Kreativt skriveværksted for mennesker med polio

Vil du på en opdagelsesrejse i ordenes verden? I samarbejde med Syddansk Universitet, MarselisborgCentret og Polioforeningen tilbydes et skriveværksted vinteren 2020 for mennesker med polio.

Skriveværkstedet, som ledes af en erfaren underviser i skrivekunst, er et frirum for dig, som har lyst til at opleve glæden ved at skrive og gå på opdagelse i ordenes verden.

Skriveværkstedet

På skriveværkstedet møder du andre kursister, og du kommer til at arbejde med forskellige øvelser knyttet til skriveprocessen. Derved vil du få et indblik i, hvordan en fortælling kan blive til samt en oplevelse af, hvordan ord danner rytmer og billeder i sproget.

I inviteres til at læse jeres korte tekster højt for hinanden, og I taler efterfølgende sammen om dem. Ved højtlæsningsøvelserne er det op til jer selv, om I ønsker at dele den skrevne historie med de andre deltagere. Det er vigtigt at understrege, at der ikke findes nogen rigtig eller forkert måde at løse opgaverne på, og korrekt retstavning er underordnet. 

Når du arbejder med ord og sprog, kan du finde nye måder at udtrykke dig på og derigennem måske nye måder at opleve tilværelsen på.

Skriveværkstedet vil blive ledet af den professionelle forfatter Christian Djurhuus

Kreativ skrivning

Kreativ skrivning hører til gruppen af indirekte terapier, hvor man anvender kunst eller alternative udtryksformer.

Kreativ skrivning kan anvendes både i forbindelse med somatiske og psykiske sygdomme. Kreativ skrivning fokuserer ikke på traumer i menneskers liv eller på sygdom, men gennem skrive og højtlæsningsøvelser får deltageren mulighed for at udvikle sine evner til at skrive og lytte. Kreativ skrivning giver deltagerne mulighed for at se verden, sig selv og andre på en ny og anderledes måde, som adskiller sig fra de traditionelle møder med sundhedssystemet.

Hvem kan deltage?

Du kan deltage, hvis du:

  • har polio
  • kan skrive og forstå dansk
  • kan deltage aktivt i et gruppebaseret forløb med skrivning, højtlæsning, gruppediskussioner og individuel vejledning.
  • har brug for at gøre noget for at genfinde fodfæste i livet.
  • er selvhjulpen

Praktiske forhold

Skriveværkstedet er gratis.

Der vil være plads til 10 deltagere. Tilmelding er først til mølle, dog prioriteres en ligelig kønsfordeling.

Du skal kunne deltage aktivt i skriveværkstedet.

Det hele finder sted på Marselisborg Centret, P. P. Ørums Gade 11, 8000 Aarhus. 

Evaluering

Skriveværkstedet er en del af et større forskningsprojekt, som undersøger og evaluerer, om skrivning kan have en støttende og positiv indflydelse for mennesker med en kronisk sygdom i forhold til velvære og hverdagsliv.

Derfor vil der være en forsker tilstede under hele skriveværkstedet som vil observere, hvad der foregår under forløbet.

Vi vil indsamle oplysninger om, hvordan du har det før, under og efter skriveværkstedet via deltagelse i et gruppeinterview, som forskeren vil udføre ved afslutningen på den 6. gang og igen 2-3 måneder efter.

Når evalueringen er færdig, vil resultaterne blive offentliggjort i anonymiseret form.

Du kan altid trække dit tilsagn om deltagelse i evaluering og forskning tilbage, hvilket på ingen måde får konsekvenser for din rehabilitering. Det vil dog betyde, at du så ikke kan deltage i skriveværkstedet.

Tidspunkt

Skriveværkstedet for mennesker med postpolio ligger følgende onsdage i uge 4-10, 2020, kl. 13:00-15:00:

  • 1. session - 22. januar
  • 2. session - 29. januar
  • 3. session – 5. februar
  • (VINTERFERIE)
  • 4. session – 19. februar
  • 5. session – 26. februar
  • 6. session – 4. marts

Sådan tilmelder du dig

Hvis du synes, at det lyder som noget for dig, kan du tilmelde dig skriveværkstedet helt gratis ved at henvende dig til projektkoordinator og videnskabelig assistent, Tine Riis Andersen: tiri@sdu.dk

Husk at oplyse navn, telefonnr. samt e-mailadresse ved tilmelding.

Læs mere om kreative skriveværksteder på Syddansk Universitets hjemmeside her