holde varmen. De kom og besøgte mig hver 14 dag,” fortæller Bodil.

Et halvt år i gips

Bodil blev udskrevet i 1953 og gik efterfølgende til kontrol hvert år.

”Jeg skulle opereres, når jeg var udvokset, fordi jeg havde scoliose (skæv ryg, red.), og man var bange for, at mine lunger ville klappe sammen på grund af scoliosen. Derfor skulle jeg rettes op,” fortæller Bodil.

Det blev hun så i 1959, hvor hun fik indopereret en knogle på otte cm. i ryggen.

”Det var en svær beslutning for min mor og far, for det var ikke uden risiko at gennemføre operationen. Jeg kunne se på dem, at de var frygtelig bange, og jeg var derfor også selv bange,” husker Bodil.

Inden operationen skulle Bodil i gips.

”Det foregik nede hos ’gips-Nielsen’. Det var frygtelig ydmygende, kan jeg huske. Jeg var 14 år, og jeg skulle tage alt tøjet af foran ’gips-Nielsen’, der sad i netundertrøje og med lange sorte hår, der stak ud gennem hullerne.”

Heldigvis viste operationen sig at være den rette beslutning, og den gik godt, men der ventede endnu et halvt år med en krop i gips efterfølgende.

”Det var en fantastisk sommer det år, og jeg kunne ligge derhjemme. Jeg led ikke nogen nød. Vores smedesvend Madsen, der havde arbejdet på smedeværkstedet hos min far lige siden, jeg blev født, lavede en båre af jern til mig, så jeg kunne ligge ude i det gode vejr. Når han havde kunder, sendte han dem ud og tale med mig, så jeg havde selskab,” husker Bodil.

Selvom hun både kunne skrive, sy, strikke og være kreativ på mange andre måder, glædede Bodil sig til at komme af med gipsen.

”Jeg kan tydeligt huske, at jeg glædede mig til at komme af med gipsen. Jeg havde en kalender, hvor jeg rev et blad af hver dag, og jeg glædede mig til alt det, jeg skulle, når gipsen kom af. Da dagen endelig kom, blev jeg skuffet, for min krop var jo helt død, og jeg kunne intet. Det gik heldigvis hurtigt med at komme i gang igen.”

Jeg er blevet rigtig glad for de tilbud, der findes online. Jeg prøver at være med i PolioForeningens daglige træning via Facebook

Da corona spændte ben

Bodil har arbejdet som lærer og har gennem sit voksenliv ikke skiltet med, at hun har haft polio.

”Jeg har gerne ville være normal og ville ikke betragtes som handicappet. Mine nærmeste kollegaer har vidst det og har været klar over, at jeg ikke kunne slæbe de tunge tasker eller løbe forrest. Men mine elever har ikke vidst det.”

Mens Bodil arbejdede, havde hun ikke overskud til andet end at passe sit job og sin familie.

”Alligevel har jeg ikke selv tænkt så meget over, at jeg måske havde mindre overskud end andre, før jeg begyndte at få senfølger. Det var især mit åndedræt, der begyndte at drille mig.”

Da Bodil var 55 år, fik hun tilkendt fleksjob, og da hun fyldte 60 år, gik hun på pension.    

Det gav pludselig luft til nogle nye interesser. Bodil fyldte derfor sin tid ud med frivilligt arbejde, hvor hun er aktiv i bestyrelsen i kredsen Storstrøm i PolioForeningen. Hun sørger også for, at der bliver plads til at træne, og så hun er storforbruger af masser af kulturtilbud. Alt det blev der sat en stopper for i marts måned, da corona rullede ind over Danmark.

En af de interesser, corona ikke kan stoppe, er Bodils passion for sin have, som hun kan bruge mange timer i.

”Hvis jeg er trist, finder jeg opmuntring ved at gå en tur med mine stave i naturen og se på fugle, eller også går jeg ud i min have og sætter mig på en af vores mange siddepladser. Jeg kan også sætte mig i vores drivhus, som vi kalder ’driverhuset,’ hvor jeg planlægger, skriver, laver håndarbejde eller fintænker. Der er altid noget at kaste sig over i haven og at være derude kan få glæden ved livet til at vende tilbage,” siger Bodil.

Mange tænker jo nok, at det ikke rammer dem. Men når man har haft polio, så ved man, at det kan lige så godt ramme mig som dig

Nyder de digitale tilbud

Siden corona ramte Danmark, har Bodil og hendes mand, Arne, levet en noget mere stille og tilbagetrukket tilværelse, end de er vant til.

”Jeg har sat rigtig mange ting på pause: mine workshops i slægtsforskning, teaterklub, biografklub, koncerter er alt sammen sat på pause. Træning, som jeg kender det, er også stoppet,” fortæller Bodil.

Hun har i stedet taget de mange digitale tilbud til sig.

”Jeg er blevet rigtig glad for de tilbud, der findes online. Jeg prøver at være med i PolioForeningens daglige træning via Facebook, og jeg synes faktisk, det fungerer rigtig fint at være sammen via nettet, selvom det sociale selvfølgelig ikke giver det samme, og jeg savner dem, jeg normalt træner sammen med,” siger Bodil.

Hun går gerne forrest, når det kommer til at bruge de digitale muligheder, og hun har sammen med sine kollegaer i kredsbestyrelsen for nyligt opstartet digitale kaffemøder.

”Vi er jo vant til at mødes jævnligt med hinanden gennem de aktiviteter, vi laver i vores kreds, og det kan vi pludselig ikke. Så må vi jo finde på noget andet. Nu prøver vi derfor at mødes en fire-fem stykker på en ’online cafe’, hvor vi kan drøfte forskellige aktuelle emner,” fortæller Bodil.  

For Bodil er det selvfølgeligt at tage corona alvorligt, og risikoen for at blive smittet, fylder meget. Derfor undrer det hende også, at det tilsyneladende ikke er alle, der tager sygdommen alvorligt.

”Det er trist, når nogle synes, man er hysterisk, når man tager sine forholdsregler. Jeg kan godt undre mig over, at folk ikke spritter mere af eller, at folk samles med så mange andre. Mange tænker jo nok, at det ikke rammer dem. Men når man har haft polio, så ved man, at det kan lige så godt ramme mig som dig.

Artiklen har været bragt i vores medlemsmagasin, Livtag 4, 2020