Nyt forskningsprojekt om polio

Hvorfor får nogen mennesker alvorlige lammelser af poliovirus, mens andre slet ikke mærker, at de er smittet? Det vil et nyt videnskabeligt studie på Aarhus Universitetshospital undersøge. Idéen til projektet stammer fra overlæge i PolioForeningen, Lise Kay.
Deltagerne får taget en blodprøve, der kort tid efter tapning fryses ned til minus 150 grader, indtil forskerne er klar til at starte analyserne.

Det vides ikke i dag, hvad årsagen er til, at poliovirus hos nogle mennesker går ind i centralnervesystemet og giver lammelser, mens det ikke gør det hos mange andre.

En del forskningsresultater tyder på, at vores immunforsvar spiller en meget vigtig rolle. En teori er derfor, at der er en brist i immunforsvaret hos dem, hvor infektionen går over i centralnervesystemet, og at denne brist skyldes mutation i et eller flere af de gener, der styrer, hvordan immunforsvaret fungerer.

Nogle er måske mere disponerede

Teorien er således, at personer, der har mutationen, vil være mere disponerede for at få meget alvorlige sygdomsforløb, når de bliver smittet af bestemte virus.

- Jeg synes, det er virkelig spændende forskning med et stort potentiale for at opnå viden, der kan hjælpe os med at undgå de meget alvorlige konsekvenser, en infektion med polio og tilsvarende vira kan have. Håbet er jo, at vi kan blive klogere på, hvorfor immunsystemet hos nogle ikke er i stand til at forsvare sig mod, at infektionen breder sig til nervesystemet. Hvis vi finder ud af det, kan vi også blive bedre til at forebygge og behandle sådanne infektioner, siger Lise Kay, overlæge i PolioForeningen.

20 deltagere i forsøget

PolioForeningen har hjulpet med at rekruttere de cirka 20 polioramte, der skal deltage i forsøget, en af dem er Jan Højegaard Jensen.

- Hvis jeg kan være med til at sørge for, at det bliver nemmere at bekæmpe polio fremover, så vil jeg da gerne det, men jeg har ikke nogen forventning om selv at få noget ud af at deltage. Det gør jo ikke nogen forskel for mig at få at vide, om det skyldes en brist i mit immunforsvar, at jeg blev smittet med polio, men jeg har selv fået så megen hjælp gennem tiden, at jeg gerne giver lidt tilbage, fortæller Jan Højegaard Jensen.

Læs mere i Livtag

Læs mere om forskningsprojektet i PolioForeningens medlemsmagasin Livtag, der udkommer den 12. september.