Find frem til dine værdier

Psykologiske behandlingsmetoder kan være en stor hjælp for dig, der lider af kroniske smerter. Der findes mange forskellige tilgange og metoder, hvor noget overlapper hinanden og andre adskiller sig væsentligt.

De senere år er der kommet mere og mere fokus på nyere metoder, som falder under det, vi kalder tredje bølge kognitiv terapi, nemlig ”Acceptance and Commitment Therapy”, også kendt under forkortelsen ACT. 

Acceptance and Commitment Therapy kan mere eller mindre elegant oversættes til at handle om accept og engagerede handlinger. Det er meget mere end blot en terapiform, men snarere en tilgang til livet. I ACT arbejdes der med menneskelig lidelse, hvad end dette måtte være for den enkelte. Det kunne eksempelvis være vedvarende smerter. Smerterne vil være udgangspunktet i denne artikel, men kan erstattes af hvad end, der fylder for dig (funktionstab, stress eller lignende).

Teorien bag ACT antager, at lidelse er et menneskeligt grundvilkår i større eller mindre grad. Det betyder, alle mennesker i et eller andet omfang vil møde modstand og lidelse gennem livet. I ACT arbejder man primært med, hvordan man forholder sig til den lidelse og sig selv gennem accept, venlighed, nærvær og engagerede og værdibaserede handlinger.

Vær med smerterne

Accept handler om at være med smerterne i stedet for at forsøge at kontrollere og bekæmpe dem. Ofte dræner vi os selv ved at bruge al vores energi på at forsøge netop dette, og tanken er også, at vi i processen kan være med til at gøre det værre. Ofte vil man nemlig se, at i forsøget på at kontrollere og bekæmpe smerterne, er det faktisk smerterne, der er begyndt at kontrollere os og vores liv.

I ACT forsøger man derfor at ændre tilgangen til smerterne og relaterede tanker og handlinger. Her står ACT i skarp kontrast til mange andre behandlingstilgange, hvor man i højere grad forsøger at ændre indholdet af dine tanker og handlinger.

Tankegangen bag ACT er derfor, at man ændrer sit forhold til den lidelse, man kæmper med. Fokus er ikke længere på at fjerne eller undgå dem, men at være med dem på bedst mulig måde. - Du kan ikke stoppe bølgerne, men du kan lære at surfe, er Jon Kabat-Zinn blandt andet citeret for at sige mange steder på internettet. Han er en af de store amerikanske guruer inden for mindfulness, og citatet indkapsler rigtig godt, det her element med at være med det, der er, på bedst mulig måde.

Værdier

ACT handler ikke bare om at være med det, der er, men også om at leve det gode liv. Men det gode liv er ikke det samme som et liv uden lidelse. Det gode liv handler om at leve et liv med mening, som er drevet af dine værdier. Samtidig handler det gode liv også om at leve i fred med de svære ting, der er i vores liv. Formålet med ACT er således også at finde tilbage til sine værdier og lade dem guide vores handlinger.

Nærvær og venlighed gennem mindfulness

Nærvær er også et fundamentalt element af ACT. Her bruges mindfulness som et vigtigt redskab til at træne nærvær og opmærksomhed. Mindfulness er en form for buddhistisk meditation, hvor du træner din opmærksomhed på de ting, der er lige nu, og din evne til at være nærværende og til stede. Samtidig træner du også at være ”ikke dømmende” over for blandt andet dig selv og din krop.
I denne proces øver du dig derfor på at blive venligere overfor dig selv og således mindre selvkritisk.

Af Sophie Lykkegaard Ravn, psykolog og ph.d., Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter

Se et eksempel på en mindfulness-øvelse (pdf)

Et eksempel på en ACT-øvelse

  • Sæt dig ned med et stykke papir, god tid og en kop kaffe. Tænk over og skriv gerne ned: Hvad optager dig? Hvad er vigtigt for dig? Hvad gør dig glad? Hvilken ven/ datter/ søn/ partner/ mor/ far/ bedsteforældre/ kollega vil du gerne være? Når du kigger på dine svar, hvad tror du så er dine værdier?
  • Prøv og lave en handlingsplan ud fra dine svar i punkt 1: Når du tænker, x er vigtigt for dig, hvordan handler du så i overenstemmelse med det?
  • Tænk her også gerne over, om der er nogle af de ting, du gør i dit liv, som koster energi, men som ikke er i overenstemmelse med dine værdier? Kan nogle af dine svar skrives ind i handlingsplanen?
  • Hvad kan der være af barrierer for, at denne handlingsplan lykkes? Hvad kan du støde på, der kan være svært undervejs?
  • Start i det små og udvid senere din handligsplan til at inkludere flere områder af dit liv.