Nanny er blevet curlingkone

Siden Leif fik postpolio har det været vanskeligere for Nanny at navigere i pårørenderollen. I dag er de dog landet et godt sted og føler sig rustet til fremtiden.

Da Nanny Kristiansen var barn blev hun af en anden piges forældre spurgt, om hun ikke ville lege med deres datter én gang om ugen. Pigen havde polio og blev Nannys veninde. 

”Så jeg var slet ikke skræmt af polio, og jeg tænkte heller ikke over det, da jeg mødte Leif. Det var ikke noget, jeg rigtig bed mærke i,” fortæller Nanny. Dengang var det kommende ægtepar henholdsvis 16 og 19 år, og de anede som alle andre intet om, at polio mange år senere skulle komme til at definere store dele af deres liv. 

”Leif havde også dengang et ben, som var meget tyndere end det andet, men det gjorde jo ikke noget. Selvfølgelig var jeg da træt af, at han ikke kunne danse med mig, og at han ikke havde lyst til at tage til stranden og den slags, hvor man kunne se hans ben,” siger Nanny og fortsætter: ”

Så der har været små ting undervejs, men det er først inden for de seneste år, at jeg virkelig har mærket, at det kan være udfordrende at være pårørende til en polioramt.” 

Fik stressreaktion 

76-årige Nanny og 79-årige Leif har i de seneste halvandet år boet i et nybyggerhus i Børkop syd for Vejle. Det er afgørende for deres fremtidige liv, at de er kommet ned i jordhøjde. 

”Leif kan ende i en kørestol permanent, så vi vil gerne gøre forholdene så gode for os som muligt. Her kan bilen holde lige uden for døren, og vi har ikke længere et stort hus og en have, som skal passes. Så det gør vores liv nemmere,” fortæller Nanny. Nem var processen til gengæld ikke. Leif forklarer: 

”Jeg var ikke til megen hjælp under flytningen, og der er over den seneste tid blevet lagt mere og mere over på Nanny. For syv-otte år siden begyndte det at gå ned ad bakke, og jeg kan nærmest ikke slå en bule i en klump smør i dag. Samtidig har jeg fået dropfod, og mit ellers gode ben er begyndt at blive dårligere.” 

Både fysikken og psyken havde været på overarbejde. Det er nok helt normalt, at man som pårørende ikke tager sig tid til at mærke efter, hvordan man har det. Man gør bare tingene, for fokus er jo ikke på os. Jeg var lykkelig, da flytningen var overstået.

”Ja, det endte med at være en hård flytning, fordi Leif ikke kunne bidrage. Jeg tror faktisk ikke, at han fyldte en eneste flyttekasse, men det er jo vilkårene. I overgangsperioden mellem flytningen fra vores gamle hus til vores nye, boede vi først syv måneder i et sommerhus og dernæst tre uger på en campingplads. Der fik jeg det skidt. En nat lagde jeg mig i min seng, og hele loftet kørte rundt over mig. Jeg satte mig op, og det fortsatte: Rundt og rundt. Der kunne jeg godt mærke, at der var noget galt,” husker Nanny. 

Det var en stressreaktion, som havde ramt hende, og hun måtte søge læge. ”Både fysikken og psyken havde været på overarbejde. Det er nok helt normalt, at man som pårørende ikke tager sig tid til at mærke efter, hvordan man har det. Man gør bare tingene, for fokus er jo ikke på os. Jeg var lykkelig, da flytningen var overstået,” fortæller Nanny. 

For tyve år siden blev Leif tilmed ramt af modermærkekræft, som han heldigvis er erklæret rask for i dag, men det har naturligvis også præget ægteparrets tilværelse. Nanny husker et opkald, som satte hendes situation som pårørende i perspektiv: 

”Leifs fætter ringede en dag, mens Leif lå på sygehuset. Han spurgte selvfølgelig til Leif, men pludselig spurgte han også, hvordan jeg havde det. Det var jeg uforberedt på, og der blev jeg helt stille i røret, og så begyndte jeg at græde. Jeg var ikke vant til, at der var fokus på mig som pårørende, slet ikke,” husker hun.

Rustet til fremtiden

Det har altid betydet meget for Nanny og Leif at rejse, men de havde egentlig afskrevet at komme på charterferie igen efter en tur til Malta i forbindelse med deres guldbryllup og Leifs 75-års fødselsdag. 

”Det blev simpelthen for besværligt. Hvor de fleste ægtepar går med hinanden i hånden, så kommer vi gående, hvor Leif støtter sig op ad mig. Alt med bagage blev også sværere, fordi jeg skulle klare alt, og vi begyndte at føle os meget begrænsede,” fortæller Nanny og tilføjer:

”Når vi har været alene på ferie, så er der mange oplevelser, vi ikke har været fælles om på grund af Leifs dårlige fysik, og det er jo ærgerligt. Jeg ville rigtig gerne dele de her ting med Leif, for det er en stor del af det at rejse. Når vi har været ved Møns Klint eller på Bornholm, så er det det samme: Jeg ser nogle ting, hvor tilgængeligheden ikke er så god, mens Leif må vente på, at jeg kommer tilbage.” 

Heldigvis har ægteparret et netværk, som har været gode til at hjælpe, hvor de kan. Sidste år blev de af et vennepar spurgt, om de ville med dem til Sydfrankrig. På deres næstkommende rejse har de endda fået overtalt Leif til at tage en kørestol med sig. 

”De ved, hvad Leif kan og ikke kan, og de ved, at de skal være tålmodige. Det betyder meget for os, og som pårørende er det utrolig rart at mærke. For jeg har mange kasketter på i hverdagen, og jeg er nok blevet lidt af en curlingkone efterhånden,” griner Nanny. 

”Du står for næsten alt det praktiske, og det er derfor vigtigt, at vi indretter os efter det. Jeg skal stadig lige vænne mig til tanken om at tage på ferie med kørestol, men måske det vil være godt for os begge. Generelt ser jeg mere begrænsninger og siger fra, mens Nanny tænker i løsninger. Det er de roller, vi har,” siger Leif. 

”Nogle gange er jeg nok lidt egenrådig, men det passer sikkert meget godt til vores situation. Jeg sidder ikke og er trist over, at Leif har det sådan her, for vi har været klar over, hvilken vej det kunne gå,” supplerer Nanny. Det er også rigtig vigtigt for hende at holde interesser ved lige. Det giver energi i hverdagen. 

”Når nu Leif ikke kan danse, så har jeg kompenseret ved at gå til linedance i 15 år, og jeg går også til gymnastik. Vores venner, der bor lidt længere nede ad vejen, har en hund, så jeg går også ofte ture med dem. Det er ting, som jeg godt kan lide at holde fast i.” 

”Så slipper jeg også for det,” lyder det smågrinende fra Leif. Selvom både Nanny og Leif ved, at Leifs fysik sandsynligvis kun bliver dårligere, så frygter de det ikke. 

”Vores nye hus ruster os til fremtiden, og det kommer os begge til gode, fordi jeg heller ikke kan følge med fysisk i længden. Det giver en ro, og så må vi ellers tage de udfordringer, som kan komme,” siger Nanny Kristiansen. 

Af Martin Hungeberg
Foto Anita Graversen