Hun var Blegdammens Rose

Som indlagt poliopatient under den store epidemi i begyndelsen af 1950’erne skrev Rosa Abrahamsen sine digte med sin nogenlunde fungerede venstre hånd samt to fingre på højre. Resten af hendes krop var betydeligt medtaget af poliolammelser, men alligevel blev hun stålfast ved med at bede om at få bugseret sin rejseskrivemaskine op foran sig, så hun kunne udtrykke nogle af de tanker og oplevelser, hun havde på Blegdamshospitalet med datidens mest frygtede lidelse som livsvilkår. Det kom der to roste digtsamlinger ud af: De store skibe (1956) og De gyldne timer (1958).

Hvor polio naturligvis fyldte meget i det danske samfund både ved afslutningen af 2. verdenskrig, hvor PolioForeningen blev stiftet, og i epidemien i ’52-53, blev Rosa Abrahamsen billedet på de polioramte og deres skæbner. Hun havde fået polio som 26-årig enlig mor med to små børn, og det både rørte og fascinerede den brede befolkning.

Rosa Abrahamsen deltog i både radioudsendelser og artikler, ligesom prominente mennesker som daværende statsminister H. C. Hansen og HKH Dronning Ingrid aflagde hende besøg under hendes indlæggelse. I 1957 blev hun kåret som årets kvinde i Politiken.

Ikke en tragisk tilværelse

Efter udgivelsen af sine to første digte satte Rosa Abrahamsen ord på sin motivation for at udtrykke sig gennem det skrevne ord:

- Med disse to digte har jeg ikke udelukkende ville tale til syge, men også – eller måske navnlig – til de raske. Når man er syg, er hele tilværelsen så forenklet og ligetil. Er man rask, er det straks meget sværere at få øje på De store skibe – disse skibe som venter med deres last af drømme, håb og længsler, når alt andet er glippet.

Én af Rosa Abrahamsens åbenlyse styrker var evnen til at vende en mildest talt ulykkelig situation til noget positivt. Det bekræfter et citat fra radioudsendelsen Sagt på tomandshånd fra 1956:

- Hele livet er min hobby, og det er derfor, jeg lever, og så er der jo nok at skrive om. […] Jeg synes, det er spændende, og der er altid noget at leve for, lige meget hvor tosset det ser ud, så synes jeg altid, at der er et eller andet, som er lyst forude. […] Der er nogle, der vil sige, at min tilværelse den var tragisk og sådan, men det er den faktisk slet ikke.

Døden er ikke en knokkelmand

I fem år var Rosa Abrahamsen indlagt på Blegdamshospitalet og udover digtene, brugte hun også tid på at læse filosofi- og litteraturhistorie samt at sy, som fyldte en stor del af hendes arbejdsliv, inden hun fik polio. Mens hun var indlagt, brugte hun tænderne som hjælpemiddel i sin syning, fordi kræfterne i hendes hænder var så begrænset.

I føromtalte radioprogram fra 1956 blev hun spurgt, om hun længtes efter verden uden for hospitalsmurene:

- Det gør man også, det kan slet ikke undgås. Men der er jo så mange mennesker, der har udlængsel […] også uden nogensinde derfor at kunne komme videre og som i virkeligheden er meget mere bundet af deres tilværelse, end jeg er. Jeg kan da alligevel ligge her og dyrke min hobby.

Rosa Abrahamsen døde i 1964 i en alder af 38 år som følge af nyresvigt. Selv var hun under sin indlæggelse ikke forfærdet over tanker om døden. I Sagt på tomandshånd udtalte hun afslutningsvis:

- Jeg synes, det er meget forkert, når mennesker tegner døden som en knokkelmand, for jeg tror bestemt ikke, der er noget afskrækkende ved den, det er der i hvert fald ikke for mig.

Artiklen stammer fra Livtag nr. 2, 2021.