Foreningen har været med hende hele livet

Både i behandling og i livets store og små spørgsmål har PolioForeningen været med til at forme Ninas tilværelse.
Nina Breilich har haft PolioForeningen med sig gennem hele livet

Den tunge dunst af malt fra bryggeriet ved siden af og den grønne dør med det fine håndtag for enden af trapperne, som førte ind til det daværende Polioinstitut på Tuborgvej i Hellerup, har prentet sig fast hos Nina Breilich. Hun fik polio i 1952 som toårig, og var indlagt på Blegdamshospitalet og på Børnehospitalet Fuglebakken i sammenlagt næsten et år. Hendes mor var fast besluttet på at give hende de bedst mulige betingelser efter indlæggelserne, så Nina var meget ofte på Tuborgvej til behandling.

”Jeg tror, at grunden til, at jeg så hurtigt kom i berøring med Polioforeningen var, at vi boede i København. I aviserne og dagligdagen var der et rigtig stort fokus på polio, har min mor fortalt mig. Dronning Ingrid var protektrice, og det har været naturligt, at jeg selvfølgelig skulle være en del af foreningen og behandles,” fortæller Nina Breilich og tilføjer:

”Jeg kan tydeligt huske turen: Vi skulle først med bus og så med tog, inden vi skulle gå et langt stykke. Min far var sømand og var sjældent hjemme, så det var altid min mor, som tog med mig, og hun havde altid et øje på, hvad der var bedst for mig.”
Ligesom i dag var hun hårdest ramt i venstre side, og som barn gennemgik hun tre-fire operationer i venstre hånd.

”Jeg blev blandt andet opereret, så jeg fik et pincetgreb. På et tidspunkt spurgte lægerne min mor, om de skulle operere igen. De ville strække mine fingre mere ud på den dårlige hånd. Jeg ville ikke få gavn af det, men det ville se mere normalt ud. Det afviste min mor, for hun mente, at man sagtens kunne leve med det, som det var. Det synes jeg var den helt rigtige indstilling,” siger 70-årige Nina.
Nina mindes det som en helt naturlig ting for hende at komme i foreningen gennem barn- og ungdommen.

”Foreningen har fulgt mig gennem hele livet, og den har sat rammer og vejledt mig i mange henseender i tilværelsen. Så den har betydet enormt meget, og da jeg fik postpolio var det min redning, at jeg vidste, at jeg havde foreningen.”

Følte sig ikke hæmmet

Bag den grønne dør på Tuborgvej var Nina i sin barndom genstand for et væld af behandlinger, der skulle forbedre hendes fysik.

”Jeg kan huske, hvordan jeg skulle gå op og ned ad gangene, så lægerne kunne vurdere, hvordan min gang udviklede sig. Fysioterapeuterne masserede os, og vi blev også behandlet med nogle sandsække. Vi lå i varmekasser og i kulbuelys, hvor vi havde briller på, som beskyttede vores øjne. Nøjagtig hvad der endte med at hjælpe mig, ved jeg jo ikke præcis, men behandlingerne var samlet set rigtig værdifulde for mig.”
Selvom Nina altså i barndommen ofte var i behandling og til kontrol, så føler hun ikke, at polioen dengang hæmmede hende væsentligt.

”Min mor var især god til at opmuntre mig til at gøre det samme som alle andre børn. Så det gjorde jeg. Kiggede man efter, kunne man måske godt se, at jeg havde polio, for jeg trak på mit ene ben, og jeg havde min dårlige hånd. Men jeg husker ikke smerter, og jeg lod mig generelt ikke begrænse,” husker Nina.

Spørgsmål om graviditet og børn

Som teenager var der en periode, hvor Nina fandt det uretfærdigt, at hun skulle gå i fodtøj med indlæg, når hun egentlig allerhelst ville have høje sko på som veninderne.

”Men det er småting, og jeg kom hurtigt over det igen. Jeg kunne godt se, hvad der var det mest fornuftige at gøre. Som 14-årig fik jeg min sidste håndoperation, og jeg kom efterhånden kun i foreningen til kontrol, eller når der var særligt brug for rådgivning eller vejledning.”
Nina var som ung interesseret i at høre foreningens vurdering i forhold til hendes fremtidsplaner. Hun blev vejledt i, hvilken uddannelse og senere beskæftigelse, der ville passe hendes fysiske formåen bedst. Der skulle blandt andet tages højde for, at hendes ene hånd udelukkende har en støttefunktion. Nina uddannede sig som pædagog, og det er hun på ingen måder utilfreds med, selvom drømmen oprindeligt var telegrafist eller laborant.

”Drømme er der heldigvis mange af her i livet. Jeg er måske begrænset, men der findes altid en løsning eller en anden vej,” siger Nina.
En anden drøm for hende var at få børn. Som 18-20-årig havde hun derfor en række spørgsmål til foreningens læge:

”Dengang var tiden, at man fik børn meget tidligere end i dag. Men jeg ville være sikker på, at jeg kunne klare en graviditet. Og hvad med fødslen? De sagde, at der ikke kunne udstikkes garantier, men at det ville være klogest, at jeg uanset hvad fødte på Rigshospitalet,” fortæller Nina, der fik sin første datter som 23-årig.
Ser den i dag 70-årige Nina Breilich tilbage på sit liv, kan det ikke understreges nok, hvor stor en rolle, det har haft at blive taget seriøst af en forening, når man har en lidelse som polio:

”De har en viden, som ikke findes andre steder i sundhedssystemet. Postpolioen kom tidligt og meget voldsomt for mig, så jeg har virkelig fået brug for foreningen igen. Det har været både trygt og helt afgørende for mig, at jeg altid har vidst, at jeg havde den. Ellers havde jeg sandsynligvis haft et andet liv som barn og ung og et helt andet liv i dag med postpolio.”