EU vil gerne høre din mening

Mener du, at situationen for mennesker med handicap er blevet forbedret i de sidste 10 år? Europakommissionen er i øjeblikket i gang med at evaluere deres strategi på handicapområdet, og de vil gerne høre din mening.

Europakommissionen er i øjeblikket i gang med en offentlig høring omkring European Disability Strategy 2010-20. I høringen har du mulighed for at give udtryk for dine synspunkter og dermed gøre kommissionen klogere i deres fremadrettede arbejde.

Deltag i spørgeskemaundersøgelsen

Undersøgelsen gennemføres online, og Kommissionen er blandt andre interesseret i at høre fra personer med handicap og deres familier. Det er ikke et krav, at man kender nærmere til strategien for at kunne deltage i undersøgelsen.

De indsamlede oplysninger vil blive anvendt til at vurdere, hvad der er opnået i perioden 2010-2020. Oplysningerne vil også hjælpe Kommissionen med at uddrage erfaringer om, hvordan handicappolitikken kan forbedres i fremtiden, og derved gøre den mere effektiv og målrettet.

Der er frist for besvarelse af undersøgelsen den 13. november 2019.