Debatindlæg: Giv handicappede de rigtige hjælpemidler fra start

Det er helt afgørende, at hjælpemidlerne passer til den enkelte og de individuelle behov, og derfor bør der være et større fokus på en konkret og individuel vurdering, når kommunens sagsbehandler tildeler hjælpemidler. Det mener Janus Tarp, formand for PolioForeningen.

Af Janus Tarp, formand for PolioForeningen

Godt 750.000 voksne danskere i alderen 16-64 år angiver, at de har en fysisk funktionsnedsættelse. Det er en funktionsnedsættelse, som ofte betyder, at borgeren bliver nødt til at have et eller flere hjælpemidler for at få hverdagen til at hænge sammen. For denne gruppe af borgere er hjælpemidler helt afgørende for at gå på arbejde, have et fritidsliv og kunne være sammen med venner og familie.

Hjælpemidlerne skal altså kompensere for funktionsnedsættelserne hos den enkelte borger. En kørestol kompenserer for den manglende gangevne, den særlige skærekniv kompenserer for den nedsatte håndfunktion. Afgørende er det således, at hjælpemidlerne passer til den enkelte og er til stede, når behovet opstår.

Tildel det rette hjælpemiddel fra start

Betydningen af hjælpemidler stiller krav til den kommunale forvaltnings faglighed og hurtighed. Som handikappet ved man, hvilke udfordringer man står med, men man er sjældent ekspert i, hvilke præcise løsninger der skal til. Her må man lægge sit lod i sagsbehandlerens viden og evner. Men vi må også gøre opmærksom på, at fagligheden i sig selv ikke er nok, hvis serviceniveauet kun rækker til et standardprodukt. I sidste ende kan tildelingen af det rette hjælpemiddel risikere at afhænge af den politiske vilje til at prioritere hjælpemiddelområdet.

Vi oplever i foreningen, at borgerne har fået sværere ved at få bevilget hjælpemidler, og nogle gange sker tildelingen af hjælpemidler på bekostning af den personlige kontakt og pleje. Vi har de seneste uger spurgt godt 800 af vores medlemmer om, hvorvidt de har mistet personlig hjælp og pleje på bekostning af nye hjælpemidler, og her svarer 7 procent af de adspurgte, at det har de oplevet.

Mennesker med handicap er ligesom andre mennesker ikke hyldevarer. Vi er alle sammen forskellige.

Fokus på individuelt tilpassede hjælpemidler

Den personlige kontakt og pleje kan efter vores vurdering kun blive erstattet af teknikken, hvis borgeren ønsker det, eller anden omsorg tilbydes i stedet. Teknikken kan hjælpe os med at leve det liv, vi gerne vil leve, men det kan ikke erstatte den personlige kontakt. Ofte forekommer hjælpemidlet at være et standardhjælpemiddel, der ikke er individuelt tilpasset den enkelte bruger. Nogle gange bliver hjælpemidlerne ligefrem bevilget hen over hovedet på brugerne. Således angiver 16 procent af de adspurgte i vores undersøgelse, at de kun i lav grad har haft indflydelse på tildelingen af hjælpemidler.

Af serviceloven fremgår, at der er krav om en individuel og konkret vurdering af borgeren og dennes behov. Det udelukker ikke standardproduktet, men det fordrer i det mindste en undersøgelse af, om det ansøgte hjælpemiddel er egnet til borgeren, eller et andet passer bedre.

Uddannelse i brugen af hjælpemidlet

Og når kommunen bevilger et hjælpemiddel til en borger, så er det vigtigt, at kommunen får fulgt op på tildelingen. Er borgerne uddannede i brugen af det? Er hjælperne eller den nærmeste familie uddannet? Vores undersøgelse viser, at 40 procent af brugerne ikke er uddannet i brugen af de hjælpemidler, de får tildelt, og to tredjedele af hjælperne/de nærmeste pårørende er heller ikke uddannet i brugen af hjælpemidlerne.

En individuel og konkret vurdering af borgeren og dennes behov udelukker ikke standardproduktet, men det fordrer i det mindste en undersøgelse af, om det ansøgte hjælpemiddel er egnet til borgeren, eller et andet passer bedre.

Det betyder i værste fald, at man risikerer, at der står et dyrt hjælpemiddel hjemme hos borgerne, som samler støv i stedet for at blive brugt, da brugerne ikke er tilstrækkeligt uddannede. Det er naturligvis ærgerligt for brugerne, men det er også spild af samfundets midler.

Det er muligt, at det i første omgang kan blive dyrere for kommunerne, hvis de ikke længere per automatik tilbyder standardiserede løsninger til mennesker med handicap, men mennesker med handicap er ligesom andre mennesker ikke hyldevarer. Vi er alle sammen forskellige.

Allerede nu fremgår det af loven, at den enkelte skal tilbydes en konkret og individuel vurdering, og på den baggrund kan man fristes til at sige, at kommunerne blot skal leve op til lovgivningen.

Få fart på sagsbehandlingen

Herudover er det vigtigt, at kommunerne får sat fart på sagsbehandlingen, så borgeren hurtigst muligt kan få sit hjælpemiddel. Et manglende hjælpemiddel kan i sidste ende betyde et forringet funktionsniveau. I de mindre sager, hvor det handler om genbevilling eller måske blot et håndtag eller greb til toilettet, kan man bruge tro og love-erklæringer, men det er dog vigtigt, at kommunen er opmærksom på, at ønsket om et nyt hjælpemiddel i virkeligheden kan dække over et større behov, så hjemmebesøg hos borgeren kan være en god idé – selv i mindre sager.

På langt sigt er jeg overbevist om, at det vil være billigere for kommunerne at tilbyde det rette hjælpemiddel i første forsøg. Det gør borgeren mere selvhjulpen, og det kan måske betyde, at borgeren kan opretholde sin arbejdsmarkedstilknytning, og dermed bliver det en gevinst – både for samfundet og for den enkelte.

Debatindlægget har været bragt i Politiken og på Altinget.