Livet må ikke kun handle om at undgå ubehag

Langt de fleste af os vil have gavn af at få defineret, hvad der er vigtigt i vores liv og sørge for at handle derefter, mener psykolog Anders Aaby.

- Lad os sige, at du enten går dårligt, sidder i kørestol eller har en skade, som får dig til at få dårlige tanker om at færdes i sociale relationer og ude blandt folk. Du vil rigtig gerne tage til din datters fodboldkamp, fordi det er vigtigt for dig. Men din bevidsthed og dine tanker fortæller dig, at folk kigger, eller at du ikke er god nok, eller at det er for besværligt for dig. Så du tager ikke afsted, fordi du ender med at lytte til de her tanker og skærme dig selv, siger Anders Aaby, der er psykolog og ph.d.-studerende.

Eksemplet læner sig op ad den psykologiske tradition ACT (Acceptance and Commitment Therapy), som Anders Aaby i sit daglige arbejde er meget inspireret af. Hvordan man kan overkomme situationen med fodboldkampen, vender vi tilbage til. Først er det nødvendigt at få et kort indblik i, hvorfor Anders Aaby tager udgangspunkt i netop ACT:

- Det er en super god tilgang til at håndtere situationer i livet, hvor virkeligheden slår hårdt. Hvor vi står i en situation, vi bestemt ikke ønsker, men som ikke umiddelbart står til at ændre. Hvis vi er fuldt ud fokuseret på at undgå de smertelige følelser, som opstår, eller på at kæmpe med de negative tanker, som ens bevidsthed kommer med, så kan vi nemt glemme at leve et rigt og tilfredsstillende liv,” siger psykologen.

 

Hvis man kan acceptere og leve med de vilkår, der er, og de tanker og følelser, som følger med, så vil de med tiden miste deres magt over dig.

Se din bevidsthed som en radio

Står man i en krisesituation, er det helt naturligt, at det er de negative tanker, som fylder. De kan have en enorm magt over ens velbefindende og livskvalitet, og tidligere har man i psykologien lagt vægt på, at man netop skulle ændre de negative tanker på grund af deres følger.

- I stedet ser vi nu, at der er et andet fokus, som jeg mener giver rigtig god mening: At det ikke er indholdet af dine tanker, som er problemet. Det er i stedet, hvordan du forholder dig til dem, siger Anders Aaby og fortsætter:

- Du kan se på din bevidsthed lidt som en radio, som gør, hvad den vil. Den kører altid i baggrunden, og den vil blive ved med at snakke. Hvis du rejser dig for at slukke den, så tænder den automatisk, så snart du sætter dig ned igen. Vi kan hurtigt ende i disse nytteløse kampe, hvor vi bruger al vores tid og energi på at holde tankerne nede. Vi kan imidlertid forholde os anderledes til dem ved at læne os tilbage og give slip og acceptere, at tankerne er der.

Hvis man kan acceptere og leve med de vilkår, der er, og de tanker og følelser, som følger med, så vil de med tiden miste deres magt over dig.

- Når vi ikke længere er involveret i en endeløs kamp mod livet, som det er i dette stadie, og de tanker og følelser, som opstår i vores bevidsthed, kan vi i stedet bruge vores energi på det, der giver vores liv værdi og mening, lyder det fra Anders Aaby.

Kortlæg dine værdier

Det fylder hos mange mennesker at forsøge at kontrollere de negative tanker og følelser, som opstår. Det gør man ved kontrolstrategier, og dem findes der rigtig mange af.

- Har du for eksempel ubehagelige tanker om, at de andre ikke kan lide dig, når du færdes i sociale relationer, så er det en kontrolstrategi at isolere dig selv og blive hjemme. Det kan også være en følelse af ensomhed, som dæmpes med andre former for distraktion: At spise noget sødt, drikke alkohol eller gå shopamok. Alt sammen noget som får tankerne og følelserne væk og gør, at du kan flygte for en kort stund. I små doser og i momentet kan det hjælpe, men generelt er det ikke hensigtsmæssigt at udvikle rigide kontrolstrategier, som du er nødt til at hive frem, hver gang dine tanker bliver problematiske for dig. Det vil kun i sidste ende gøre det hele værre, pointerer Anders Aaby.

En ulykke kan som mange andre kriser være en begivenhed, der sætter gang i den her proces med at kortlægge dine livsværdier.

Når man begynder at kunne give slip på sine kontrolstrategier, acceptere og leve med de nye livsvilkår og nye rammer efter en ulykke eller skade, så giver det rigtig god mening at se på, hvilke værdier der er vigtigst i dit liv og dernæst handle efter dem.

- Vi sammenligner konstant os selv med andre, og det er helt normalt. Derfor kommer der en masse forventninger, som vi trækker ned over os selv: At vi skal have et godt job, tjene mange penge, se ud på en bestemt måde, spise den rigtige mad osv. Taler man for eksempel med en psykolog, så vil mange mennesker faktisk finde ud af, at det er helt andre ting, der er vigtige i deres liv. En ulykke kan som mange andre kriser være en begivenhed, der sætter gang i den her proces med at kortlægge dine livsværdier, siger Anders Aaby.

Til sidst vender vi tilbage til løsningen på situationen med fodboldkampen.

- Radioen, det vil sige din bevidsthed, snakker i baggrunden, og din datter skal ud at spille den her fodboldkamp. Du er nervøs for at færdes i sociale relationer, men du bruger ikke tid og ressourcer på at kæmpe imod eller fjerne følelsen. Du accepterer den, giver den plads til at være der og tænker, at livet ikke handler om at undgå ubehag. Det er vigtigt for dig at se kampen, så du tager afsted, selvom radioen har bunkevis af argumenter for det modsatte. Du har forpligtiget dig til at handle ud fra dine værdier, og det kan i længden være nøglen til at opnå et rigt og værdifuldt liv, siger psykolog og ph.d.-studerende Anders Aaby.

Af Martin Hungeberg