Omprioriteringsbidrag: Demonstrationer den 12. maj

Kom til demonstration mod regeringens omprioriteringsbidrag - som betyder at kommunerne skal spare. Der er demonstrationer i hele landet.
Omprioriteringsbidrag: Demonstrationer den 12. maj

12. maj er der demonstrationer over hele landet. Formålet er at vise utilfredshed med regeringens omprioriteringsbidrag, som vil tvinge kommunerne til at spare.

Målet er at forhindre, at omprioriteringsbidraget bliver en del af den økonomiaftale, som regeringen og kommunerne skal lave for 2017.

Bag initiativet står Velfærdsalliancen, og Danske Handicaporganisationer er én af de mange organisationer, der bakker op om initiativet. DH er paraplyorganisation for en lang række handicaporganisationer, herunder PolioForeningen.

Om omprioriteringsbidraget

Omprioriteringsbidraget betyder, at kommunerne skal spare en procent af den samlede drift hvert år frem til 2019. Regeringen kan så selv prioritere, hvad pengene skal bruges til. Om de skal tilbage til kommunerne, og hvad kommunerne i givet fald må bruge dem til. I 2016 er besparelsen på 2,4 milliarder.