Et liv på kærlighedens sted

Birthe Kristensen har ikke skænket den polio, der ramte hende som barn, mange tanker gennem årene. Hun har sammen med sin mand, Bent Kristensen, boet og arbejdet det meste af voksenlivet i udlandet og er først for nyligt vendt hjem til Danmark. I dag er polio igen i hendes bevidsthed, efter hun faldt over en artikel med overskriften ’polioen kommer tilbage’.
Birthe og Bent Kristensen har boet det meste af deres voksne liv i Zimbabwe, hvor de har drevet et børnehjem for forældreløse børn. De har fået et tæt forhold til mange af børnene, og selvom de i dag bor i Danmark, har de stadig kontakt til mange af børnene.

- Set i bakspejlet har jeg nok levet med nogle skavanker det meste af mit liv, der er relateret til polio. Jeg har haft mange problemer med min ryg, og jeg har følt mig mere træt end normalen, siger Birthe Kristensen, der dog aldrig har tænkt på, det havde noget med polio at gøre. Den kobling skete først i 2012, hvor hun var hjemme på ferie fra arbejdet i Zimbabwe.

- Jeg sad i venteværelset hos lægen og havde ondt alle steder. Mens jeg ventede på, at det blev min tur, faldt jeg i et blad over artiklen 'polioen kommer tilbage', som handlede om postpolio. Der var også en henvisning til det, der på det tidspunkt hed PTU.

Birthe tog artiklen med ind til sin læge, og hun blev henvist til et rehabiliteringsophold på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter.

Idéen til et børnehjem

Selvom Birthe nu vidste, at det var postpolio, der udfordrede hende, var hun og hendes mand ikke i tvivl om, at de skulle tilbage til deres tilværelse i Zimbabwe, hvor de har boet mere end 20 år.

Ægteparret kom til Zimbabwe første gang i 1989 på en to-årig kontrakt for Mellemfolkeligt Samvirke. De skulle arbejde på et træningscenter for børn uden skoleuddannelse. Bent lærte de unge færdigheder inden for bl.a. landbrug og håndværk, mens Birthe, der er uddannet sygeplejerske, underviste i børneernæring og børns udvikling.

Med jobbet kom de meget rundt i de nærliggende landsbyer og så, hvordan AIDS påvirkede lokalsamfundet.

Der var så mange forældreløse børn efter AIDS, og der var ikke mange tilbud til dem.

- Der var så mange forældreløse børn efter AIDS, og der var ikke mange tilbud til dem. Vi mødte rigtig mange nedslidte  bedstemødre, der havde taget 8-10 børnebørn til sig, efter deres forældre var døde, fortæller Birthe.

En idé om at gøre noget for disse mange børn begyndte langsomt at tage form og efter først at have forlænget kontrakten i et år og dernæst to år mere, var de klar til at springe ud i et nyt eventyr. De ville skabe et hjem for nogle af de mange forældreløse børn.

Kærlighedens sted

- De to sidste år, vi var på kontrakt for Mellemfolkeligt Samvirke, brugte vi også til at gøre nogle forberedelser, for det er klart, at man ikke bare lige starter et børnehjem. Det tager lang tid at skaffe alle de nødvendige tilladelser, fortæller Bent.

Da ægteparret afsluttede deres kontrakt, tog de hjem til Danmark, solgte deres hus og bil og brugte pengene som  startkapital til børnehjemmet.

I november 1996 slog de dørene op til Ethwandeni - kærlighedens sted. Et hjem for forældreløse børn mellem 0-18 år.

Efter mange møder og meget tålmodighed faldt alle tilladelser på plads, og de fik tildelt noget land af den lokale høvding, som de kunne bygge på. Et indslag i lokalradioen i Næstved om det kommende børnehjem, der manglede alt i inventar, gav pote.

- Vi blev kimet ned af alle mulige, der ville hjælpe. Blandt andet et hotel, der skulle udskifte hele deres køkken, så vi kunne få det gamle køkkengrej og Vestre fængsel, der havde en kælder fuld af alt muligt, vi kunne få, fortæller Birthe.

I november 1996 slog de dørene op til Ethwandeni – kærlighedens sted – et hjem for forældreløse børn mellem 0-18 år.

Et trygt og familiært hjem

Bent og Birthe ansatte 10 kvinder fra lokalområdet, der skulle fungere som mødre for børnene. Bent var praktisk gris, og Birthe stod for den daglige ledelse og for at uddanne personalet.

- Det var meget vigtigt for os at finde nogle folk med hjertet på rette sted, fordi vi ville skabe et trygt og familiært miljø for børnene, fortæller Birthe.

Selv blev Birthe og Bent kaldt for bedstefar og bedstemor af børnene, som de fik et stærkt bånd til.

- Mange af børnene fulgte vi jo fra de var tre måneder gamle og hele deres opvækst, til de forlod børnehjemmet og skulle klare sig i den videre verden, fortæller Bent og fortsætter:

- Det er en stor glæde for os at se, at rigtig mange af børnene klarer sig godt og får nogle gode uddannelser, men det er også noget, vi har haft meget fokus på, så vi ikke bare slap børnene, når de blev 18 år, fortæller Bent.

Et nyt dansk eventyr

Birthe og Bent er i Danmark igen og har boet her siden 2014. Men det var ikke helt med deres gode vilje, at det blev sådan.

En række af uheldige sammenfald gjorde, at en sommerferie i Danmark blev væsentligt længere end planlagt. På ferien i Danmark faldt Birthe og brækkede sit ben, og i forlængelse af det brækkede ben fik Birthe konstateret kræft i livmoderen. Der gik derfor 1½ år, hvor de ikke var i Zimbabwe.

I samme periode gjorde en dansk lovændring, at man som pensionist ikke længere måtte opholde sig mere end et halvt år i udlandet, hvis man ville beholde sine ydelser.

- Det var en hård periode. Heldigvis havde vi en god mand på børnehjemmet, der overtog ledelsen, og vi kunne have kontakt over nettet, men vores tanker var tit hos børnene i Afrika, fortæller Birthe.

Mens hun sloges med at blive rask, skulle de begge også vænne sig til tilværelsen i Danmark efter så mange år i udlandet.

- Det er klart, at vi skulle arbejde på at genopbygge kontakten til vores egne børn i Danmark, ligesom vi ikke havde noget stort netværk, fortæller Birthe.

I dag er tilværelsen i Danmark ved at være reetableret.

- Jeg er blevet rask og har fået god hjælp fra blandt andre psykologerne på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, og i år føler jeg faktisk, at jeg er ved at have mit overskud igen, fortæller Birthe, der med både træning og frivilligt arbejde ikke har mange ledige stunder i  kalenderen.

- Den periode af vores liv i Zimbabwe er afsluttet. Vi har taget alle de gode oplevelser med hjem sammen med masser af kærlighed og en viden om, at det, vi har gjort, har rykket noget, siger Birthe.

Men helt sluppet Zimbabwe har de ikke. Bent og Birthe holder stadig kontakt med deres afrikanske børn via Skype. Mindst en gang om året rejser de til Zimbabwe i 1-1½ måned og er på børnehjemmet, og så er de også engageret i børnehjemmets bestyrelse. Og tankerne, de er ofte hos deres børn på kærlighedens sted.