Den komplekse ensomhed

Ensomhedsfølelsen kommer alle til at stifte bekendtskab med i løbet af livet, men mennesker med handicap er overrepræsenterede, når det kommer til at føle sig ensom i længere perioder.

Det er naturligvis ikke rart at føle sig ensom. Alarmklokkerne bør dog ikke bimle, hvis du udelukkende får besøg af ensomhedsfølelsen i kortere perioder.

- Grundlæggende er ensomhed en helt almindelig følelse som signalerer, at der er nogle sociale behov, som ikke bliver mødt på den måde, som ville være passende og optimal for dig. Det er lidt at sidestille med sult, der fortæller dig, at du skal have noget i maven. Det er meget individuelt, hvad der kan udløse ensomhedsfølelsen, men det er vigtigt at skelne mellem dét at være ensom og dét at være alene, begynder Mette Nyrup, psykolog i PolioForeningen. Hun fortsætter:

- Man kan sagtens være meget alene, som mange er her i coronatiden, men det behøver ikke betyde, at du er ensom. For ensomhed er en følelse, og du kan godt være omgivet af 50 mennesker og føle dig ensom alligevel. Følelsen kan også være situationsbestemt og kan for eksempel optræde, når du er sammen med din familie, i din vennekreds, blandt kollegaer eller i andre specifikke sociale kontekster, mens du overhovedet ikke føler dig ensom i andre situationer.

Længerevarende ensomhed kan være en ond cirkel

Oplever man, at ensomheden forfølger én i måneder eller år, så tipper balanceforholdet, og det er ikke længere følelser, som er okay at have eller at gå med uden at søge hjælp.

- Mennesker som har været ensomme i meget lang tid oplever ofte, at følelsen går hånd i hånd med anden psykisk mistrivsel. Enten kan ensomhed udvikle sig til eksempelvis en depression, eller også kan ensomhed udspringe af angst, stress eller andre lidelser, fortæller psykolog Julie Christiansen, der er ph.d.-studerende og i mere end et årti har beskæftiget sig med netop ensomhed.

Længerevarende ensomhed kan altså være en ond cirkel, som kan være ekstrem svær at takle og komme ud af.

- Nogle mennesker bliver det, man kalder for hyperårvågne i sociale sammenhænge. De bliver altså ekstra opmærksomme på alt det, der foregår i den sociale verden omkring. De er konstant på vagt. Med tiden kan dette få betydning for, hvilke forventninger man har til andre, eller hvordan man husker tidligere samvær med andre mennesker. For eksempel at andre vil én det dårligt, eller at andre ikke kan lide én. Det er naturligvis meget ubehageligt at få det sådan og kan kræve professionel hjælp, siger psykolog Julie Christiansen.

Vi måler og vejer hinanden

Ensomhedsfølelser er noget, alle kommer til at stifte bekendtskab med i løbet af livet, men mennesker med handicap er mere tilbøjelige til at ende i langvarig ensomhed end andre. Det kan der findes flere årsager til.

- Mange postpolioramte vil kunne nikke genkende til, at relationer til andre mennesker af den ene eller anden grund forværres, når ens fysiske formåen ændrer sig til det værre. Har man for eksempel ikke anerkendt omfanget af sine fysiske begrænsninger, så kan det medføre, at man stræber efter at indgå i sociale relationer, man simpelthen ikke har energi eller overskud til at være i, lyder det fra psykolog Mette Nyrup.

- Man kan også føle, at man er til besvær eller belaster de relationer, man har, og det kan også være rigtig svært. Når man er kronisk syg eller eksempelvis har et handicap, så kan der være nogle ting, som er svære at dele med andre. Det handler ikke kun om at være i kontakt med andre, men også om den måde, man indgår i relationer til andre på. Synes man selv, at det er rigtig vanskeligt at fortælle om svære følelser, så kan det sagtens blive en barriere i en relation. Med tiden kan man forestille sig, at det kan besværliggøre relationerne til dem, man ellers tidligere har haft nær, så ens relationer ikke længere opfylder ens sociale behov. Og det er jo det, som ensomhed handler om, supplerer psykolog Julie Christiansen.

Samspillet med mennesker omkring én er derfor ofte nøglen til ensomhedsfølelsen, ligesom elementer som alder og samfundstendenser også indtager hovedroller.

- Ensomhed opstår også i mange tilfælde ved at sammenligne sig med andre og de normer, der er for social interaktion omkring dig. Det kan tage afsæt i, hvor du selv er i livet, og vi måler og vejer konstant hinanden og os selv. Slår man til på den sociale scene? Har man mange gode kontakter eller venner? Det kan være, at man på grund af eksempelvis postpolio ikke kan deltage i de aktiviteter, man gerne vil, eller at man ikke kan have sine børnebørn på overnatning i weekenden, fordi det er for fysisk krævende, fortsætter Julie Christiansen.

- Når man divergerer, altså når ens liv ser anderledes ud for den alder, man har, end det normalvis ville, kan der opstå en følelse af, at man ikke har den plads eller indtager den rolle, man burde på det her tidspunkt i livet, siger Julie Christiansen.

- Det er også i tidens ånd, at der ikke er det store overskud til at fortælle om eller overskue andres problemer. Det hele bliver lidt poleret, og det handler om at udstråle, både i virkeligheden og på de sociale medier, at det hele går godt. Der er ikke altid plads til at udtrykke de svære følelser, lyder det fra Mette Nyrup fra PolioForeningen.

Ensomhed er stadig tabubelagt

Begge psykologer understreger, at der er kommet mere fokus på ensomhed, og at det i mange sammenhænge tages mere seriøst, end for bare få år siden. Der kunne dog sagtens gøres endnu mere.

- Det er stadig tabubelagt, og det er selvfølgelig ærgerligt, når der faktisk er tale om en ganske almenmenneskelig følelse, omend en følelse, der kan udvikle sig til at blive et meget omfattende problem. Der kunne sagtens være en meget mere nuanceret debat, hvor der blev taget højde for, at ensomhedsfølelsen faktisk er en ret kompleks størrelse, siger psykolog og ph.d.-studerende Julie Christiansen.