Ingrids datter fik polio i 1952

Det er 65 år siden, men det øjeblik, hvor Ingrid Mølgaard afleverer sin polioramte datter på Blegdammen, står stadig krystalklart i hendes bevidsthed.
Hvordan er det at være pårørende til en med polio? At være mor til det lille barn, der fik konstateret polio? Ingrid Mølgaard fortæller om, hvordan hun oplevede det, da hendes datter Birte Mølgaard fik polio i 1952.

Spørgsmålet, hun egentlig ikke havde den mindste lyst til at få besvaret, kunne hun ikke navigere udenom længere. Året er 1952 og Ingrid Mølgaard og hendes mand har to små døtre. Den yngste, Birte, er syg. I den lille familie er de udmærket klar over, at der er en polioepidemi i gang, men de klynger sig til håbet om, at deres kun otte måneder gamle baby blot har influenza.

- Jeg husker, at hun rejser sig op i sin kravlegård og begynder at græde. Meget. Jeg tager hende op for at skifte hende, men hendes ben falder helt slapt ned på puslepladsen. Det så ikke rigtigt ud, forklarer den i dag 91-årige Ingrid Mølgaard.

Hun ved, hvad klokken er slået: Hendes datter har polio.

- Det var en forfærdelig følelse. Vi blev hentet i ambulance, og jeg glemmer aldrig udtrykket i Birtes øjne, da jeg afleverer hende på Blegdamshospitalet. Det sidder fast. Vi anede ikke, hvordan det ville gå børn med polio. Situationen vil jeg ikke ønske for min værste fjende.

På et splitsekund så livet helt anderledes ud.

- Der er ingen tvivl om, at man har nogle drømme som mor. Om hvordan familielivet og forældrelivet skal blive. Det skal man jo have. Når du så får et barn med polio, så ændrer livet sig. Og det gjorde det for os alle.

Krævede Birte hjem igen

I 1952 var polioepidemien på sit højeste, og der var nye danske tilfælde hver eneste dag. Viden om sygdommen var dengang ikke stor, og det medførte et væld af sikkerhedshensyn.

- Vi måtte kun se vores datter igennem en rude to gange om ugen. Onsdag og lørdag i et nøje afmålt tidsrum. Samtidig blev vi bevidst om, at de ikke gjorde noget ud af, at børnene skulle bevæge sig. De lå passive i sengen det meste af dagen, og det duede jo ikke. Min mand vidste, at bevæger man ikke muskler og nervebaner, så dør de stille og roligt. Derfor fik vi Birte hjem efter fem-seks uger på Blegdammen. En læge sagde til os, at det så var på eget ansvar, men vi var helt sikre i vores sag, fortæller Ingrid.

Ingrid og hendes mand tilrettelagde selv en fast måde at træne på i privaten.

- Vores ældste datter havde en bold, som vi brugte, for Birte ville hverken sidde eller kravle eller noget som helst. Hun skulle selv forsøge at komme op via bolden, og så koordinerede min mand hendesarme og ben. Det gentog vi to gange om dagen, og vi kunne se, at det virkede. Det gjorde, at vi følte, at vi foretog os noget og ikke bare lod stå til.

Sideløbende gik Birte til ortopædisk genoptræning to til tre gange om ugen.

Genoptræningen var også udslagsgivende, da den lille familie fire år senere flyttede til Jylland.

- Min mand var skolelærer, og der var en stilling i Skive og en i Aarhus, som han kunne søge. På grund af Birte blev det Aarhus Seminarium, fordi vi ville være i nærheden af Ortopædisk Hospital i byen. Vi tænkte konstant over, hvad der ville være optimalt for hende.

Igennem store dele af Birtes barndom var det et dagligt ritual, at hendes forældre påførte hende bandage, skinner og korset, indtil hun selv kunne være behjælpelig.

Mennesker kan være fantastisk onde

Ingrid husker, hvordan en læge til én af de mange samtaler stillede hende et meget personligt spørgsmål: Om de havde planer om at få flere børn.

- For der var ikke noget værre end forkælede, handicappede børn, sagde han. Det var noget af en udmelding, men han havde måske lidt ret. Og vi ville jo gerne have flere børn. Så vi fik først én mere og så en efternøler. Det var godt, at vi gjorde det, rigtig godt. Pludselig var Birte ikke den, der kunne mindst, og hun havde samtidig en lillebror, der kunne hjælpe hende. Det betød meget for Birthe og for os andre.

Søskendeflokken nød godt af hinanden.

- Som alle andre skulle Birte selvfølgelig også ned og lege i gården, selvom hun havde svært ved at gå uden sine krykkestokke. Hun var ofte dernede med sin lillebror, og han havde konstant et øje på hende. Faldt Birte, så stillede han sig på alle fire foran hende, så hun kunne komme op ved at støtte sig mod ham. Bagefter fortsatte han med det, han nu var i færd med. Det forekom dem helt naturligt.

Desværre stødte Ingrid og Birte på fordomme. Værst var det fra voksne.

- Mennesker kan være fantastisk onde. Jeg husker særligt én dag, hvor Birte og hendes bror leger i gården. Birte har sådan en fin kjole på. Jeg er i lejligheden, da telefonen ringer. Det er én af de andre forældre: ’Jeg kan se, at De har sendt deres datter ned og lege. Og i kjole. Det ønsker jeg ikke at se, for min femårige søn kan se hendes underbukser, når hun falder’. Jeg røg lige op i loftet og svarede: ’Hvis det er det eneste, der bekymrer dem, så er det billigt sluppet’. Og så knaldede jeg røret på og snakkede aldrig med hende igen, forklarer Ingrid og fortsætter:

- Jeg tror, at den slags var værre dengang, end det er i dag. For i ’50erne og ’60erne var folk mere reserverede og indelukkede, når det kom til privatliv. Man talte ikke om tingene. Samtidig så man ikke mange handicappede børn, så det var tilsyneladende svært at forholde sig til for nogle mennesker. De kunne simpelthen ikke forstå det.

Selvfølgelig har der da været tidspunkter, hvor det hele så lidt broget ud, men Birte er altid kommet godt igennem det.

Kunne have sparet sig for bekymringer

Igennem store dele af Birtes barndom var det et dagligt ritual, at hendes forældre påførte hende bandage, skinner og korset, indtil hun selv kunne være behjælpelig. Det var et omfattende arbejde, som også satte sit præg på hverdagslivet.

- Det var sværest, når vi var på ferier. Vi havde ikke råd til at tage på charter, så det var i bil og telt, og det klarede Birte nu også rigtig fint. Men det var da hårdt. Det gav mange begrænsninger for, hvad vi kunne foretage os på en ferie. Gik Birtes bandage i stykker, så var der ikke en sjæl, der kunne hjælpe os. Så måtte vi tage hjem.

Forhindringer har dog aldrig fået lov til at diktere Birtes tilværelse. Alligevel har Ingrid og hendes mand haft deres portion af bekymringer for deres polioramte datter.

- Men alle de bekymringer kunne vi såmænd godt have sparet os. Selvfølgelig har der da været tidspunkter, hvor det hele så lidt broget ud, men Birte er altid kommet godt igennem det. Hun har opnået så meget og fået sin egen dejlige familie.

Selvom Ingrid ikke ville ønske for sin værste fjende at få et barn med polio, så er hun imponeret over Birtes livssyn og måden, hun har tacklet sin sygdom på.

- Jeg har spurgt hende, om hun ikke har været bitter på sin tilværelse. Det kunne man jo sagtens blive. Hun svarede ’nej, for alle mennesker har et eller andet at kæmpe med’. Det synes jeg var rigtig stærkt sagt, siger Ingrid Mølgaard.

Artiklen er bragt i Livtag, nr. 1, 2018

Tekst: Martin Hungeberg
Foto: Anita Graversen