Polioepidemier gennem tiden

Vi ved en del om den store polioepidemi i Danmark i 1952-1953, hvor ca. 7.000 blev ramt af sygdommen. Men hvordan var det egentlig med polio før 1952? Det ved vi ikke meget om, og det er svært at finde litteratur, der beskriver polio før 1952.

I de danske medicinalberetninger omtales børnelammelse første gang i 1903, og i 1905 viser den første egentlige epidemi sig, hvor der anmeldes ca. 100 tilfælde. I de efterfølgende år optræder sygdommen kun sporadisk. I årene fra 1909 til 1932 er der relativ store udbrud af sygdommen i 1911 og i 1919. Epidemierne er ikke altid afgrænset til et enkelt år. For eksempel er året 1911 nok nærmere toppen af en epidemi, der strækker sig over årene 1910 til 1914. Epidemien i 1919 var derimod afgrænset til et enkelt år.

Frem til 1933 indberettede man kun de poliotilfælde, der medførte lammelser. Der har sandsynligvis også været tilfælde af polio, der ikke gav lammelser i de tidligere epidemier, det er bare ikke blevet registreret som polio. Fra 1933 og frem har man registreret polio både med og uden lammelser.

Epidemien i 1934

Den største epidemi før 1952 var i 1934. Dette var første gang, man også registrerede de tilfælde, der ikke gav lammelser. Epidemien begyndte allerede i 1933 og strakte sig ind i 1935. Den toppede i september 1934, hvor 650 tilfælde blev registreret på en enkelt uge. I hele 1934 blev omkring 4.700 smittet med polio, hvoraf ca. 600 havde lammelser og omkring 100 personer døde. Befolkningstallet var på dette tidspunkt 3.600.000. Antallet af indlagte oversteg i høj grad kapaciteten på landets hospitaler og for at huse de mange patienter, måtte man låne telte af hæren.

Behandling med serum

Under epidemien i 1934 brugte man for første gang serumindsprøjtninger som et forsøg på at forebygge eller mindske lammelser. Tanken var, at serumbehandlingen skulle gennemføres i det tidligste stadie af sygdommen, og at det dermed kunne forebygge lammelser. Der var dog tale om forsøg og megen diskussion af, om det virkelig havde en effekt.

Serumbehandlingen blev fremstillet af blod fra personer, der have haft polio. Formodningen var nemlig, at man var immun over for polio, når man havde haft sygdommen. Blodet fra personer, der havde haft polio, indeholdt dermed antistoffer, som altså skulle virke gavnligt på patienter, hvis man gav det tidligt i forløbet.

Håbet var, at serummet kunne anvendes til på sigt helt at undgå sygdommen, og derfor brugte man epidemien i 1934 til at gøre sig erfaringer med brugen af serummet.

Konklusionen blev dog, at serummet ikke havde effekt, og først i 1955 indførte Danmark vaccination mod polio, hvorefter forekomsten af polio faldt. Op gennem 1940’erne var der gentagende epidemier, indtil den største epidemi ramte Danmark i 1952. Befolkningstallet var på det tidspunkt 4.300.000 og under epidemien blev 5.676 mennesker smittet, hvoraf 2.450 fik lammelser og 262 døde.

Se en oversigt over polioepidemien gennem tiden