Holger Kallehauge får sin egen plads på Frederiksberg

Tirsdag den 3. september er der navngivning af en ny plads på Frederiksberg. Pladsen kommer til at hedde Holger Kallehauges Plads. Arrangementet starter kl. 15.00, og alle er velkomne.

Det er området foran Retten på Frederiksberg, der skal navngives Holger Kallehauges Plads.

Holger Kallehauges Plads

Holger Kallehauge var jurist og årelang forkæmper for handicapperedes rettigheder, særligt som formand for vores forening, Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU), og herudover var han med til at lave FN's Handicapkonvention. Holger Kallehauge var formand for det daværende PTU fra 1973 til han gik af kort før sin død i 2014. Sideløbende med det frivillige arbejde var han dommer i Landsretten og i en årrække stedfortræder for Folketingets Ombudsmand.

Udover at navngive pladsen foran Retten på Frederiksberg Holger Kallehauges Plads, så skal yderligere to pladser også navngives den dag.

Navngivningen begynder klokken 15 med mødested foran Retten på Frederiksberg, i fremtiden: Holger Kallehauges Plads.

Denne navngives først, hvorefter deltagerne til fods begiver sig til de øvrige pladser og navngiver dem.