Polio splittede Jans familie

Under den store epidemi fik både Jan og hans mor poliolammelser. Det satte tydelige spor i familielivet.

I et indbundet fotoalbum hjemme hos 70-årige Jan Højegaard Jensen skiller ét billede sig ud. Det er fra 1961 på en ferie til Bornholm, motivet er let sløret, der er højt græs i forgrunden, og en elegant Ford Vedette agerer fikspunkt med glade mennesker rundt om den. Men ser man nærmere efter, gemmer billedet på mere end det. Livsbetingelser ynder Jan Højegaard Jensen selv at kalde den slags. Han er 12 år på billedet og sidder i græsset rank som en flitsbue på grund af det strækkorset, han har på. De to børn ved siden af ham er hans fætre, og den stående kvinde er hans tante. Inde i Ford’en sidder hans mor. Det er hendes kørestol, som er placeret bag på bilen.

”Min fars familie kommer fra Bornholm, og jeg var der næsten hver sommerferie i min barndom. Der har jeg mange gode minder fra, og der går sommerferien hen igen i år med min kone og vores barnebarn. På grund af min fysik i dag er der ting, som jeg ikke kan, men det tager jeg ikke tungt, og det har jeg aldrig gjort. Du kan ikke lave om på det, så der er ingen grund til at gå og være ked af det. Min mor var lammet i benene på grund af polio og sad i kørestol, mens polio blandt andet hæmmede min ryg og min vejrtrækning. Men vi fik det altid til at fungere alligevel,” siger Jan Højegaard Jensen og fortsætter:

”Min mor og jeg fik polio samtidig, under den store polioepidemi i 1952, og vi blev kørt på hospitalet i samme ambulance. Jeg var to år og min mor var 27. Jeg husker selvfølgelig ikke noget fra det, men det har præget os ganske meget. Vi blev en opdelt familie på grund af polioen.”

Jeg ved jo, at andre børn ikke var i fysisk kontakt med deres forældre i lange, lange perioder. På det punkt var jeg heldig, fordi vi var tæt på hinanden. Vi lå aldrig på samme stue, men hun var i nærheden. Det har uden tvivl givet noget tryghed.

Storebror sendt til Silkeborg

I modsætning til de fleste andre poliobørn havde Jan sin mor tæt på, da han først var indlagt på Blegdamshospitalet og derefter Hornbæk Kurbad.

”Jeg ved jo, at andre børn ikke var i fysisk kontakt med deres forældre i lange, lange perioder. På det punkt var jeg heldig, fordi vi var tæt på hinanden. Vi lå aldrig på samme stue, men hun var i nærheden. Det har uden tvivl givet noget tryghed,” forklarer Jan.

Men samtidig har han også senere i livet funderet over, hvor svær situationen må have været for hans mor.

”Det har været hæsligt for hende at vide, at på én af de andre stuer lå hendes lille søn, som blev holdt i live med håndventilation. Puha. Når man selv har børn og børnebørn, så tør man næsten ikke forestille sig, hvordan det må have været.”

Fordi han var indlagt sammen med sin mor, var hans far nødsaget til at overveje, hvordan han kunne få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Resultatet blev, at Jans et år ældre storebror skulle bo andetsteds i familien. Først henvendte de sig til Jans moster i Slagelse, men her var de nervøse for udsigten til at have en dreng boende med poliosmittede i den nære familie. Hos en anden moster, hvor de allerede havde haft en mindre grad af sygdommen inde på livet, accepterede de.

”Så min bror kom til at bo 2-3 år i Silkeborg, min far blev boende i København, og min mor og jeg var indlagt. Det tog hårdt på alle, selvom det ikke var noget, jeg spekulerede over dengang, sådan var det bare,” mindes Jan.

”Det har været hæsligt for hende at vide, at på én af de andre stuer lå hendes lille søn, som blev holdt i live med håndventilation. Puha. Når man selv har børn og børnebørn, så tør man næsten ikke forestille sig, hvordan det må have været.”

Som om tyngdeloven blev ophævet

Da familien igen var samlet i hovedstaden, så meget anderledes ud. Indendørs kørte Jans mor rundt i sin kørestol, mens han skubbede hende, når de var udenfor.

”Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det var mig, som altid skulle skubbe hende. Min bror var jo ældre og havde ikke polio. Måske havde det noget at gøre med, at min mor og jeg jo havde polioen og det at være syge sammen. Jeg følte i hvert fald, at vi havde et særligt bånd. I årene efter tog vi til træning og konsultation sammen på Ortopædisk Hospital og hos PTU på Tuborgvej. Min mor prøvede at få arrangeret, at vi havde aftaler i forlængelse af hinanden, så det næsten altid var en fælles ting,” siger Jan og tilføjer:

”Men selvom meget i vores familie kom til at handle om polio, så levede jeg et stort set almindeligt liv. Som 12-årig fik jeg et strækkorset, efter jeg var blevet opereret, fordi jeg var ved at falde sammen i ryggen. Jeg holdt mig ikke tilbage, så jeg fik ødelagt korsettet flere gange. Det endte med, at min mor fik værktøj og skruer med hjem, så vi selv kunne fikse det.”

Jan husker ikke, at han i sin barndom var tynget af, at hans mor havde polio og sad i kørestol, og han var heller ikke bekymret over hendes tilstand. Det kom derfor som et chok, da hans mors ellers så stærke ydre krakelerede, og hun for første gang blev indlagt på psykiatrisk hospital med en svær depression.

”Det var som om, tyngdeloven pludselig blev ophævet. Jeg havde slet ikke regnet med det. Set i bagklogskabens klare lys var der måske tegn, men det tænker man ikke over, når man er 16 år. Det var en svær tid, og hun var indlagt flere gange derefter,” husker Jan.

Hendes ben mod min ryg

Hvor polio én gang havde splittet familien ad, endte den indirekte med at gøre det igen. Lige efter forældrenes sølvbryllup blev de skilt, og Jans mor kom til at bo alene det resterende af sit liv. Senere fik Jan postpolio som 30-årig, og han har i dag et liv, som er defineret af hans lidelse med blandt andet en BiPAP til vejrtrækning, når han sover.

”Jeg trækker mere eller mindre kun vejret med mellemgulvet, så der skal ganske lidt til, før jeg bliver forpustet. Min ryg falder mere og mere sammen, og jeg har efterhånden meget svært ved at løfte ting. Det går fysisk nedad bakke stille og roligt, det er der ingen tvivl om. Men jeg vil til alle tider sige, at polio ramte hårdere ned i min mors tilværelse, end den nogensinde har gjort i min.”

Han pointerer, at han aldrig har kendt til andet, mens hans mor forinden havde levet et fuldstændig normalt liv.

”Det gør en markant forskel i min verden. Der må have været en masse drømme, som skulle revideres. Alle de forventninger hun havde til livet som mor og hustru blev ødelagt. Ligesom jeg selv fik hun også postpolio, og hun var hårdt ramt på fysikken. At det ramte hende hårdt psykisk også, det synes jeg bestemt ikke, at man kan sige noget til,” siger Jan Højegaard Jensen og afslutter:

”Hvis jeg som barn kunne finde på at brokke mig eller forsøge at sno hende om min finger, så spurgte hun, om vi skulle bytte: Hendes ben mod min ryg. Det satte tingene lidt i perspektiv, og det var vel én af grundene til, at jeg i hvert fald aldrig havde ondt af mig selv. Men der har da også været ting i mit liv, som jeg har været nødt til at omtænke eller tilpasse til polio og postpolio: Hvordan jeg planlægger min hverdag, hvordan jeg tager på ferie, og at jeg valgte et sidestillende arbejde i it-branchen. Sådan former tilværelsen sig, det er livsbetingelser, og det ser jeg ingen grund til at gå og være trist over.”