Rotary hædrer Mogens Folkmann Andersen

Presseansvarlig i PolioForeningen, Mogens Folkmann Andersen, har modtaget en flot hæderspris fra organisationen Rotary.
Fra venstre ses Bjørn Zebitz, Mogens Folkmann Andersen, Grethe Christiansen og Peder Jon Andersen

Mandag d. 6. september 2021 blev Mogens Folkmann Andersen udnævnt som Paul Harris Fellow af organisationen Rotary. Paul Harris grundlagde sammen med tre andre Rotary i 1905, og har lagt navn til prisen.

Samarbejde mellem PolioForeningen og Rotary

Prisen, som består af et diplom og en Paul Harris-nål, blev overrakt af tre medlemmer fra Rotary. I deres begrundelse til Mogens, sagde formand for Rotary Danmark, Peder Jon Andersen, bl.a.:

- Kære Mogens, Rotary glædes over det mangeårige samarbejde med PolioForeningen, hvor du som kommunikationsansvarlig har været meget initiativrig omkring vores samarbejde. Du har de seneste mange år frontet PolioForeningen over for os, og du har inddraget og synliggjort Rotary i samarbejdet. PolioForeningen har deltaget i Rotarys aktiviteter, og mange herfra har været en del af dette. Du opleves interesseret og vedholdende i samarbejdet ved din gode positive, solide måde at være på. Det er dette samarbejde og din vedholdende indsats, vi anerkender ved at gøre dig til Paul Harris Fellow.

End Polio Now

Rotary støtter og arbejder for udryddelse af polio gennem en mangeårig og vedholdende indsats. Det gør de gennem programmet End Polio Now.

I dag er polio næsten udryddet, og der registreres ifølge WHO kun få tilfælde i Pakistan og Afghanistan. Det er End Polio Now programmet, der har bidraget til dette. Det er et program i samarbejde mellem Rotary, WHO og UNICEF.

En stor spiller er også Bill and Melinda Gates Foundation, der årligt bidrager med et substantielt beløb.

Læs mere om End Polio Now

Læs mere om Rotary Foundation