Et liv med sport

Henning Jensen har været med på handicapidrættens rejse gennem de seneste seks årtier. For ham selv personligt begyndte sportsbesættelsen for alvor ved et stuebord på en skole for handicappede børn.

Polio har sat sit tydelige præg på Henning Jensens liv, men det er sport og et utrætteligt arbejde med alt det udenom, som han sammen med en anden polioramt har samlet i en tætpakket scrapbog med gulnede avisudklip, private billeder og foldere fra idrætsstævner fra både ind- og udland.

Der er små håndskrevne kuglepensnotater imellem udklippene med årstal, sted og navne på personer på billederne. Flere steder er det Henning Jensens selv som figurerer. Han er først og fremmest bordtennisspiller, men der er også billeder af ham til bueskydning, siddende volleyball og basketball. 

- Jeg har vel dyrket 17-18 forskellige sportsgrene gennem årene. Derfor har jeg også diagnosticeret mig selv som sportsidiot. Jeg har involveret mig i mange ting, og det har været noget af en rejse, hvor sport virkelig har betydet meget i mit liv. Men det er også tilfældighederne, som er med til at bestemme ens vej. Det har jeg oplevet mange gange, fortæller 77-årige Henning Jensen. 

Han har flere gange sagt, at polio er noget af det bedste, som er hændt ham. 

- Det har givet mig en masse oplevelser gennem idræt, som jeg med garanti ellers ikke havde fået. Selvfølgelig kan ting irritere mig i dag, hvor jeg har postpolio, men jeg har aldrig været misundelig på andre, som ikke havde et handicap. Mine vilkår har været, som de er, og det har jeg aldrig set nogen grund til at være ked af, pointerer Henning. 

Brugte bøger som net 

Det var kutyme i 1950'erne, at børn med handicap skulle gå på særlige skoler og bo på hjem, som var drevet af Samfundet og Hjemmet for Vanføre (i dag Sahva, red.). Det krævede for meget af den dengang syv-årige dreng. 

- Det var simpelthen meningen, at jeg skulle flytte hjemmefra. Fra Kirke Helsinge Strand til København, men da jeg havde skreget i et døgn, kom man nok frem til, at det skulle vente. Til gengæld glædede jeg mig senere hen, husker Henning. 

Som 10-årig flyttede han ind på Barneskolen, som lå på det, der i dag hedder Esplanaden i København. Her kom han til at have sin daglige gang sammen med andre, der havde funktionsnedsættelse, heriblandt flere polioramte. På Barneskolen var der lige under 30 fastboende drenge og cirka samme antal piger. Det var her, at Hennings fascination af sport rigtig tog fart. 

- Der var ikke de store muligheder for os. Hvis én af husassistenterne gad, kunne vi måske gå en tur på Langelinie, men vi havde ikke det store at tage os til, så snart skolen var ovre. Vi måtte selv gøre noget for at fylde tiden ud. Der var et kæmpestort stuebord på skolen, og en dag fandt vi på at sætte bøger op, som vi brugte som net. Vi må have skaffet os en bold og nogle bat, for pludselig var vi for alvor i gang med at spille bordtennis. Med vores udfordringer passede det meget bedre til os end at spille fodbold.

I 1955, hvor Henning var 14 år, opførte Samfundet og Hjemmet for Vanføre Geelsgård Kostskole i Virum nord for København. Det betød, at alle eleverne flyttede til bedre og nyere forhold. Hvor de sportslige udfoldelser tidligere havde været relativt improviserede, blev de nu anderledes organiseret.

Jeg har vel dyrket 17-18 forskellige sportsgrene gennem årene. Derfor har jeg også diagnosticeret mig selv som sportsidiot

- I Virum lå der en stor bordtennisklub. De havde nogle slidte bordtennisborde, som de alligevel skulle af med, så de spurgte, om vi ville have dem, og det ville vi selvfølgelig gerne. Så kunne vi rigtig spille, og det gjorde vi også hele tiden. Bordene blev stillet op nede i kælderen. Om lørdagen og søndagen fik vi lov til at flytte dem op i aulaen, og så spillede vi fra klokken ni om morgenen til de kom om aftenen og sagde, at nu var det altså sengetid, siger Henning og supplerer:

- Det blev så populært, at vi besluttede os for at oprette vores egen klub. Men ingen af os var myndige, så vi fik overtalt forstanderindens mand til at være formand.

I lære som radiotekniker

Geelsgård Kostskole var som Barneskolen også for handicappede børn og rummede både poliobørn fra de store epidemier i 1950'erne og de, der havde fået polio tidligere som Henning selv. Alle alderstrin var samlet på skolen, og det var også meningen, at man skulle fortsætte under institutionens vinger, hvis man skulle i lære. Som 17-årig skulle Henning til den afgørende samtale, hvor hans videre færd i uddannelsessystemet skulle vurderes og bestemmes. 

- Jeg havde tidligere fået at vide, at jeg ikke kunne komme i realen, fordi jeg var så dårlig til engelsk og tysk. Det var rigtig nok set, for jeg har aldrig haft sprogøre. Nu sad jeg så foran en masse voksne, som skulle afgøre min fremtid. Der var en overlæge, forstanderen for kostskolen, forstanderinden for hele institutionen, min afdelingsleder og en repræsentant for lærerne.

Panelet begyndte med at sige til Henning, at han jo ikke kunne blive boende og gå i skole på Geelsgård. Han skulle videre, og de ville gerne vide, hvad han havde tænkt sig.

- Dengang ville man nok mene, at jeg var lidt fræk, for jeg sagde: ’Så skal jeg i lære som radiomekaniker’. Der blev tavshed. De svarede, at jeg ikke kunne regne med at komme i lære og slet ikke som radiomekaniker, det var nemlig en populær vej at gå. Men jeg sagde: ’Jamen, det vil jeg’. De var afvisende og kom med mange forklaringer på, hvorfor det ikke kunne komme på tale.

Inden Henning havde nået at fordøje sin egen ligefremhed, brød overlægen pludselig ind.

- Der havde været tavshed igen, og de andre så faktisk lidt fornærmede ud, da overlægen sagde højtideligt: ’Jeg synes, at når vi har en elev, der ved, hvad han vil, så er det vores pligt at efterkomme det’. Det var overraskende for alle, og det kom til at betyde meget for mig, og det er én af de her tilfældigheder, som spiller ind i løbet af ens liv. For jeg var nemlig stødt på Overlæge Mortensen flere gange tidligere, og det reddede mig, er jeg overbevist om. Han kunne huske mig.

Som helt lille var Henning patient på Ortopædisk Hospital i København hos Overlæge Mortensen. Samtidig havde overlægen sommerhus i området på Vestsjælland, hvor Henning voksede op. Flere gange havde Overlæge Mortensen gjort stop i sin bil, når han tilfældigt passerede Henning på vejen til eller fra sit sommerhus. De fik sig en snak, og overlægen spurgte ind til, hvordan det gik den lille dreng.
Det endte med, at Henning kom i lære som radiotekniker og flyttede fra Geelsgård Kostskole og ind på Vanførehjemmet, indtil han var klar til at få sit eget værelse ude i byen. Han blev udlært radiotekniker i 1964.

- Nogle gange kan det undre mig, hvordan i alverden jeg har haft tid til et fuldtidsarbejde, al den sport, to ægteskaber og to døtre.

Tre gange Paralymiske Lege

Et af billederne i scrapbogen viser Henning spille bordtennis. Han står med siden til og battet i højre hånd. I venstre har han en stok, som han støtter sig til.

- Mit højre ben er ikke noget værd, og det venstre kan lidt mere. Som ung kunne jeg spille med stok, men ellers har jeg spillet bordtennis siddende i kørestol.

Efter foreningsdannelsen på Geelsgård Kostskole begyndte han at tage til stævner. Både alene og på hold med andre, hvor flere af holdkammeraterne havde polio.

- Jeg har altid haft den indstilling, at hvis du vandt, så var det fordi, du var bedre. Slut. Så er det lige meget, om man møder mennesker med et handicap eller mennesker, der ikke har. Sådan har jeg altid set det. Derfor kunne jeg godt blive sur, hvis jeg havde tabt. Jeg har før taget 20 cigaretter, ødelagt dem i arrigskab og smidt dem i papirkurven, fordi jeg havde tabt. Jeg tabte jo, fordi jeg ikke kunne få vejret, så det måtte jo være cigaretternes skyld. Jeg var jo hæmmet af de dumme smøger, smågriner Henning.

Smøgerne til trods, drev han det langt. Ved både de Paralympiske Lege i 1976 i Toronto, 1980 i Arnhem og 1984 i London deltog han. Til først- og sidstnævnte stillede han op i bordtennis, mens han i Arnhem både repræsenterede Danmark i bordtennis og basketball.

Arbejdede for at udvikle dansk handicapidræt

Nøjagtig som i tiden på Geelsgård Kostskole, så lå evnen til at arrangere, planlægge og engagere sig i bestyrelsesarbejde Henning nært. Han kastede sig gennem tiden over mange sportsgrene, mens ledertjanser gradvist kom til at fylde mere og mere.

- Jeg havde bestemt ambitioner på mine egne vegne, men det var især fantastisk at være med til at bygge noget op. Handicapidrætten har udviklet sig utrolig meget, siden jeg blev medlem af Lavia København i 1960, forklarer Henning.

Snart var Henning involveret i mange grene af Lavia København, hvor han også blev formand. I 1971 blev Dansk Handicap Idræts-Forbund (i dag Parasport Danmark, red.) stiftet og få år efter var Henning også her en vigtig brik. 

Jeg har altid haft den indstilling, at hvis du vandt, så var det fordi, du var bedre. Slut. Så er det lige meget, om man møder mennesker med et handicap eller mennesker, der ikke har.

I de enkelte sportsgrene var han også særdeles aktiv. I 15 år var han blandt andet formand for turneringsudvalget i handicapbordtennis for hele landet. Men han tog også udenfor Danmark i sit arbejde med at udvikle handicapsporten herhjemme.

- Svenskerne og nordmændene var noget længere fremme end os på handicapidrætsområdet, så der tog vi ofte til stævner. Til stævnerne var der flere hundrede mennesker, nogle gange over tusind. Det var stort at være med til, og vi fik ambitioner om, at vi kunne drive det langt i Danmark også. Det var nogle rigtig gode år, hvor jeg fik en masse oplevelser og bekendtskaber på kryds og tværs.

Selvom Henning i dag er 77, har postpolio og blev ramt af en blodprop i hjertet for halvandet år siden, så er bordtennis ikke lagt på hylden endnu. Han er æresmedlem og tidligere formand i den lokale bordtennisklub i Løgumkloster, og han nyder stadig at tage en kamp i ny og næ. Det planlægger han blandt andet at gøre til DGI’s landsmesterskaber, som han flere gange har deltaget i.

- Jeg tager af sted, fordi jeg gerne vil støde ind i gamle venner fra nær og fjern, som jeg har haft noget med at gøre gennem årene. Det nyder jeg. Jeg har ikke helt samme energi, men det er nok naturligt, så derfor spiller jeg ikke så meget mere. Men jeg kan godt garantere, at jeg aldrig kommer til at stille op for at tabe, fastslår Henning Jensen.

Læs mere om at træne med polio