Isolationstanker: Puslespil, corona og grimme sko

Selvom Annemarie Mikkelsen ikke tidligere har beskæftiget sig meget med sin poliolidelse, er det efterhånden gået op for hende, at den drypvis har sat sine spor i hendes tilværelse.
Nøjagtig som andre polioramte ved Annemarie, hvad der kan være på spil, når en virus rammer os. Men isolationen har ikke afskrækket hende.

På Annemarie Mikkelsens køkkenbord troner et farverigt og næsten færdigt puslespil. Med 1000 brikker og titlen København.

”Det er noget af alt det, jeg bruger tiden på, når jeg ikke kan foretage mig det, jeg plejer. Forleden blev jeg færdig med Aarhus, så nu skal jeg vel snart til at kaste mig over en ny by,” lyder det fra 71-årige Annemarie Mikkelsen, som har spenderet over en måned i hjemmet syd for Aarhus og udelukkende har set sin allernærmeste familie på grund af corona.

Da vores trygge hverdagsliv slog revner, og corona begyndte at fylde overalt, var Annemarie én af dem, der fulgte nøje med i medierne.

”Underbevidst var der nok noget, der klikkede. Jeg bor i et seniorfællesskab og gik straks i gang med at overveje, hvordan jeg kunne sørge for at hjælpe mine naboer med at handle ind, så de i hvert fald ikke risikerede noget,” fortæller Annemarie.

Hun er tidligere socialrådgiver i Rehabiliteringscenter for Muskelsvind gennem tre årtier og vant til at bruge sig selv til at hjælpe andre. Men der blev dog hurtigt sat en stopper for planerne om at handle for naboerne.

”Min datter spurgte mig, om jeg var klar over, hvor gammel jeg selv er. At det er mig, der opfylder alle kriterierne og mig, der skal isoleres. Det havde jeg som udgangspunkt svært ved at acceptere. Sådan er vi nok som polioramte, at vi ikke bryder os om at blive pylret om, for vi skal nok klare os,” siger Annemarie og supplerer:

”Jeg har jo været isoleret som barn og adskilt i lange perioder fra mine forældre, og det sidder da i mig, og jeg ved, hvad der kan være på spil. Alligevel gjorde det mig ikke bange, da jeg hørte om corona og kunne se, hvad det udviklede sig til, men jeg vil helst følge rigtig godt med og selvfølgelig følge retningslinjerne. Jeg har respekt for livet, og det stammer både fra mit arbejde med mennesker med muskelsvind og min egen poliobaggrund.”

Alternativ stuegang

Annemaries onkel havde givet hende et bræt, som hun brugte til at lægge puslespil på, da hun som 12-årig var indlagt på Ortopædisk Hospital i Aarhus. Det blev lidt af et tilløbsstykke. Hun var blevet opereret i sit venstre ben, fordi væksten skulle standses. Efter operationen havde Annemarie en god tid med de andre nogenlunde jævnaldrende, som lå på stuen og blot afventede at vokse sammen.

”Vi hyggede os gevaldigt. Det var en anden tid, og der herskede en noget strengere disciplin end på sygehuse i dag, men det her puslespil gjorde noget ved stemningen. Ved stuegang spadserede personalet skiftevis hen til min hospitalsseng og inspicerede brikkerne på brættet: ’Nå, hvor langt er vi så kommet? Fandt du den brik, som vi har ledt sådan efter,’ spurgte Professor Thomasen. Det var jo ham, der bestemte, så det var måske derfor, de andre var med på, at der altså skulle lægges puslespil.”

Netop Professor Thomasen har prentet sig fast hos Annemarie.

”Dengang hvor jeg som 12-årig skulle opereres, kunne jeg straks udpege, at jeg havde set ham før. Jeg genkendte hans ansigt og de buskede øjenbryn. Det viste sig at holde vand. Som ung reservelæge havde han arbejdet på kuranstalten Hald, da jeg var der som fireårig,” siger den tidligere socialrådgiver og fortsætter:

”Det eneste jeg ellers kan huske fra Hald er de blå radiatorer og de røde bygninger. Min tante fortalte mig engang, at hun havde besøgt mig på min fødselsdag, og at hun syntes, det var et forfærdeligt sted med alle de syge børn. Men jeg er overbevist om, at jeg ikke led nogen overlast. Det hele var vel normalt for mig.”

”Da jeg fik min datter, gik det op for mig, hvor forfærdeligt det må have været for mine forældre. De måtte overlade mig til fremmede mennesker og håbe på, at den her ret ukendte lidelse ikke var alt for hård ved deres datter.

Blå ruskindsstøvler

Som 13-årig var Annemarie med sin mor til konsultation ved Professor Thomasen. Her viste han sig igen fra en menneskelig og uortodoks side:

”Thomasen stirrede på mine sko, som var sådan noget rigtig ortopædisk fodtøj. Han sagde: ’Hvad er det for nogle grimme sko? Sådan en pige som dig skal købe sig nogle blå ruskindsstøvler’. Så det tog vi ned i byen og gjorde. Det kan måske lyde som en lille ting, men det betød faktisk meget. Hvorfor skal os med et handicap egentlig nøjes med fodtøj, der blot skal være praktisk? Det er lidt som om, at man tænker, at det kan være lige meget.”

Det var Annemaries mor, der købte støvlerne til hende, og det var også moren, der varetog hjemmets forpligtigelser, mens Annemaries far var købmand i Kolding og havde travlt med at forsørge familien.

”Jeg har været heldig i den forstand, at jeg har haft en harmonisk familie. Samtidig har der været midler til at gøre livet lidt bedre. For det var sådan, jeg følte det, når min mor og jeg var til kontrol i Aarhus og for eksempel tog i Salling og gjorde en tur ud af det: Vi skulle hygge os og have det sjovt. Det gjorde det hele lettere.”

Rum til eftertanke

Polio har ikke været et samtaleemne i Annemaries familie gennem årene, og hun har heller ikke selv haft noget ønske om at dvæle ved det. Senere i livet er der dog faldet brikker på plads, som har givet rum til eftertanke.

”Da jeg fik min datter, gik det op for mig, hvor forfærdeligt det må have været for mine forældre. De måtte overlade mig til fremmede mennesker og håbe på, at den her ret ukendte lidelse ikke var alt for hård ved deres datter. Uvisheden og adskillelsen har været slem. Først var jeg i to måneder indlagt på Kolding Sygehus, året efter var jeg til rehabilitering på Hald, og som seksårig var jeg i København for at blive behandlet med elektriske stød i et halvt år. Under alle tre ophold så jeg stort set ikke mine forældre,” forklarer Annemarie og tilføjer:

”Jeg har fundet en gammel artikel fra en lokal avis fra Kolding, hvor min mor har beskrevet lidt af de tanker, hun havde. Det kan da ikke undgås, at det berører lidt.”

Uddrag fra artiklen:

”Annemarie havde fået Børnelammelse. […] Svære Dage og Nætter fyldt med Uvishedens gru fulgte for Annemaries Forældre. Det stod ganske klart, at Annemaries højre Ben ikke ’sov’, det var lammet, og lammelsen bredte sig også til det andet Ben og Hoftepartiet. Vilde Lammelserne fortsætte og angribe Aandedrætsorganerne? Vilde en Far og Mor miste deres eneste lille Datter?”
”En Dag fornylig kom Annemarie op fra Legen og spurgte sin Mor, om hun engang har kunnet løbe ligesom de andre Børn, og saa svarede hendes Mor, at selvfølgelig kunde hun løbe, før hun fik sit daarlige Ben. […] Hun husker ikke, at hun har været anderledes, og derfor har hun aldrig ondt af sig selv. Sommetider vil hun hellere kravle rundt i Stuerne, end hun vil gaa, men hun maa selv bestemme Farten, siger hendes Forældre, og det er utvivlsomt et saare fornuftigt Synspunkt.”

Polio prægede arbejdsliv

Det er et år siden, at 71-årige Annemarie havde sidste dag hos Rehabiliteringscenter for Muskelsvind og her i isolationstiden, er hun begyndt at tænke over, hvordan polio har præget hendes arbejdsliv.

”Nogle gange er livet sammensat af tilfældigheder, der viser dig vej. Havde jeg valgt at arbejde med handicapområdet, hvis jeg ikke selv havde haft polio? Det tror jeg ikke. Men da jeg påbegyndte den her karrierevej, og især i Rehabiliteringscenter for Muskelsvind, følte jeg mig hjemme med det samme,” reflekterer Annemarie Mikkelsen, inden hun slutter:

”Mit eget udgangspunkt med et handicap er én af grundene til, at jeg som socialrådgiver altid har turdet tale om ting, der gik helt tæt på. På den måde er polio faktisk kommet mig til gode, og det har været med til at forme mig. Det har måske også gjort mig lidt hårdhudet, men det betyder samtidig, at jeg i hvert fald ikke går i panik, når der sker uforudsete ting som eksempelvis corona. For det har altid faldet mig let at tilpasse mig nye situationer, og jeg tror, at det er gældende for mange med polio, at vi nok skal finde en vej, uanset hvad livet finder på at byde os,” afslutter Annemarie Mikkelsen.