Ny film om polio - Epidemiens Ekko

Epidemiens Ekko er en fortælling om søskendeparret Niels og Lisbet, der voksede op i skyggen af den store polio-epidemi i 1952.
Søskendeparret Lisbet og Niels Frandsen

Filminstruktør Niels Frandsen er netop blevet færdig med filmen Epidemiens Ekko, der er en opfølgning til filmen 'Epidemien -jeg husker ikke noget, men jeg glemmer det aldrig' fra 2001.

Epidemiens Ekko handler om, hvordan Niels og hans søster Lisbet afdækker et særligt bånd
imellem sig, grundlagt under polioepidemien, men først erkendt langt op i deres
voksne liv.

Niels, der i årtier har følt sig rask, mærker pludselig, at polioen vender
tilbage - i form af nye lammelser, smerter og ulidelig træthed. Det samme mærker
hans ellers altid friske og raske søster.

For Niels er diagnosen klar: Lisbet lider af post polio. Ingen i familien, ikke engang Lisbet selv, har opdaget, at hun hele livet har levet med polio. Hun havde poliofeberen umiddelbart før Niels, men fik ikke synlige lammelser. Da de var børn passede Lisbet på sin lillebror - nu er han den
“erfarne”, der støtter sin søster i hendes nye virkelighed som polioramt. Rollerne
er byttet om. Undervejs gennemgår Niels selv en stor personlig erkendelse.

Filmen kan lige nu streames fra dr.dk