Endelig åbnede hans mor op om polio

Bent Kværndrups mor fik polio som ung, men hun var 86 år, inden hun begyndte at tale om sin poliolidelse.
Keld er tidligere musikskoleleder og har skrevet meget musik. Derfor var det naturligt for ham at bearbejde sin mors erindringer med hjælp fra musikken.

- Jeg husker det, som var det i går. Det føltes ligesom en syl i ryggen. Jeg nåede ikke sporvognen, men faldt bare sammen på fortovet, sagde Bent Kværndrups mor en dag til ham, fuldstændig ud af det blå.

Forbløffet sad Bent Kværndrup tilbage og undrede sig. Hans mor, Kirsten Margrete Kværndrup, der dengang var 86 år, havde aldrig talt om sin poliolidelse. Selv havde Bent heller aldrig rigtig spurgt, for i deres familie var det som en usynlig pagt, at man ikke beskæftigede sig med det.

- Jeg vidste naturligvis godt, at min mor havde polio og havde fået det som ung og nygift. Hun var jo næsten helt lammet i begge ben, så det var tydeligt for enhver. Men det havde altid været vigtigt for hende, at vi som familie, mine forældre, min bror og jeg, kunne nøjagtig det samme som alle andre, siger Bent og tilføjer:

- Min reaktion på min mors ord var: ’Hvad er det du siger, mor? Kan du virkelig huske det?’ Det havde jeg faktisk ikke regnet med, at hun kunne længere. Det gjorde noget ved mig at høre hende fortælle.

Bent medbragte en båndoptager de efterfølgende gange, hvor han så sin mor.

- Det var vigtigt for mig at gribe den her chance, så jeg optog det. Jeg har et par kassettebånd liggende, men det gik hurtigt op for mig, at jeg skulle bearbejde det her ved at lave musik, for det har jeg arbejdet med hele mit liv, lyder det fra Bent, der er tidligere musikskoleleder og har skrevet et væld af sange og musicals.

Rosas fantastiske digte

Bents spirende interesse for sin mors historie gjorde ham samtidig nysgerrig på polio. Han læste bogen ’Polio: Historien om den store polioepidemi i København i 1952’ skrevet af Paul Warwicker, imens idéen om en musikudgivelse tog form. I sin research faldt han også over Rosa Abrahamsen, kaldet Blegdammens Rose, og hendes digte, som han blev meget inspireret af.

Jeg spillede sangen 'At være' for min mor, imens hun stadig var frisk nok til at forstå det.

- Det er mange paralleller mellem min mor og Rosa Abrahamsen. Især den her viljestyrke og ihærdighed går igen hos dem begge. Rosa Abrahamsen var markant hårdere ramt end min mor, så alt er ikke identisk, men mange af oplevelserne, fortællingerne og tankerne er de samme. Det blev jeg fascineret af, og derfor besluttede jeg, at hendes digte skulle være grundlaget for de sange, jeg ville kreere, forklarer Bent.

Han tog kontakt til Rosa Abrahamsens to børn og fik lov til at bruge teksterne, efter han havde spillet ét af numrene for dem.

- Det er nogle fantastiske digte, hun har skrevet, og jeg forstår godt, at hun blev lidt af et ikon dengang. Mine 12 sange blev udgivet i 2008 med titlen Blegdammens Rose, og de har samme titler og indhold som digtene. Jeg fik tre dygtige sangerinder til at synge de 10 af sangene, mens jeg står for musikken. Der er en enkelt sang, hvor man hører Rosa Abrahamsen selv læse op, og den sidste sang synger jeg selv.

I tiden efter udgivelsen fremførte Bent og de tre sangerinder sangene flere steder på Sjælland. Han nåede også en vigtig personlig milepæl med sangene:

- Jeg spillede sangen ’At være’ for min mor, imens hun stadig var frisk nok til at forstå det. Den her sang valgte jeg også at spille til hendes begravelse i kirken. Det er et meget, meget flot digt, synes jeg, og det passede godt til min mor, og det var en god måde at sige farvel på.

Havde et ganske normalt liv

Da Bents mor faldt om på gaden i København i 1944 blev hendes liv fuldstændig forvandlet. Fordi hendes mand, Bents far, arbejdede, blev hun sengelagt på sit gamle pigeværelse hos forældrene. Bents mormor var hjemmegående, og hans morfar var politibetjent, så ham så de kun i ny og næ, fordi han skjulte sig for nazisterne.

- De var selvfølgelig ulykkelige over, at polio ramte min mor, og fordi det var under 2. verdenskrig, så var der generelt mange bekymringer om fremtiden. Særligt min mormor havde det svært med hele situationen. På det her tidspunkt var min mor lærervikar på Grundtvigskolen, og de valgte at lukke den en dag eller to, da de fandt ud af, at min mor havde fået polio, fortæller Bent.

Ved krigens afslutning var Bents mor kommet sig så meget, at hun kunne kæmpe sig ned fra deres lejlighed på anden sal på Østerbro for at få et glimt af befrielsesfejringen ude på gaden.

Livet fortsatte, og i 1946 kom Bents storebror til verden.

- Det var hendes store nummer at have fået to drenge, det kunne vi godt mærke. Min bror er næsten ni år ældre end mig, fordi han skulle kunne gå og klare sig selv, inden jeg kom til verden. Han er født i ’46 og jeg i ’54. Det var en rigtig kernefamilie, fortæller Bent.

Han husker, hvordan hun bevægede sig rundt i deres hus humpende og støttende til møblerne. Nogle år senere fik hun stokke og skinner på begge ben, inden hun, da Bent var 12 år, fik sin første kørestol.

- Vi boede i et parcelhus i Ishøj dengang, og min bror og jeg kørte ræs i kørestolen gennem huset, og hun nåede slet ikke at bruge den de første to dage. Der var  heldigvis plads til den slags. Sideløbende havde vi et ganske normalt liv, hvor vi tog på ferier som alle andre. Jeg kan huske, at vi i en årrække tog på camping i Norge. Terrænet var så ujævnt, at min mor ikke kunne komme hen til campingpladsens toilet. Hun var nødt til at bruge en potte. Der var mange ting, som må have været utroligt besværligt for hende, men hun klarede det altid, fortæller Bent om sin mor, som var uddannet skolelærer og i en årrække arbejdede to timer om dagen som sygelærer på Blegdamshospitalet.

Bents mor sidder i midten mellem Bent til venstre og hans storebror Erik til højre. Billedet er fra moderens 70års fødselsdag i 1988.

Bents mor sidder i midten mellem Bent til venstre og hans storebror Erik til højre. Billedet er fra moderens 70års fødselsdag i 1988.

En pensel bundet til armen

Som barn og ung viste hverken Bent eller hans storebror synderlig interesse for morens sygdom. De var glade for, at de kunne det samme som alle andre, og de tog ikke rigtig notits af, hvordan hun havde det. Hun talte heller ikke om det selv.

Der var mange ting, som må have været utroligt besværligt for hende, men hun klarede det altid.

- Jeg kan se i dag, at jeg på mange måder ganske ubevidst har skøjtet henover min mors handicap. Vi forventede, at hun kunne det meste selv, for det beviste hun jo gang på gang. Jeg kan huske engang, hvor hun ville tapetsere en væg i vores hus i Ishøj. Min storebror og jeg havde begge lovet, at vi ville gøre det for hende. Men jeg var teenager og min storebror var flyttet hjemmefra og i 20’erne, så vi fik det aldrig gjort. Jeg mener endda, at jeg sagde til hende, at hvis det var så vigtigt, så kunne
hun da bare selv gøre det, lyder det fra Bent, som fortsætter:

- Det endte med, at hun selv kravlede op af stigen med en pensel bundet til armen. Jeg kunne jo hugge tungen af mig selv for at have sagt sådan, men sådan var  jargonen og holdningen. Hun gjorde det selv, og det var jo temmelig imponerende med hendes fysik.

Selvom Bents mor døde i 2012, og sangene blev færdige i 2008, så fylder de stadig for musikeren Bent Kværndrup:

- Jeg har ikke rigtig beskæftiget mig med min mors handicap igennem langt det meste af mit liv, så de her sange er en måde at give noget tilbage. Når jeg er ude at spille til fester og sammenkomster i dag, så er det blevet en tradition, at jeg hiver én af de her sange frem og lige dvæler lidt ved den og fortæller om min mor og hendes polio.

Artiklen stammer fra Livtag nr. 2, 2021.