Dengang Kirsten fra centralen fik polio

I 1949 opererede Dr. Thomasen Kirsten Vestergaard Jensens polioramte ben, og det var sandsynligvis én af de allerførste poliorelaterede operationer herhjemme.
Kirsten har altid været meget glad for sin have, som hun bruger meget tid i.

Afstanden mellem Herskind og Marselisborg Hospital (i dag MarselisborgCentret, red.) er 18 km. Distancen cyklede Kirsten Vestergaard Jensens mor hver eneste dag i den tid, hvor Kirsten som helt lille var indlagt med poliolammelser. Moren måtte naturligvis kun se sin datter igennem en rude på grund af smittefare. Årstallet var 1944, og i mange familier var der tale om to tilfælde af undtagelsestilstand: 2. verdenskrig og polio. 

- Min mor har fortalt, hvordan der indimellem lød luftalarm, når hun kørte ind i Aarhus for at se til mig. Så måtte hun finde et beskyttelsesrum. Det har været en forfærdelig tid for mine forældre, begynder Kirsten Vestergaard Jensen og tilføjer: 

- Jeg var den her lille efternøler i familien, og de gjorde deres yderste for at passe på mig. Mine forældre har fortalt mig, at jeg begyndte at gå, da jeg var 10 måneder, og alt var godt. Men en dag, da min mor tog mig op efter en lur, væltede jeg simpelthen og kunne slet ikke stå på mine ben. Der var jeg 16 måneder, og som jeg har forstået det, fik de ret hurtigt bekræftet deres mistanke om, at det kun var mit ene ben, der blev ramt dengang. Jeg har altid kunnet stort set det samme som alle andre. Men det er samtidig vigtigt for mig, at man husker på, at der altså var en epidemi i slutningen af krigen, hvor der var mange, der blev ramt, og det havde store omkostninger i mange familier.

På dagsordenen i lokalområdet

I det relativt tyndtbefolkede område ved Herskind øst for Aarhus kom polio pludselig på dagsordenen i 1944. Det var nemlig ikke kun Kirsten, der blev smittet i krigens næstsidste år.

- Der var to yngre mænd, som blev ramt samtidig som mig. Én i Skivholme og en på Herskind Hede, så det er jo meget lokalt. Den ene døde, og den anden fik svære følger. Så børnelammelse har været et alvorligt samtaleemne, det er der ingen tvivl om, fortæller 77-årige Kirsten.

Hun mindes også den omsorg, hun mærkede i lokalområdet som barn.

Børnelammelse har været et alvorligt samtaleemne, det er der ingen tvivl om.

 - Der boede en pige tæt på os, som var lidt ældre end mig, og hun passede på mig som en anden hønemor.

Mine forældre havde telefoncentralen i Herskind, og der lå skolen lige for enden af deres have, så jeg skulle ikke ret langt, men hun insisterede på at følge mig. Så jeg blev passet og plejet på alle mulige måder, tilføjer Kirtsen

Hendes forældre gjorde alt for, at livet skulle blive så godt som muligt for deres polioramte datter. De tog Kirsten til massage på ugentlig basis i en årrække for at holde gang i benet, og de var konstant på udkig efter måder at sikre en god udvikling.

- På et tidspunkt tog de mig med til en klog mand oppe i Auning. Han rettede min fod ud, og han bad mine forældre om, at de aldrig skulle få mig opereret, for så ville benet blive stift, sagde han. Vi kom hos ham en gang om måneden i en periode, husker Kirsten

Thomasen kom hjem fra USA

Kirsten var seks år, da forældrene blev sat i en svær situation. De var til samtale hos Dr. Thomasen, som igennem tiden kom til at betyde enormt meget for mange polioramte. Han indprentede sig også hos Kirsten:

- Han var sådan en rigtig hyggeonkel, og han var rar, det kunne man straks mærke. Dr. Thomasen spurgte mine forældre, om de ville lade mig operere i benet, og de kom meget i tvivl.

Der var også en anden overlæge til stede. Han var af den gammeldags og meget autoritære slags og havde brillerne siddende helt ude på næsetippen. Jeg kunne ikke lide ham, kan jeg huske. Han sagde, at lægerne bare kunne tvinge mine forældre til at sige ja.

Jeg skal bruge en krykke, når jeg færdes udenfor, og det har jeg det svært med.

Den udlægning var Dr. Thomasen dog ikke enig i.

- Nej, han afviste, at der var tvang, så han var heldigvis mere diplomatisk. Samtidig garanterede han, at det ville blive et godt resultat, og at han selv ville stå for operationen. Det endte med, at mine forældre sagde ja. 

Dr. Thomasen havde været i USA i 1949 for at søge ny viden, og hans dengang innovative tilgang til ortopædi satte sine positive spor. 

- Jeg har fået at vide, at jeg var én af de første, som blev opereret. Det har nok ikke været så normalt dengang, fordi man ikke vidste så meget om polio. Men jeg priser mig lykkelig over, at mine forældre sagde ja, for det kom til at betyde rigtig meget for mig og mit liv, at jeg fik den operation, siger Kirsten.

Går ikke med krykke i Herskind

Kirsten mindes, hvordan forældrene i hendes barndom ofte forsøgte at tjene lidt ekstra.

- Der var mange, som efter krigen ikke havde så mange penge, så det var nok ikke noget særsyn. Men mine forældre brugte mange penge på mig og min polio.

Dr. Thomasen fortalte dem, at det ikke var forgæves, at de havde taget mig til massage igen og igen. Det havde været med til, at mit ben blev holdt i gang.

Her i Herskind, hvor vi også bor i dag, vil jeg ikke vise mig med en krykke. Det holder jeg stædigt fast i.

Forældrene arbejdede mange timer af gangen i telefoncentralen, og Kirstens konservatorieuddannede far rejste rundt på egnen og spillede violin til sammenkomster og fester.

Indimellem hjalp han også til på gårdene i området.

- Så de har gjort alt for, at det gik mig godt, og det har betydet en masse. Det har også altid været vigtigt for mig, at jeg kunne det samme som alle andre.

Jeg har spillet badminton og gået til dans, hvor jeg dog ikke kunne danse hopsa på mit dårlige ben. Men alt i alt, så vil jeg ikke sige, at mit liv har været anderledes end andres, siger Kirsten og supplerer:

- Jeg arbejdede også i telefoncentralen i mine unge dage, og jeg har siden været medhjælpende hustru i min mands tømrervirksomhed.

Ved siden af har jeg været meget optaget af at passe have, og det har jeg virkelig nydt. Det er ikke mange år siden, at jeg gik lange ture med mine to rottweilere, jeg havde dengang. Fem kilometer hver morgen. Men det kan jeg ikke mere.

Første tegn på poliosenfølger

Som 60-årig mærkede Kirsten første tegn på poliosenfølger. I 2016 fik hun et nyt knæ, og komplikationer efter operationen satte en effektiv stopper for hendes ellers aktive liv.

- Det har ændret min tilværelse, at min fysik er plaget. Jeg skal bruge en krykke, når jeg færdes udenfor, og det har jeg det svært med. Her i Herskind, hvor vi også bor i dag, vil jeg ikke vise mig med en krykke. Det holder jeg stædigt fast i. Måske stammer det fra, at jeg stadig ser mig selv som hende fra centralen, der kan det samme som alle andre til trods for polio. Det er et nederlag at vise, at jeg ikke kan, for det har jeg jo kæmpet for i alle årene. Det er min egen dumhed og forfængelighed, det ved jeg godt, men det ligger dybt i mig, siger Kirsten Vestergaard Jensen og afslutter: 

- Hvis jeg indimellem tænker, at det er træls, at jeg ikke længere kan gå lange ture eller selv klare rengøringen, så husker jeg mig selv på, at jeg faktisk har været heldig. Der er mange med polio, som gennem livet har haft meget sværere forudsætninger end mig.

Artiklen er skrevet af Martin Hungeberg og bragt i Livtag nr. 3, 2021.