Manden med Tarzan-syndrom kom til Danmark

Adham Dakwars polio var ubehandlet, da han som 14-årig alene forlod en flygtningelejr i Libanon og kom til Danmark langt mod nord. Det endte med at blive skelsættende for hans liv.

Han har mange gange fået at vide, at han er godt integreret. 60-årige Adham Dakwar er etnisk palæstinenser og født i en flygtningelejr i det sydlige Libanon, hvor han boede hele sin barndom.

- Det kommer bag på folk, når jeg siger, at det slet ikke var i Danmark, at jeg blev integreret, men i en flygtningelejr, siger Adham Dakwar og fortsætter:

- På grund af min polio, var jeg sammen med kvinderne i flygtningelejren. Det gjorde mig rund. Jeg kunne ikke gå selv, så jeg skulle bæres af min mor. Når hun havde sine veninder på besøg, var jeg hos dem. Og når kvinderne var alene, var de frie. Så grinede de, pjattede og snakkede om alt det, man egentlig ikke kan forestille sig i en traditionel muslimsk kultur. 

Udover at præge Adhams syn på ligestilling, så kunne han selv relatere til kvinderne, fordi de var nederst i hierarkiet og en slags minoritet som ham selv.

- At have et handicap er generelt meget tabubelagt i den kultur, jeg kommer fra. Den danske kultur bygger på de kvindelige værdier. Her skal du have dialog, du skal have samarbejde, og du skal være opmærksom på andre mennesker. Jeg er jo selv en minoritet og kunne meget nemt undertrykkes, ligesom kvinderne blev det i mange tilfælde. Så jeg har altid haft solidariteten og identificeret mig med kvinderne, forklarer han.

Fik lov at være synlig

Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, at livet i en flygtningelejr med polio kunne være udfordrende. Men Adham havde, som han selv siger, nogle klare fordele:

- Jeg er så heldig, at jeg er en dreng. For jeg havde en plads, også selvom jeg havde et handicap. Sådan var det i et mandsdomineret samfund. Det ville have været anderledes, hvis jeg var en pige. Jeg har en kusine med polio i Libanon. Hun sidder på 1. sal i et hus sammen med sin gamle mor og kommer ingen steder. Mulighederne for hende er meget begrænsede. Sådan er det desværre stadigvæk.

Andre gemte deres børn væk, hvis de ikke var som alle andre, for det skulle man helst ikke vise frem.

Adhams egen families syn på handicap og polio var heldigvis anderledes.

- Som barn i flygtningelejren fik jeg lov til at være synlig. I min familie har man den holdning, at det er Guds prøvelse og ikke Guds straf. Andre gemte deres børn væk, hvis de ikke var som alle andre, for det skulle man helst ikke vise frem. 

Han mindes ikke sin barndom som dårlig, og han føler ikke, at han gik glip af noget.

- Jeg kunne ikke løbe, men jeg kunne organisere og finde på, så jeg var med hele tiden, når vi legede. Spillede vi fodbold i skolen, stod jeg på mål. Legede vi krig, kunne jeg ikke kaste sten, men jeg kunne sige, hvad der skulle ske. At jeg var med til alt, har også haft betydning for, at jeg aldrig blev drillet.

Fordi hans far var skolelærer, var det muligt for ham at få en skolegang.

- Jeg sad bag på hans knallert på vej til skole, så det var mit held, at det kunne lade sig gøre. På den måde var jeg som alle andre børn. Min far behandlede mig også lige så striks som mine brødre. Til gengæld overdrev mor sin kærlighed til mig. Skulle jeg i biografen, så fik jeg altid ekstra med, og det gjorde mine brødre ikke. De accepterede dog, at det var sådan. Der er ingen tvivl om, at jeg var min mors øjesten, men samtidig hendes smerte på grund af min lidelse, husker Adham.

Danske læger i Beirut

Adhams svære polio gjorde, at hans forældre gennem en årrække forsøgte at hjælpe deres søn med forskellige metoder.

- Jeg var både til forskellige læger i lokalområdet, medicinmænd og spåkoner. Men det er ubehandlet polio, jeg har. Min krop udviklede sig mere eller mindre tilfældigt med de lammelser, jeg havde. Jeg kan huske, at jeg var til konsultation hos vores lokale læge. Han så, hvordan jeg kæmpede mig op ad vindeltrappen i klinikken. Han rystede på hovedet og sagde til mig, at jeg havde Tarzan-syndrom. Fordi, jeg gjorde noget, der ikke burde være muligt med mine lammelser. Men sådan var det, jeg var stædig. Det var dog ikke muligt for ham at gøre noget for at afhjælpe min situation.

En dag rygtedes det, at der i Libanons hovedstad Beirut var ankommet danske læger fra hjælpeorganisationen Terre des Hommes, som ville tilse børn for polio og måske tage nogle med til Danmark. Det fik straks Adhams forældre til at reagere.

- Vi kørte til Beirut, så jeg kunne blive visiteret. Jeg kan huske, at der var en virkelig lang kø foran klinikken. Der var mange, som kom langvejs fra og havde overnattet i køen,” fortæller Adham og fortsætter:

- Jeg kan huske, at de her læger kiggede på mig og så min ryg, som efterhånden var faldet helt sammen. De sagde, at den her knægt bliver ikke over 30 år. Han klapper sammen, så hvis der skal gøres noget, skal det være nu.

Sådan blev det. Den dengang 14-årige Adham blev udvalgt til at tage med til Danmark sammen med ni andre børn.

- Mit allerførste indtryk af Danmark fik jeg, da vi landede. Jeg var meget overrasket over, hvor pænt og rent her var. Ingen affald eller papir. Samtidig gjorde det rigtig ondt at komme væk fra familien. Jeg kunne blive voldsomt ked af det. Så gemte jeg mig i baghaven til den nedlagte skole, hvor vi boede, fordi græsset var så højt der. Og så græd jeg som pisket. Det var en smertefuld oplevelse, selvom jeg også havde det rigtig godt i Danmark.

Udsigtsløst i Libanon

Det var aldrig meningen, at Adham skulle blive i landet. Efter et halvt år og en vellykket operation af hans ryg vendte han da også tilbage til flygtningelejren, men så var uheldet ude.

- Jeg glider en dag, hvor jeg er i bad. Der var sat metalstivere ind langs rygsøjlen, og det havde rettet mig rigtig flot op. Men de knækkede ved faldet, selvom jeg først ikke ville tro det. Den var desværre god nok,” husker han.

Faldet skete under endnu et israelsk bombardement af flygtningelejren, som efterhånden var blevet hverdagskost. Livet i Libanon så udsigtsløst ud.

- Jeg fik lov til at komme til Danmark igen. På det tidspunkt er jeg 16, og jeg beslutter hurtigt, at jeg skulle gøre alt, hvad jeg kunne for at blive og skabe mig et bedre liv i Danmark. Det viste sig, at lægerne ikke turde operere mig igen, men i Libanon var der jo slet ingen behandlingstilbud. Jeg fik opholdstilladelse et år af gangen i starten af humanitære grunde.

Hvor Adham første gang i Danmark boede på en nedlagt skole i landsbyen Asserballeskov ved Sønderborg, blev han nu tilbudt at bo på et hjem for adfærdsvanskelige unge i Husum ved København. Senere fik han en lejlighed med hjælp fra PolioForeningen. 

- Foreningen har virkelig hjulpet mig meget, og det var vigtigt, når man kommer til et nyt land. Der var mange ting, man skulle vende sig til.

- Foreningen har virkelig hjulpet mig meget, og det var vigtigt, når man kommer til et nyt land. Der var mange ting, man skulle vende sig til. Også mange positive ting. Det gik for eksempel gradvist op for mig, at man i Danmark ikke havde samme negative indstilling til handicappede. Hvem skulle vælge én som mig, havde jeg tænkt. Med så skæv en ryg, lammelser og kørestol. Det var svære tanker som ung, men så begyndte jeg at få kærester. Det kunne jo sagtens lade sig gøre.

Adham knoklede for at blive en del af det danske samfund så hurtigt som muligt. Han tog 10. klasse, færdiggjorde derefter en HF og begyndte som frivillig tolk. Siden uddannede hans sig til skolelærer og var i mange år foredragsholder og debattør på integrationsområdet.

- Arbejde har fyldt meget i mit liv, og det har været vigtigt for mig, fordi jeg gerne vil fremme integrationen og skabe forståelse. Samtidig vil jeg gerne trodse min polio, det ligger dybt i mig. Men det vigtigste er selvfølgelig min familie og at have dem omkring mig. Min kone Inge og mine tre døtre. Nu hvor jeg selv har børn, så ved jeg, hvad det har krævet af mine egne forældre at sende mig til Danmark. De forstod, at jeg som handicappet ikke havde noget liv i lejren. Det er jeg meget taknemmelig for, siger Adham Dakwar.