De kalder ham Erik den Hjælpsomme

Erik holder fast i, at det er ham, som lægger sin hustru i seng om aftenen og hjælper hende op igen om morgenen. Som ægtemand, pårørende og hjælper til sin hustru Inge har Erik i mange år haft polio tæt inde på livet.
Inge er overbevist om, at Erik må have et særligt hjælpergen. Han er ikke bare en uvurderlig hjælp for sin hustru, men er også engageret i handicapsejlads og giver altid en hånd med, når andre har brug for det.

- Jeg siger gerne, at Erik er mit bedste hjælpemiddel. Han har et helt tydeligt hjælpergen, og det betyder enormt meget for mig og for vores liv, siger polioramte Inge Carlsen og sender et smil i retning af sin ægtemand.

Erik Carlsen har haft det godt med at påtage sig hjælperrollen, efter Inge fik postpolio for tre årtier siden.

- Det er kommet helt naturligt, og jeg har intet imod det. Man må tage livet, som det kommer. Sådan tænkte jeg, da Inge fik postpolio. Det nytter ikke noget at spekulere en masse eller stoppe op og være ked af det, hvis det ikke går helt, som man regnede med, fortæller 79-årige Erik Carlsen.

Erik Carlsen har haft det godt med at påtage hjælperrollen.

Inge sidder i kørestol og har brug for hjælp mange gange i døgnet. Hun har dog aldrig bedt sin mand om at tage aktiv del i hjælpen.

- Han har kunnet se, når der var behov, og så har han gjort det, der skulle til. Det fungerer rigtig godt, selvom der faktisk er mange, som mener, at man ikke kan være både hjælper og ægtefælle, forklarer den 73-årige koldingenser Inge.

- Men det kan man godt. Vi kan sagtens skille situationerne ad og stadig have vores privatliv. Det har ikke været svært for os, slår Erik fast.

Skjulte ikke skinne

Erik er uddannet sejlmager og kom til Kolding i 1961 for at arbejde. Han var kun blevet lovet arbejde til jul, men endte med at blive i byen. I begyndelsen boede han hos et ældre ægtepar, som lejede værelser ud til unge mennesker.

- Da jeg skulle flytte ud fra mit værelse, skulle en ny flytte ind. Vi havde allerede hørt, at det var en pige fra København, som havde egen bil og var uddannet lægesekretær. Det havde jeg da bemærket, husker Erik.

Den unge kvinde fra København var naturligvis Inge.

- Jeg gik med skinne som ung, og det kunne man se, for jeg havde nærmest altid kjole på. Det var ikke noget, jeg skjulte, tilføjer Inge, der haltede en anelse dengang, men ellers ikke var særligt begrænset af polio.

- Det var i hvert ikke noget, som jeg kan huske, at jeg bed mærke i. Efter jeg var flyttet ud, kom jeg stadig på det pensionat, hvor man spiste, hvis man boede hos det ældre ægtepar. Der kom Inge også, og derfra udviklede det sig stille og roligt.

I den første del af parrets samliv var det ikke nødvendigt at tage et væld af hensyn som følge af Inges polio. De har begge været enormt aktive gennem hele deres liv i alt fra FDF til deres to børns skole og aktiviteter i foreningsregi, hvor PolioForeningen senere indtog en stor rolle. Ingen af dem havde skænket det mange tanker, at der var noget, som hed postpolio, eller hvornår det ville blive en del af deres liv.

Vi har spekuleret på, om faldet mon fremskyndede processen og har givet Inge postpolio tidligt.

Faldulykken og omvæltningen

Det ændrede sig dog for 33 år siden. Inge var i et par dage indlagt på Vejle Sygehus for at få tjekket sine hænder for poliofølger. I en middagspause besluttede hun at få noget friskt luft:

- Det var tørvejr, men der havde været frost. Jeg træder lige udenfor døren, sætter hælen i og falder. Der lå ikke mere is, end der kan være i en underkop. Men det var nok. De kunne se det indefra, så jeg kom straks ind på sygehuset igen.

Inge brækkede hoften og for at få bruddet til at hele korrekt, operererede lægerne metalstykker ind.

- Men jeg kunne ikke tåle metallet. De var nødsaget til at operere det ud igen, og så gik alt galt. Der er ingen tvivl om, at jeg fik postpolio ganske kort efter, fortæller Inge, der på det tidspunkt arbejdede som ortoptist og måtte opgive at have patienter.

Det første år efter faldulykken lå Inge ned hele døgnet og krævede meget hjælp. Hun fik erstatning, som ægteparret brugte på at købe sig til hjælp, for det var nødvendigt.

- Jeg tror nærmest ikke, at jeg kan huske noget fra det år. Det skyldes måske, at man fortrænger det lidt. Vi har spekuleret på, om faldet mon fremskyndede processen og har givet Inge postpolio tidligt. Måske havde hun stadig gået med skinne i dag, hvis det ikke var sket. Men det kan vi jo ikke vide, funderer Erik.

Skal ikke være Fredericia Banegård

- Jeg var 40 år og havde fuld fart på, da jeg faldt, så det var ikke nemt. Det kom til at betyde en stor omvæltning i vores liv. Før kunne jeg klare mig selv, men det var pludselig slut, siger Inge.

- Vi var slet ikke forberedt på, at hun ville få postpolio, for det vidste man generelt ikke meget om dengang.

Erik var stadig på arbejdsmarkedet, og han husker nogle episoder, som giver et indblik i de udfordringer, situationen gav:

- Det var dengang, hvor posten kom om morgenen. Vi lod døren stå åben, så han kunne lægge brevene på sengen. Det er sket et par gange, at han har fundet Inge liggende på gulvet ude på badeværelset, fordi hun ikke kunne komme op, når hun faldt.

Senere fik Inge bevilliget en BPA-ordning, og i dag har hun hjælpere mandag-tirsdag-onsdag. Erik gik fra arbejdsmarkedet som 62-årig, og for syv år siden blev han også en del af hjælperordningen.

- Noget af det vigtigste for mig er at kunne lægge hende i seng og hjælpe hende op igen. Vi skal ikke have det som Fredericia Banegård i vores soveværelse. Det ville heller aldrig kunne fungere med det aktive liv, som Inge stadig har, hvis hun skulle vente på, at der kom nogen om morgenen og tog hende op. Det ville være helt åndssvagt, at der skulle komme én, som hjalp hende op og badede hende, når jeg kan gøre det.

I den første del af parrets samliv var det ikke nødvendigt at tage et væld af hensyn som følge af Inges polio.

Morgenmad på sengen

Hver eneste morgen året rundt står Erik op klokken halv syv og læser avisen, inden han serverer morgenmad til Inge. På sengen naturligvis.

- Der sniger sig også en lille tulipan med på morgenbakken, når det er sæson for det. Det er heldigt, at jeg er godt gift, beretter Inge og fortsætter:

- Når jeg sover, er det med et apparat der hjælper mig med at trække vejret, jeg har hvide handsker på til alt, jeg laver, fordi jeg har psoriasis på hænderne. Og så har jeg altid tykke strømper på, fordi jeg fryser sådan. Det er noget af en herlighed.

Erik hjælper ikke kun sin hustru, men er også meget engageret i handicapsejlads i byen, ligesom han har ageret hjælper for andre i mange forskellige sammenhænge.

- Jeg kan huske vores ture til repræsentantskabsmøder i PolioForeningen før i tiden, da der ikke var noget, som hed BPA-ordning. Erik havde en hel liste over, hvem der skulle vækkes hvornår, og hvad han skulle hjælpe dem med i løbet af dagen. De kalder ham stadig Erik den Hjælpsomme, smågriner Inge.

- Ja, når man ikke kan selv, så kan jeg da ligeså godt hjælpe. Det bliver jeg ikke træt af, siger Erik.