Lange bukser og mamelukker

Inge-Lise har efterhånden affundet sig med sin polio og sit tyndere venstre ben, som hun i størstedelen af tilværelsen har forsøgt at skjule.

Hun blev både konfirmeret og gift i lange bukser. Det er der helt sikkert andre, som er blevet før hende, men for Inge-Lise Rathje var det et led i ikke at skille sig ud.

- Jeg har altid haft en form for skinne på mit venstre ben, som er meget tyndere end det andet og har dropfod. Siden konfirmationsalderen har jeg haft en skinne med pyntelæg, som bliver holdt fast af en støttestrømpe, fortæller 64-årige Inge-Lise fra Hadbjerg ved Hadsten.

Især i teenageårene og i hendes ungdom var hun påvirket af, at hun havde et ben, som så anderledes ud. Det gjorde dog meget, at hendes forældre var i stand til at  forstå hende og rumme hendes følelser.

Især i teenageårene og i hendes ungdom var hun påvirket af , at hun havde et ben, som så anderledes ud.

- Der er et billede, som står helt klart for mig, hvor jeg er i de spæde teenageår. Jeg kan stadig blive helt rørt over at tænke på det. Jeg sidder oppe på et bord foran min mor og er meget ulykkelig over mit ben. I stedet for at negligere det eller prøve at få mine følelser til at forsvinde, lyttede hun bare og lod mig være i mine følelser. Det var sådan, min mor var, og det har gjort en stor forskel i min opvækst. Det er i virkeligheden stadig det, der betyder noget: At jeg kan få lov til at have det, som jeg har det. For selvfølgelig har der været svære perioder i livet, hvor jeg bare ville ønske, at det ikke var mig, der havde polio.

Meldte ud om polio

I realskolen havde Inge-Lise tilpasset sit tøj til sine bens forskellige tykkelser ved at klippe det højre ben af et par mamelukker, som hun tog indenunder sine bukser. Det gjorde, at hendes venstre lår så tykkere ud.

- Det var helt enormt besværligt, når jeg for eksempel skulle klæde om til gymnastik. Men det var sådan nogle små ting, jeg kunne gøre, så jeg ikke følte, at jeg  behøvede at forholde mig til min polio og skille mig ud. Dengang anstrengte jeg mig også meget for at følge trop med de andre og gå normalt, siger Inge-Lise og fortsætter:

- Og det har da tæret på mit selvværd. På et tidspunkt havde jeg tanken, om jeg nogensinde ville få en mand og stifte familie. Dengang havde jeg været alene i et par år, havde arbejdet som pædagog og boede i en lejlighed i Aarhus. En veninde fik den idé, at vi skulle melde os til studenterrevyen, og til afslutningsfesten mødte jeg min  kommende mand. Det var i 1988. Der er ingen tvivl om, at jeg virkelig ville ham, for jeg var meget hurtig til at melde klart ud og fortælle om polio og mit tynde ben.  Sådan mindes jeg ikke, at jeg havde gjort før. Det skyldtes nok, at jeg et eller andet sted forudså, at det måske ville skræmme nogle væk. Heldigvis skræmte det ikke Peter.

Fungerer med kontrol

Langt størstedelen af den indre kamp med at acceptere sin egen krop har Inge-Lise for længst vundet. I specifikke situationer hænger dele af det gamle dog stædigt ved.

- Forleden tog jeg til Sankt Hans her i byen velvidende om, at jeg ikke kunne stå op ved bålet som de andre. Når jeg er udenfor, går jeg med krykkestok, og jeg havde medbragt en taburet, som jeg satte mig på. Så der skilte jeg mig helt tydeligt ud, og jeg skulle da også lige trække vejret lidt dybere end normalt. Jeg fortalte faktisk folk omkring mig, at jeg blev for træt, hvis jeg stod op. Det behøvede jeg måske ikke forklare, men det fungerer godt for mig at tage lidt kontrol, og jeg vil jo ikke sidde der og være en undskyldning for mig selv, lyder det fra østjyden Inge-Lise, som tilføjer:

Det er i grunden en underlig balancegang, for jeg skænker ikke min polio eller mit ben mange tanker, når jeg er sammen med min familie og mine venner.

- Det er i grunden en underlig balancegang, for jeg skænker ikke min polio eller mit ben mange tanker, når jeg er sammen med min familie eller mine venner. Jeg har
jo valgt min omgangskreds med omhu, og det er nogle fantastiske mennesker, som jeg nyder at være sammen med, hvor jeg ikke behøver spille skuespil. Det betyder heller ikke noget for mig, at helt fremmede kan se, at jeg går lidt skørt. Det er de mennesker, som ligger i spændet derimellem, som jeg har svært ved at vise det overfor; altså dem, hvor de kender mig lidt, men hvor meget stadig er en form for facade.

Delagtiggjorde kollegaer

Til dagligt er Inge-Lise fritidspædagogisk leder i en SFO på en skole i Aarhus, hvor hun har arbejdet i 27 år. De senere år er forskellige komplikationer, slid og smerter
stødt til, og det har gjort, at hun har været færre timer tilstede på sin arbejdsplads og indimellem har været fraværende.

- Det var begyndt at gå mig på, så jeg talte med min tillidsmand, der anbefalede, at jeg fik det sagt til mine kollegaer. At jeg fik fortalt, at jeg var nødt til at træne, at jeg gik meget til fysioterapi, men også, hvad det egentlig er for en situation, jeg befinder mig i.

Inge-Lise tog mod til sig og fik det med som et punkt på dagsordenen til et møde med sine kollegaer.

- Heldigvis blev det taget rigtig godt imod, og det var rart for mig selv at forklare lidt om det. For jeg har det stadig sådan, at jeg altid forsøger at undgå at gå forrest op ad trappen, fordi så kan de andre se, hvor dårligt jeg går. Egentlig kunne jeg være helt ligeglad, men jeg bryder mig ikke om det. Det handler nok om, at jeg jo helst  bare vil ses som Inge-Lise og bedømmes på min personlighed og min faglighed, når jeg er på arbejde.

Godt råd fra hospitalspræst

Inge-Lise har et bud på, hvorfor fragmenter af fortidens usikkerhed stadig viser sit ansigt.

- Jeg har jo ligesom andre polioramte knoklet og anstrengt mig for at være som alle andre, og jeg har i så mange år sværget til at gå i lange bukser og tænke i alle  mulige alternativer for at skjule forskellen på mine ben. Det sidder nok dybt i mig og mon ikke, at de her følelser stammer fra min barndom, teenageår og ungdom, hvor der på mange måder var mere på spil, siger Inge-Lise.

Inden længe begynder en ny epoke i Inge-Lises liv. Hun får sit første barnebarn i efteråret, og det fylder naturligvis meget.

- Det kan godt rumstere lidt i mine tanker, at der jo er nogle fysiske ting, jeg ikke kan med små børn. Heldigvis er jeg blevet meget bedre til at fokusere på, hvad jeg i stedet kan bidrage med i den givne situation. For der er jo sikkert meget andet, jeg kan byde ind med. Jeg har talt med en hospitalspræst, som lagde vægt på netop den tilgang, og den følger jeg på flere punkter i mit liv, siger Inge-Lise Rathje.

Artiklen er skrevet af Martin Hungeberg og bragt i Livtag nr. 3, 2021. 

Læs også

Læs også de andre artikler i vores tema om skyld og skam: