Kunsten at give plads til sig selv

Det er svært at dyrke selvomsorgen, når andre er dybt afhængige af, at man fungerer. Nye grænser skal læres og accepteres.

Af Paula Larrain

Egoist er det værste, man kan være som menneske. Det mantra er jeg vokset op med, og det har afstedkommet en god portion empati, men desværre også en tendens til selvopofrelse, som jeg bestemt ikke har fra fremmede.

At ofre sig selv

Min mor ofrede sin fremtid i eget land for at følge med sin forfulgte mand i eksil, og min mormor før da ofrede sig for alt og alle, efter hun på mirakuløs vis overlevede et jordskælv, mens hendes mand, der lå centimeter fra hende i ægtesengen, døde under murbrokkerne.

Kvindelig selvopofrelse ligger med andre ord til mit kvindelige ophav under bevidstheden af, at alle andre har det meget værre end én selv, og at der er brug for netop dig til at samle familiestumperne op. Med andre ord, det nytter ikke noget at pibe, mor skal tage sig sammen og klø på!

Den mentalitet lå også i mig, da jeg slog hovedet og min krop gik i stå på grund af min rystede hjerne. Og sådan har vi alle sammen noget i os selv, i vores genetik, at kæmpe imod, når sygdom eller ulykke rammer. Hvor mange kan netop genkende det med, at der bare ikke er plads til at have ondt? Ikke plads til at sige fra og hele i kroppens eget tempo? 

Lær at sig fra

En af de vigtigste opgaver som sygemeldt er at hjælpe sig selv og sin krop med at få det bedre. Men hvordan gør man det? Jeg fik en masse gode råd om at gå ture, ligge ned, slappe af, lade opvasken være og i det hele taget uddelegere alt, hvad jeg kunne. Jeg skulle lære at sige nej, inden min grænse var nået, for ikke at betale prisen med flere dages ubehag.

Når man har en usynlig skade, kan det være sin sag at forklare igen og igen, at man ikke kan komme til en festlig begivenhed, selvom man har meldt sig til. Alene det at tage sig sammen og ringe sig syg igen og igen, tog væsentlige kræfter og krævede en tur på sofaen.

Grænsesætning bliver i vores kultur opfattet som en respektløshed over for værten, der har inviteret, og derfor bliver selvomsorgen allerede her underlagt den høflighed, vi forventer af os selv og andre. Det er uhøfligt at melde fra i sidste øjeblik, og dermed bliver mennesker med usynlige lidelser ofte set som unødigt pibende og ja, uhøflige.

Hvor mange kan netop genkende det med, at der bare ikke er plads til at have ondt? Ikke plads til at sige fra og hele i kroppens eget tempo?

Dyrk selvomsorgen

Med hele det sociale dømmeapparat i hovedet, er det ikke et under, at selvomsorgen har trange kår. Jeg lærte på et tidspunkt at dyrke selvomsorgen, men det har bestemt ikke været gratis. Prisen betaler jeg endnu. Venskaber gik til. Enten fordi man sagde fra for mange gange, eller fordi man peb for meget. Uanset hvad, skal man ikke underkende, hvor stor en livskrise, en langvarig sygdom kan føre til. Den rammer dig, din familie og hele din sociale omgangskreds. Men det er dig og din krop, der reelt sidder med aben og med nøglen.

Ta den langsomme vej

I dag er jeg næsten helt på højkant igen, ikke mindst fordi jeg heldigvis på et tidspunkt accepterede, at den langsomme vej, var den hurtige vej til heling. Jeg måtte helt ned og aflyse alt, gå mine ture, sige nej til job, til fest, til middage, ja blive helt egoistisk for en tid. For netop at kunne komme igen i fuld vigør. Nu er jeg klar til at være der for andre igen. De bedste og vigtigste holdt heldigvis ud.

Artiklen er skrevet af Paula Larrain og stammer fra medlemsmagasinet Livtag.