En balletstjernes kamp og liv med polio

Amerikansk-franske Tanaquil Le Clercq var på toppen af sin karriere som verdensberømt ballerina, da hun besøgte København i 1956 for at optræde på Det Kongelige Teater med New York City Ballet. Her blev hun indlagt på Blegdamshospitalet med diagnosen polio. Det skulle tage hende flere år at forandre sit liv og lære at leve på ny med følgerne af sygdommen.
Foto: Tanaquil Le Clerq and Francisco Moncion in Jerome Robbins’ Afternoon of a Faun Credit Fred Melton, Courtesy NYCB Archives

Det var en stor international nyhed, da den prominente ballerina, Tanaquil Le Clercq, gift med koreograf George Balanchine, blev smittet med polio i 1956 under New York City Ballets turné i Europa. “La bella Tanny non ballerà più” – “Smukke Tanny kommer ikke til at danse igen” – lød den sorgfulde overskrift i den italienske ugeavis Oggi. Hun var på det tidspunkt 27 år gammel.

Tanaquil blev født i Paris i 1929 og voksede op i New York. Hun var således både meget fransk og samtidig fuldt ud amerikansk.

Indlagt på Blegdamshospitalet

New York City Ballet-kompagniet ankom til København den 25. oktober, hvor de landede under et kraftigt stormvejr i Kastrup Lufthavn. Fotografer stod ventende på trods af vejret, ivrige efter at give offentligheden et glimt af, hvad avisen Land og Folk dengang kaldte “det danske publikums første mulighed for at se stor amerikansk klassisk ballet, ledet af verdens største koreograf.”

København var balletkompagniets tiende stop på en 11 uger lang turné. Alle danserne var udmattede, men holdt sig kørende på en bølge af rosende anmeldelser og høj adrenalin. På premiereaftenen fredag afsluttede Tanaquil Le Clercq programmet med balletten “Bourrée Fantasque”, en brusende hyldest til gallisk charme med en overvældende afslutning, som aldrig undgik at høste publikums klapsalver.

Efterfølgende følte hun sig gennemtræt med stiv nakke, hovedpine og feber, som blev værre over weekenden. Hun tog det for at være en influenza, og trods sygdom fortsatte hun med at danse “Svanesøen” til søndagsmatinéen, og om aftenen dansede hun balletten “Bourrée Fantasque.”

Mellem forestillingerne havde hun så ondt i ryggen, at hun måtte lægge sig på gulvet i sit omklædningsrum. Mandag, dagen efter, var hun imidlertid så dårlig, at hun ikke kunne rejse sig fra sin stol på hotellet.

Tanaquil blev indlagt på Blegdamshospitalet, hvor hun kæmpede for sit liv.

Tanaquil blev indlagt på Blegdamshospitalet med mistanke om polio. Hendes arme, ben og skuldre var paralyserede, og da hun ikke længere kunne bevæge sit mellemgulv, blev hun lagt i en ‘jernlunge’.

“Vi tager hver dag, som den kommer”

"Vi tager hver dag, som den kommer", sagde hendes mand Balanchine til en journalist. Han og Tanaquils mor, som rejste med balletkompagniet, begyndte nu at våge ved hendes sygeleje, og det skulle vise sig at fortsætte de næste fem måneder.

Salk vaccinen havde været tilgængelig i USA siden 1954, men den var ny, og befolkningen havde ikke fuld tillid til den. Tanaquil og Balanchine havde overvejet at blive vaccineret, inden de rejste til Europa. Men de besluttede at lade være efter en nyhed i avisen om en by i New Jersey, hvor nogle indbyggere havde fået en mild udgave af polio efter at være blevet vaccineret. Flere år senere gav Tanaquil udtryk for, at når nu hun skulle indlægges på et hospital for polio, så var hun meget heldig, at det skete i København.

Netop her havde en stor epidemi fire år tidligere ledt til en bedre  forståelse af sygdommen og nye behandlingsformer. Blegdamshospitalet, hvor hun blev indlagt, var omdannet til et specialiseret poliohospital, og H.C.A. Lassen, som stod bag dette, var stadig direktør.

Det viste sig, at Lassen var frankofil, og han havde derfor en personlig interesse i Tanaquil, hans celebre patient.

Begyndelsen på et nyt samarbejde

I denne periode var Balanchine ulykkelig og tilbragte lange dage på hospitalet med at vente på den mindste forbedring i Tanaquils tilstand. Lassen inviterede nogle aftener den oprørte Balanchine ud at drikke et glas. Men det var Vera Volkova, som var en internationalt respekteret lærer ved den Kongelige Danske Ballet, som gav ham den mest brugbare trøst: arbejde.

Under middage i hendes lejlighed foreslog hun, at Balanchine skulle bruge sit uventede forlængede ophold i København til at opsætte to af sine balletter med det lokale balletkompagni. I december vendte han derfor tilbage til øvelokalet, og det blev begyndelsen på et langt og frugtbart samarbejde mellem Den Kongelige Danske Ballet og New York City Ballet. Af taknemmelighed for den behandling, Tanaquil fik i København, annoncerede Balanchine, at han ville donere sine royalties til den danske Polioforening.

Nye behandlinger hjemme i USA

Tanaquil blev udskrevet i marts 1957 og rejste tilbage til New York ledsaget af en sygeplejerske fra Blegdamshospitalet. Efter flere uger på et amerikansk hospital tog hun videre til et rehabiliteringscenter i Warm Springs, Georgia, hvor præsident Franklin Roosevelt, USA’s mest berømte poliopatient, var blevet behandlet.

Flere år senere gav Tanaquil udtryk for, at når hun skulle indlægges på et hospital for polio, så var hun meget heldig, at det skete i København.

Balanchine blev ved med at sige til både venner og pressen, hvad han hele tiden havde sagt: at Tanaquil var danser og meget disciplineret, og derfor ville hun gøre hvad som helst for at blive rask igen. Selv efter hjemkomsten fra Warm Springs, hvor hun kun havde genvundet brugen af sin venstre arm og dele af sin højre, holdt han fast i at fortsætte sine egne metoder derhjemme.

Han stillede sig bag hende og holdt hende om livet, mens han satte hendes fødder oven på sine egne for derefter at gå rundt. Disse fælles bevægelser skulle være en påmindelse til hendes udygtige nervebaner og ødelagte muskler.

“I den første tid,” erindrede Tanaquil,“ sagde George altid, at alt ville ordne sig, men senere anstrengte han sig ikke længere for at sige det.”

Både læger og terapeuter blev enige om, at håbet om en forbedring var slukket, og at en mulig fremgang var usandsynlig. Fra tid til anden ville Balanchine, i et forsøg på at få hende til at føle sig bedre tilpas, stille sig ved deres vindue med udsigt over Broadway og sige: “Se på alle de mennesker, der går dér, og ingen af dem er lykkelige.”

Vidste hun ikke kom til at gå

Sagen var den, at Balanchine var troende og åben for det mystiske i tilværelsen, og han var plaget af skyldfølelse i en overbevisning om, at han havde forårsaget Tanaquils sygdom.

I en uforklarlig og forbavsende foregribelse af de senere begivenheder, havde han ti år tidligere, mens hun stadig var studerende, valgt hende i hovedrollen til en mindre ballet, som han koreograferede til et velgørenhedsarrangement. Det var en amerikansk forening, der indsamlede penge til forskning i polio. Tanaquil dansede i ballettens andet afsnit, og indhyllet i “Truslen om Polio” – danset af  Balanchine selv, klædt i en sort kappe – kollapsede hun på gulvet. I sidste akt blev hun ført ind på scenen i en kørestol, hvor hun, efter at være blevet overøst af mønter,  stillede sig op og dansede igen.

Tanaquil fortalte flere år senere, at hun allerede, mens hun lå i ‘jernlungen’ under sygeopholdet i København, vidste, at hun aldrig ville genvinde evnen til at gå.

Men hvorfor var hun da gået med til alle de måneder og år med massage, øvelser og andre former for terapi?

“Jeg gjorde det for George,” svarede hun. “Han kunne ikke acceptere det faktum, at jeg ville sidde i  kørestol resten af mit liv.”

Tilbage i New York fandt hun og Balanchine ind i en ny rytme som følge af, at deres liv gled i hver sin retning. Balanchine havde lange dage på teatret, han underviste balletkompagniet om morgenen, ledede prøver om eftermiddagen og overværede  forestillinger om aftenen, alt imens Tanaquil blev derhjemme.

Et ægteskab afsluttes

Det tog flere år, før Tanaquil kunne få sig selv til at sidde blandt publikum og se sine tidligere kolleger danse på scenen. Lige såvel som Tanaquils elegante linjer, præcise bevægelser og poetiske karakter havde inspireret Balanchine til at opfinde nye bevægelser, var det nu i stedet en stribe andre dansere, som tændte hans kreativitet.

Blandt disse dansere var Suzanne Farrell, som var 18 år gammel, da Balanchine valgte hende til hendes første hovedrolle. Snart dansede hun de største balletter i repertoiret og blev valgt som hovedrolle i den ene nye ballet efter den anden.

Modviljen i balletkompagniet var tydelig, da Balanchine blev hovedkulds forelsket i Farrell, og med tiden blev situationen kendt i offentligheden. Den offentlige ydmygelse, der fik bægeret til at flyde over for Tanaquil, skete under en velgørenhedsmiddag. Her omarrangerede Balanchine bordkortene således, at Farrell sad ved siden af ham, og han degraderede sin egen hustru til at sidde i et fjernt hjørne. Rasende, indvilligede Tanaquil i at lade sig skille, så han kunne gifte sig med Farrell.

Balanchine rejste herefter til Mexico, hvor han afsluttede deres ægteskab. På samme tid valgte Farrell dog at gifte sig med en anden, og Balanchine blev ikke gift igen.

Skabelsen af et nyt liv

I de tidlige år efter indlæggelsen med polio, vågnede Tanaquil ofte op badet i sved på grund af drømme, hvor hun ankom til teateret og til sin skræk opdagede, at hun havde glemt sine balletsko. En anden drøm kunne også være, at hun løb mellem forskellige balletforestillinger uden tid til at ordne sit hår.

“Angstfyldte drømme,” sagde hun, “der handler om alle de ting, der kunne overgå dig som danser – men jeg kunne jo ikke engang danse længere. Som årene gik, voksede jeg ud af de drømme.”

Det tog mig ti år, før jeg besluttede ikke at begå selvmord, derefter var alt fint.

Med tiden skabte hun et nyt liv for sig selv.

“Det tog mig ti år, før jeg besluttede ikke at begå selvmord, derefter var alt fint,” fortalte hun.

Tanaquil skrev to bøger, krydsord, hvoraf fire blev udgivet i New York Times, samt underviste ballethold på the Dance Theatre of Harlem, hvor hun demonstrerede trinene med sine hænder.

I mine drømme går jeg stadig

Tanaquil levede stadig i den rummelige New Yorker-lejlighed, i en bygning med elevator, som Balanchine havde fundet til dem efter hjemkomsten fra København.

Om sommeren flyttede hun til et hus på landet i Connecticut. Hun var afhængig af en af en håndfuld venner til ærinder og indkøb, men ellers var hun bemærkelsesværdig selvstændig.

Tanaquil var vokset op som enebarn og havde allerede i en tidlig alder lært at være selvstændig og kendte til ensomhed. Hun undgik større selskaber og offentlige arrangementer.

Da hun sad i kørestol, følte hun, at hun ikke kunne komme væk fra en samtale med en undskyldning om at genopfylde sit glas eller at have set en gammel ven i den anden ende af lokalet.

En gang til en fest, hun holdt i sin lejlighed, blev hun fanget i et hjørne af et snakkehoved. Da vendte hun sig om til en ven og sagde: “Hvis jeg ikke allerede var hjemme, var jeg gået på dette tidspunkt.”

Når hun gik til balletforestillinger, løb hun risikoen for at blive tiltalt af velmenende fans. De fleste mennesker så hende som offeret for en tragisk skæbne: en pige født til at danse, som var den mest glamourøse ballerina,  Amerika havde produceret. Et genis muse – slået ned på sit højeste.

Men selvmedlidenhed var en luksus, hun ikke havde råd til, og hun ønskede ikke, at andre skulle have ondt af hende. I 1998, to år inden sin død, fortalte hun mig: “I mine drømme går jeg stadig. Jeg kører aldrig i kørestol. Efter al denne tid, skulle man tro, at det var sunket ind.”

Mere end 40 år var gået, men en del af hendes hjerne nægtede at acceptere hendes tilstand. Jeg ønsker at tro, at det var en del af hende, polioen ikke kunne nå. Hun havde beholdt sin førlighed, dér i sit eget sind.

Artiklen er skrevet af journalist og forfatter Holly Brubach og bragt i Livtag nr. 4, 2017

 

Har du været indlagt på Blegdamshospitalet – eller arbejdet der?

Har du været indlagt eller arbejdet på Blegdamshospitalet, så vil den amerikanske forfatter Holly Bruback gerne i kontakt med dig. Forfatteren er i gang med at researche til en bog om Tanaquil LeClercq. I biografien ønsker Bruback at videregive LeClercqs oplevelse af at være på Blegdamshospitalet, og derfor er hun meget interesseret i al information fra den tid.

Vil du fortælle din historie?

Så kontakt Minna Safia Tikander, der er antroprolog og laver research til bogen for Holly Brubach. Minna Safia Tikander: safiatikander@gmail.com, tlf. 3110 9922.