Faren, der ikke kunne gå – og døtrene, der ikke kunne flyve

Hannah og Julias far har polio, og selvom de har haft en god barndom, så har sårbarheden også fulgt dem i underbevidstheden.
Søstrene Hannah og Julia har været så godt som forskånet for drillerier i deres barndom, og det tilskriver de deres forældres evne til at være på forkant med negative situationer.

De to søstre har fået genfortalt første gang, hvor de registrerede, at deres far falder. Hannah og Julia Rytter Dakwar gik begge i børnehave.

- Han falder ind ad døren til vores børnehave. Vi skraldgrinende og fangede slet ikke det alvorlige i situationen. Det er først, da vi bliver ældre, at vi gradvist begynder at kunne se sårbarheden. Han har helt naturligt været bange for at falde, for det havde før haft store konsekvenser for ham. Det kunne det have igen,” siger 32-årige Hannah Rytter Dakwar.

Søstrenes far Adham Dakwar er af palæstinensisk afstamning og opvokset i en flygtningelejr i Libanon, hvor behandlingen mod polio var nærmest ikkeeksisterende. Derfor kom han til Danmark som 14-årig for at blive opereret. Han havde aldrig kunne gå uden hjælp og havde ud over lammelserne en meget skæv og sammenfalden ryg. Efter operationen i Danmark vendte han tilbage til Libanon. Her falder han i badet. De stivere, som var opereret ind i ryggen, knækkede.

- Han kom tilbage til Danmark, men de turde ikke operere ham igen. Der var ingen fremtid for ham som handicappet i flygtningelejren, så han fik af omveje lov til at blive her, har 31-årige Julia Rytter Dakwar fået det fortalt.

De har aldrig set farens fysiske formåen, polioen eller hans kørestol som et tabuiseret emne.

- Overhovedet ikke. Jeg har altid tænkt, at min far var sådan en, som klarer ting. Handlekraftig. Som barn var der engang én, der sagde til mig, at det da var synd, at vores far havde polio. Det gik jeg hjem og sagde til ham. Han svarede: ’Jamen, jeg har jo haft polio i al den tid, jeg kan huske. Ligesom, at du ikke kan flyve uden hjælp, så kan jeg ikke gå uden hjælp.’ Det forklarede jeg så til mine venner. Måske har han sagt det for at trøste, men jeg bruger faktisk billedet stadigvæk, fortæller Julia.

Da vi begyndte i skole tog vores far med os mange gange, hjalp til i klassen og fortalte om sin baggrund. Ikke kun om kørestolen og polio, men også historier fra Libanon.

Far tog med i skole

Lader Hannah og Julia tankerne vandre tilbage til barndommen, står det helt tydeligt for dem, at deres forældre har gjort meget ud af at være på forkant med negative situationer, som kunne opstå som følge af farens handicap.

- De ville ikke have, at vi skulle drilles. Da vi begyndte i skole tog vores far med os mange gange, hjalp til i klassen og fortalte om sin baggrund. Ikke kun om kørestolen og polio, men også historier fra Libanon. Alle børnene blev helt revet med, og det afmonterede det alvorlige i situationen, husker Hannah.

- Vi var stolte over, at vores far var sådan. Det skyldtes først og fremmest hans personlighed, for han er meget udadvendt og meget mere end sin kørestol og lammelser. Faktisk kan jeg kun huske en enkelt gang, hvor jeg er blevet drillet, supplerer Julia.

- Mener du det? spørger hendes storesøster forbløffet.

- Ja, da jeg gik i 8. klasse. Det var en pige, som foran hele klassen sagde noget med, at vores far bare var en skide handicappet perker i kørestol. Det var jeg selvfølgelig virkelig ked af at høre. Jeg kunne slet ikke forstå, at man kunne se ham sådan, så jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige til det, svarer Julia.

- På den anden side er det næsten utroligt, at det er det eneste, vi har hørt. At det overrasker mig, at det overhovedet har fundet sted, sætter vel bare en tyk streg under, at vi er blevet meget forskånet for den slags, konkluderer Hannah.

Sårbarhed gav mareridt

Har Adham været bekymret, har han ikke skjult det for sine børn. 

- Jeg synes, at han har været vanvittig dygtig til at indvie os i det, han har kæmpet med fysisk, men også psykisk. På en rigtig god måde, så vi kunne forstå det. Begge vores forældre er lærere og har arbejdet med mange problemstillinger, så de har tacklet spørgsmål,  udfordringer og hverdagssituationer på en god måde. For det har selvfølgelig ikke altid været lige nemt, pointerer Hannah.

- Vi har ikke følt, at vi skulle have noget på vores skuldre, men det betyder ikke, at man ikke kan være påvirket af det som barn. For selvfølgelig var vi det i en eller anden grad, tilføjer Julia.

- Jeg kan huske, at jeg i en periode havde tilbagevendende mareridt. Det hang sammen med, at jeg altid har været bange, når vi skulle sejle, for så kunne min far jo intet gøre, hvis der skete noget. Mareridtet endte altid med, at jeg var nødt til at beslutte, om jeg skulle redde far eller vores lillesøster Nina. Jeg kunne også drømme, at jeg klatrede op i et træ, hvor far forsøgte at komme op, men endte med at dø, fordi man jo skulle kunne klatre for at overleve, og det kunne han ikke, forklarer Hannah.

Hun kobler mareridtene til sin fars polio:

- I min underbevidsthed har jeg nok hele tiden vidst, at han var sårbar. Selvom mine forældre gjorde så meget for at inddrage os og vise en anden side, så kan det ikke undgå at spille en eller anden rolle. Men jeg har ikke været ked af det på mine egne vegne, når det kom til, at min far sad i kørestol.

Min fars polio har gjort, at jeg ikke spilder mit liv eller bliver hængende ved noget, som ikke gør mig glad.

Tætte familiebånd

Både Hannah, Julia, deres forældre og lillesøster bor alle inden for ganske få kilometer i Esbjerg. De har altid været meget tætte, og det ser de som en stor styrke. 

- Det har hjulpet os meget i vores situation. Vores forældre har altid tænkt meget på rammerne. Hvordan de kunne lave rammer, så vi kunne være sammen på en god måde. Det kom især til udtryk på ferier eller ture, hvor man ellers hurtigt kunne få øje på begrænsninger, siger Julia.

Farens polio og fysiske formåen har også rykket ved de stereotype kønsroller i familien Rytter Dakwar.

- Mor hamrede og borede altid, det var hun ikke bleg for, for det kunne far jo ikke. Jeg kan huske, at hun engang bad mig om at hjælpe. Hun sagde, at alle kvinder skal kunne bore. Det tog jeg til mig og tænkte, ja det er en rigtig kvindeting, så selvfølgelig skal jeg kunne det, fortæller Julia og fortsætter:

- Det handler også om, at vores forældre tænker meget ligestilling. Vi havde ikke noget afsavn, for de har været ligestillede forældre, og det har absolut ingen forskel gjort, at der var nogle ting, min far ikke kunne. Vi har alle sammen haft et ansvar og udfyldt roller i familien.
Det var naturligt for os, og vi havde det rigtig godt med at tage ansvar.

- Jeg tænker også, at vi nok har haft mere ansvar end børn i andre familier. Det er jeg faktisk rigtig glad for. Jeg har før tænkt over, at det én af de vigtige ting, som vi har fået med os. Min fars polio har gjort, at jeg ikke spilder mit liv eller bliver hængende ved noget, som ikke gør mig glad. Det har helt afgjort været med til at forme os, det kan vi se i dag som voksne, siger Hannah.

Skrevet af Martin Hungeberg
Foto: Anita Graversen