Et sår, hun ikke vidste, hun havde

Elna Laursen er én af de danskere, som fik polio adskillige år før, de store epidemier hærgede. Det havde indflydelse på hendes liv, men det blev først en stor omvæltning og rigtig håndgribeligt, da hun fik postpolio.
I 1938 blev Elna som 1½ årig smittet med polio. Hele sin barndom og ungdom kendte hun ikke andre med polio.

Der skulle gå næsten et halvt århundrede af Elna Laursens liv, før hun mødte en anden person med polio. Hun havde faktisk lagt mærke til hende før, for hun havde ekspederet hende mange gange ved disken i Kvicklys bagerforretning, som hun dengang arbejdede i. Nu stod kvinden igen foran Elna, men det var i en helt anden sammenhæng.

- Vi var til filmfremvisning i PolioForeningen i Aarhus. Det var en film om senfølger efter polio, som tidligere formand for foreningen, Holger Kallehauge, havde haft med hjem fra et seminar i USA, og det var først her, at der kom ord og forklaring på de gener, vi havde fået med alderen. Der var jeg sikker på, at jeg havde postpolio, siger Elna og fortsætter:

- Og det var også først på det tidspunkt, at jeg kom i kontakt med andre polioramte. Blandt andet kvinden, som jeg havde mødt i bagerforretningen. Det gav andre at spejle sig i, og det betød meget.

Blommer fik skylden

I 1938 blev Elna som 1½-årig smittet med polio. Hele sin barn- og ungdom kendte hun ikke til andre med poliodiagnosen, og generelt haltede informationerne om sygdommen gevaldigt.

- Min mor var især meget påvirket og tynget af, at jeg havde fået polio. Hun mente, at jeg var blevet smittet af nogle blommer, vi havde spist, og jeg husker helt tydeligt, hvordan al frugt efterfølgende blev skyllet og skrællet grundigt, før jeg fik lov til at spise det.

Elna voksede op med sine forældre og to ældre brødre i først Velling og dernæst Bryrup, som begge er landsbyer syd for Silkeborg. Det var hendes far, som opdagede, at noget var i vejen med familiens yngste.

- Min far fortalte, at han var gået en tur ud på marken med mig, og pludselig kunne jeg ikke stå eller støtte på mit højre ben, fortæller 81-årige Elna.

Hendes forældre tog ingen chancer og tilkaldte den nærmeste læge.

- Jeg blev indlagt på Brædstrup Sygehus og fik konstateret, at det var polio. Mine brødre kan huske, at de sammen med mine forældre måtte stå udenfor og se ind til mig gennem et lille vindue i døren. Jeg talte for nylig med min ene bror om oplevelserne dengang. Han kunne huske, at der samtidig var en anden polioramt indlagt. Men jeg kan ikke selv mindes, at jeg på noget tidspunkt er stødt på en eneste, der havde polio, inden jeg selv fik postpolio mange år senere.

Min mor var især meget påvirket og tynget af, at jeg havde fået polio.

Kan man få polio to gange?

I 1941 åbnede en ny læge, Erik Klan, praksis i Bryrup, og det skulle få indflydelse på Elnas liv. Modsat lægerne fra Brædstrup mente han nemlig, at hun skulle opereres.

- Min fod og mit ben vendte indad, og det besværliggjorde selvfølgelig min gang. Han sagde, at havde det været hans pige, så skulle hun opereres. Så det blev jeg i 1942 på Ortopædisk Hospital i Aarhus. Ved operationen blev mit ben og foden rettet ud til normal stilling, men det resulterede i, at jeg fik dropfod. Til trods for det, så var det fantastisk, at det kunne lade sig gøre. 

I tiden der fulgte, kom en hjemmesygeplejerske hos familien for at give Elna massage. Hun fik også syet støvler og sov med en skinne om natten og kom til opfølgende kontrol i Aarhus.

- Mentalt fyldte det ikke så meget for mig at have polio. Det var heller ikke en hæmsko for mig, da jeg blev teenager og ung. Der var aldrig nogen, der for eksempel kommenterede min gang. Man kunne jo fejle mange forskellige ting, og jeg følte egentlig ikke, at jeg var specielt hårdt ramt. 

Elna var i 1953 ansat som telefonist på Bryrup Central, og her blev hun syg og lå i sengen hjemme hos sine forældre. Hun følte sig meget utilpas og havde blandt andet voldsomt ondt i nakken. Det gjorde både hendes forældre og byens læge bekymret. 

- Min mor ringede efter Dr. Klan. Han kom farende, vi boede dengang kun to minutters gang fra hans klinik. Straks han kom ind, sagde han til mor: ’Jeg havde besøg af en kollega, da De ringede og fortalte om Elnas symptomer, og jeg spurgte straks min kollega, om man kan få polio to gange’, fortæller Elna, der dog slap med skrækken og kom sig hurtigt. 

Det var også på centralen, hun i 1954 mødte sin kommende mand, Asger. Han var konservatorieuddannet violinist og turnerede rundt i landet, hvor han spillede på restauranter. Sideløbende uddannede han sig til fotograf. Begge fag kom også til at betyde meget for Elna.

- Han nedsatte sig med fotoforretning i Bryrup, hvor vi indrettede vores hjem, efter vi blev gift. Vi passede forretningen sammen. Hvis vi havde en selskabsfotografering, hvor han skulle ud at spille, var det mig, der rykkede ud med kamera. Jeg var også vikar på centralen, til den blev automatiseret, og 10 år derefter var jeg lokalreferent til et dagblad. Der var mange lange dage.

Inden Elna og Asger blev gift og fik deres to børn, besluttede hun sig for at få endnu en operation.

- Jeg fik løsnet og strammet nogle sener og gjort en bevægelighed i foden stiv. Det gav mig mulighed for at løfte min forfod, når jeg havde sko på, hvilket jeg ikke kunne før. Lægerne havde sagt, at det kun skulle være af forfængelighedsgrunde, at jeg skulle få foretaget operationen, men det kom til at betyde meget mere end det.

Revet op i sår

I 1960'erne vaccinerede man mod polio, hvor levende, men svækket poliovirus, blev dryppet på en sukkerknald. Dr. Klan, lægen fra Bryrup, stod for vaccinationen på skoler og i forsamlingshuse i lokalområdet.

- Han spurgte mig, om jeg ikke ville fungere som sekretær. Han mente, at det var relevant at spørge mig, når nu jeg selv havde haft polio. Det, synes jeg, var en god idé og meningsfyldt at være med til.

Ser Elna tilbage på de efterfølgende tre årtier, så står det helt klart for hende, at hun havde en lang god periode. Først i 1986 skete der en omvæltning.

- Jeg arbejdede på det tidspunkt i Kvickly i bagerforretningen i Silkeborg. Jeg var så glad for det job, fordi jeg var i direkte kontakt med folk, og det har jeg altid gerne villet. Men der begyndte min postpolio også. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvad det var. Min krop magtede ikke det samme længere, jeg blev enormt træt og fik ondt. Det var svært, og i en periode satte jeg mig ned og græd, når jeg kom hjem, siger Elna, der til sidst blev sygemeldt og kom til konsultation på Ortopædisk Hospital i Aarhus.

Men her fik hun ingen diagnose.

- Heldigvis havde jeg selv en lydhør læge, som interesserede sig for min situation og mine symptomer og sørgede for, at jeg blev visiteret til et treugers ophold hos PolioForeningen, der dengang lå på Tuborgvej. Det var en forløsning uden lige og en stor oplevelse. Jeg græd meget på det ophold. De vidste nøjagtig, hvad det drejede sig om, og jeg fik et helt andet kendskab til min situation. Når vi havde evaluering og skulle fortælle om os selv, var det som at få revet op i et sår, man slet ikke selv vidste, man havde og som man bevidst eller ubevidst havde lukket af for, fordi man ikke kunne finde svar på noget, husker Elna, der efterfølgende endelig fik diagnosen postpolio.

Gennem PolioForeningen mødte hun også tre andre postpolioramte, som hun holdt sammen med i mere end 20 år. 

- Det har været en befrielse at møde andre, som havde det på samme måde som en selv. For det betyder mere, end man måske går og tror, siger Elna Laursen.