Jeg ville ønske, jeg havde mistet et ben

Næstformand i UlykkesPatientForeningen, Ghita Tougaard, lever selv med en usynlig skade efter en ulykke. Hun oplever ofte manglende forståelse, fordi skaden ikke kan ses.

Af Ghita Tougaard, Næstformand i UlykkesPatientForeningen.

"Jeg ville ønske, jeg havde mistet et ben."

Sådan er der rigtig mange, der siger om den usynlige skade, de er blevet ramt af. Sådan har jeg også selv sagt så mange gange. Og jeg kan sagtens forstå sætningen, for det er hamrende svært at leve med et handicap, som ingen - ikke engang dig selv - kan se.

”Du ser jo så godt ud”.

Det er en af de sætninger, som mennesker med en usynlig skade tit hører. Ofte er den selvfølgelig sagt i en rigtig god mening og som omsorg, men når man indeni føler sig som en bunke knust glas, så føler man sig misforstået:

”Kan du da slet ikke se, hvor dårligt jeg har det?”

Hver dag forklare og forsvare, både til mig selv og til alle andre. Det er nemmere at forstå og forholde sig til, når det kan måles eller ses.

Snup en Panodil

Er det faktisk et reelt tab, når man ikke kan se det eller måle det? Det er jo ’kun’ noget, jeg mærker. Hver dag forklare og forsvare, både til mig selv og til alle andre. Det er nemmere at forstå og forholde sig til, når det kan måles eller ses.

Måske er det en naturlov, at vi sætter spørgsmålstegn ved det, vi ikke kan se, både når det gælder andre, men måske endnu mere når det er os selv. Er der virkelig noget galt? Er det ikke bare chokket? Er der ikke bare for meget at se til på arbejdet, med små børn eller teenagere derhjemme, har du ikke bare ondt i livet, er der gået hamsterhjul i den? Snup to Panodil, få en god nattesøvn, ryst lige
kroppen, så kører det igen. Eller gør det?

Jeg er en fiasko

Den svære tid kommer, når kroppen bliver ved at fortælle, at der er noget galt. Den virker som om, den virkelig har fået trafiktæsk. Det gør stadig ondt, man har så meget lyst til at sove og have ro, hovedet kan ikke tænke én klar tanke, intet kan man overskue, og selv forstår man virkelig ingenting. Det er alt for nærliggende at melde sig ud af alle fællesskaber, for man orker ingenting.

I lang tid efter min skade sammenlignede jeg mig selv med det, jeg kunne før og tænk, jeg tabte hver gang. Jeg kunne jo overhovedet ikke det samme som før. Fiasko hver dag. Sådan så jeg mig selv.

Jeg tænker nogle gange, om mine omgivelser også så mig sådan. I dag ved jeg, at det var der mange, der ikke gjorde, de var bekymrede, og de ville gerne hjælpe. De vidste bare ikke med hvad.

Jeg er stadig mig...

For nogle år siden var jeg til en middag. Min bordherre var kørestolsbruger, han havde brækket ryggen i en ulykke. Vi talte om hans ulykke og om min ulykke, og jeg sagde, at jeg ofte følte, at omgivelserne ikke havde forståelse for min usynlige skade, og det ville være nemmere, hvis jeg havde mistet et ben. Han sagde, at hans mål var, at han kunne komme til at gå 100 meter.

Den samtale satte noget i perspektiv for mig. Han forstod udmærket min frustration, han satte overhovedet ikke spørgsmålstegn ved min skade eller mine udfordringer, så måske lå hunden begravet ved mig selv.

Måske manglede jeg simpelthen at acceptere mig selv i en ny udgave, måske skulle jeg ’bare’ til at vise både mig selv og hele omverdenen hvem jeg nu er. Være bedre til at mærke efter, være mere tro mod mig. Gøre andre tryg i selskabet med mig ved at vise, at jeg godt kan passe på mig selv og godt kan yde til fællesskabet, måske ikke så meget som alle andre, men jeg kan, og jeg vil gerne, og jeg tager selv ansvar for, at jeg ikke falder omkuld. Fællesskabet kan regne med mig og mit bidrag, omend det er noget mindre end før.

Jeg er stadig mig, jeg behøver ikke forsvare eller forklare, hvem jeg er. Jeg er stadig min mands kone og mine børns mor, jeg er mine venners ven, og jeg er ovenikøbet i stand til at stifte nye venskaber. Og allerbedst er det, mine børnebørn synes, jeg er alletiders bedstemor, de kendte mig ikke før ulykken, og de møder mig bare, som den jeg er i dag – de ved ikke, hvad de kunne have haft, hvis ikke jeg var kommet til skade, og hånden på hjertet – det ved jeg jo heller ikke.

Artiklen stammer fra Livtag nr. 3, 2019.