Gå til hovedindhold

Gode råd til din rejse

Nyttige rejsetips til dig, der har en funktionsnedsættelse.

En båd på havet ses i det meget flotte vand og med en blå himmel.

Har du en fysisk funktionsnedsættelse, og skal du ud at rejse? Det kan være en rigtig god idé, at du forbereder dig før afrejse, så du undgår ubehagelige overraskelser på rejsen.

Vi har samlet en række gode råd til din ferie.

  • Inden afrejse er det vigtigt, at du undersøger, hvordan du er forsikret på rejsen. Hvis du har en kronisk sygdom, kan du have brug for en medicinsk forhåndsvurdering (se under Medicin). Tag kontakt til dit forsikringsselskab, hvis du er i tvivl.

    Vær opmærksom på, at du altid selv skal sørge for forsikring i forhold til hjemtransport - uanset, hvor du befinder dig.

    Det blå EU-sygesikringskort

    Med det blå EU-sygesikringskort er du forsikret på rejser inden for EU og Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Det blå kort giver dig ret til samme behandling som borgere i det pågældende land. Vær opmærksom på, at det kan indebære en egenbetaling.

    Du kan bestille det blå EU-sygesikringskort på borger.dk eller i Borgerservice i din kommune.

    Læs om det blå sygesikringskort på borger.dk

    Privat rejseforsikring

    Rejser du uden for EU og Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz, skal du tegne en privat rejseforsikring, hvis du vil være dækket på rejsen. En privat rejseforsikring dækker ved akut opstået sygdom og skader på rejsen.

    Har du en kronisk sygdom, kan du have brug for at få en medicinsk forhåndsvurdering som sikkerhed for, at du er forsikret på rejsen (se mere under Medicin).

  • Har du en kronisk sygdom, kan det være en god idé at medbringe en lægeerklæring på engelsk. Lægeerklæringen er god at have ved hånden, hvis du får brug for behandling i udlandet.

    Herudover kan du bruge den som dokumentation, hvis for eksempel kunstige led udløser metaldetektoren i lufthavnens sikkerhedskontrol, eller hvis der opstår spørgsmål til din receptpligtige medicin.

    Det er din egen læge, der kan lave lægeerklæringen, og du må forvente en egenbetaling i den forbindelse.

  • Pillepas

    Tager du medicin, der indeholder euforiserende stoffer (som for eksempel morfin), eller tager du piller, der påvirker centralnervesystemet, er det en god idé, at du anskaffer dig et pillepas.

    Et pillepas er en attest, som dokumenterer, at din medbragte medicin er til eget brug. Pillepasset er et juridisk gyldigt dokument, som du kan bruge i de lande, der er med i Schengensamarbejdet.

    Du kan få lavet et gratis pillepas på apoteket

    Medicinattest

    Skal du på rejse uden for Schengenlandene, og medbringer du medicin med euforiserende indholdsstoffer, kan du få lavet en medicinattest.

    Du vil i nogle tilfælde kunne få en medicinattest af din læge. Apoteket kan også lave medicinattester, men de er i modsætning til pillepas ikke gratis.

    Sundhedsministeriet anbefaler, at du sikrer dig bedst muligt, førend du rejser med medicin med euforiserende stoffer.

    Læs mere om at rejse med medicin med euforiserende stoffer på Sundhedsministeriets hjemmeside

    Medicinsk forhåndsvurdering

    Har du en kronisk sygdom, som du er i medicinsk behandling for, er det vigtigt, at du forud for hver rejse undersøger, om du har brug for en medicinsk forhåndsvurdering.

    En medicinsk forhåndsvurdering udarbejdes af dit forsikringsselskabs læger og kan være relevant, hvis du på rejsen får brug for behandling, der er relateret til din kroniske sygdom.

    Dit forsikringsselskab kan fortælle dig mere om, hvorvidt du bør få lavet en medicinsk forhåndsvurdering.

    Du kan også læse mere om medicinsk forhåndsvurdering på SOS Internationals hjemmeside

  • Ret til handicapassistance

    En EU-forordning sikrer, at mennesker med handicap har samme mulighed for at flyve som andre. Rent praktisk betyder det, at du inden for EU har ret til gratis assistance, fra du ankommer til afrejselufthavnen, til du træder ud af ankomstlufthavnen.

    Handicapassistancen bestiller du direkte hos dit rejse- eller flyselskab.

    Du skal allerede ved bestilling af din flyrejse gøre opmærksom på, at du har behov for assistance på din rejse. Ifølge Københavns Lufthavn gælder det, hvis du for eksempel:

    • Har behov for hjælp til at komme til og fra flyet eller hjælp til at komme på og af flyet
    • Benytter kørestol og den er elektrisk eller sammenklappelig
    • Har behov for at medbringe en iltflaske i flyet
    • Medbringer førerhund

    Hvis du rejser uden for EU, skal du tjekke servicen hos det enkelte rejseselskab eller flyselskab.

    Få mere information om handicapservice og assistance i lufthavnene:

    Tilgængelighed og regler om bord

    Det kan være værd at undersøge, om flyet du skal med, er handicapvenligt. På nogle fly (fx Dreamliner) er toiletterne tilgængelige for flyets kørestole.

    Nogle flyselskaber har strikse regler i forhold til rejsende med såkaldte medicinske tilstande. For eksempel tillader nogle selskaber ikke, at man rejser, hvis man har vejrtrækningsproblemer.

    Forhør dig hos flyselskabet om tilgængelighed og særlige regler om bord.

  • Går turen ned gennem Europa på bilferie, er der hjælp at hente via den såkaldte Rødt Kort-ordning. Med Rødt Kort-ordningen har du ret til international vejhjælp.

    Du er omfattet af ordningen, hvis du har en kaskoforsikring gennem et forsikringsfirma, der samarbejder med Rødt Kort-ordningen.

    Ifølge SOS International, der administrerer Rødt Kort-ordningen, omfatter assistancen blandt andet:

    • Vejhjælp på skadestedet
    • Bugsering
    • Hjemtransport af køretøj
    • Fremskaffelse og forsendelse af reservedele

    Læs mere om Rødt Kort-ordningen på SOS Internationals hjemmeside

  • Undersøg, hvilke telefonnumre og hotlines du skal ringe til, hvis uheldet er ude. Medbring en liste med de relevante kontaktoplysninger, så du har dem med dig.

    Hvis du er ude for en ulykke på rejsen, kan du som altid ringe til UlykkesLinjen, hvor socialrådgivere sidder klar til at hjælpe dig med at få overblik over din situation.

    UlykkesLinjen har åbnet alle hverdage kl. 9-15. Du kan ringe på telefon 36 73 20 00.

    Læs mere om UlykkesLinjen

  • Du kan finde inspiration til tilgængelige naturoplevelser i Danmark på naturstyrelsens hjemmeside.

    Har du lyst til en overnatning i et shelter? Så bygges der tilgængelige shelterpladser flere og flere steder. Se mere