Spark døren op og træk livet ind

I bogen ’Spark døren op og træk livet ind’ leverer Hanne Klitgaard Larsen en personlig vidneberetning til fortællingen om polio og handicap i Danmark. Bogens hovedbudskab er, at man kan lære meget af at have et handicap, og at man selv overvejende skaber rammerne for sin tilværelse. Også selvom livet kan være barskt.

Man kan ikke regne med voksne, tænke hun som lille. Hanne Klitgaard Larsen voksede op skiftevis på diverse hospitaler, på Geelsgård Kostskole og hos sin familie i Herlev, hvor det var morens store sorg at have fået et barn med polio.

Hanne hørte sin mor sige, at det kunne være, at hun skulle tage sit eget liv, fordi omstændighederne var så ulykkelige. Det var med til at give polioramte Hanne en knude af skyldfølelse, som hun først slap mange år senere.

Men det var ikke kun hendes forældre, som nedbrød hendes tillid til voksne.

- Jeg gik på Geelsgård Kostskole i Virum i 10 år, og der oplevede vi børn mange ting, som kan virke ubegribelige i dag. Mine forældre kunne ikke skabe et godt hjem for mig, og sådan var det for flere af os. En dag kom en dreng og hans forældre til Geelsgård. De var kørt fra deres hjem i Aars ved Aalborg, og de havde fortalt deres dreng, at de bare skulle på besøg for at se stedet. Men pludselig kunne vi se dem køre uden ham, og så blev han på skolen ligesom os andre. Der var personale på stedet, som ville os det bedste, men der var sørme også nogle, som skulle have haft en pølsevogn i stedet for at have med børn at gøre, husker i dag 68-årige Hanne. Hun fortsætter:

- Det gjorde alt sammen, at jeg følte, at man ikke kunne stole på de voksne. Jeg var ikke glad for alle de skift, der var i mit liv, men jeg kunne jo intet gøre. I alt gennemgik jeg 18 operationer, for især ortopæderne fik mange idéer. De håbede selvfølgelig på, at det kunne gavne min fysik, men vi var en slags eksperimenter, og vi var statens børn, som skulle skærmes fra omverdenen og til en vis grad gemmes af vejen.

Det er nogle af de episoder og emner, man kan læse om i bogen ’Spark døren op og træk livet ind’, som Hanne Klitgaard Larsen har brugt de seneste 10 år på at indsamle materiale til, skrive og udgive i foråret 2020. Bogen er, som hun selv beskriver det, en kærlig-ærlig bog.

- Efter min mening, så er de personlige beretninger fra dengang handicaphistorie og en del af vores fælles historie, som vi ikke må glemme. Min bog er ikke ment som et anklageskrift, og det spillede selvfølgelig ind, at tiden var en helt anden dengang, men det menneskesyn, som herskede dengang, ser jeg desværre også af og til i dag.

Et handicap skal ikke være en undskyldning for at leve et dårligt liv eller for ikke at gøre alt for at skabe den tilværelse, man gerne vil have.

Man skal ikke finde sig i alt

Det gennemsyrer både hendes eget livssyn og udgør bogens røde tråd, at tilværelsen skal være fyldt med lyst til livet til trods for udfordringer og benspænd.

- Jeg føler helt klart, at jeg har levet på mine egne præmisser. Et handicap skal ikke være en undskyldning for at leve et dårligt liv eller for ikke at gøre alt for at skabe den tilværelse, man gerne vil have, pointerer Hanne, der er uddannet pædagog, beskæftigelsesvejleder og terapeut.

Hun har været aktiv i blandt andet teatergruppen Århus Kryk-Ensemble, hun har dyrket højskolelivet og deltaget i handicaporganisationernes politiske arbejde.

Bogen om hendes liv faldt sammen med både coronaepidemiens rasen og PolioForeningens 75 års jubilæum.

- Det var ikke tilsigtet, at bogen skulle komme i foreningens jubilæumsår, men det passer rigtig fint ind. Jeg vil gerne give et lille indspark til den samlede fortælling om os polioramte. Jeg forestiller mig, at andre med polio kan få noget ud af at læse den og selvfølgelig fagfolk, men også andre grupper af mennesker med handicap eller forældre med børn, der har et handicap. I bogen er der også en række råd til, hvordan man skal forholde sig i kontakt med sundhedssystemet og forskellige kommunale myndigheder som handicappet. For der har jeg godt nok også samlet mig en del erfaring efterhånden.

Jeg oplever desværre stadig, at enkelte ser mennesker med handicap som erfaringsløse og er nedladende, når de ser mig i en kørestol.

Selvom mange af de tidligere omtalte oplevelser og det forkvaklede menneskesyn heldigvis overvejende hører fortiden til, så er der nemlig fortsat sprækker i den måde, som mennesker med handicap bliver mødt med i vores samfund, understreger Hanne:

- Jeg oplever desværre stadig, at enkelte ser mennesker med handicap som erfaringsløse og er nedladende, når de ser mig i en kørestol. Når jeg bliver talt nedladende til af eksempelvis en læge, så gør jeg opmærksom på det. Så siger jeg til vedkommende, at det burde stå på deres skilt, at han eller hun ikke kan finde ud af at tale ordentligt til mennesker med handicap. For det skal man ikke finde sig i.

Dukker og Cassiopeia

Når livet var vanskeligt i Hannes barndom, og det var det ganske ofte, brugte hun sin gode fantasi og kreative væsen til at flygte lidt fra virkeligheden. Hendes fantasiland hed Cassiopeia efter stjernetegnet, og det blev hendes fristed, som hun med årene byggede op i sit sind.

- Jeg havde fået øje på et tydeligt W på himlen en aften, hvor jeg lå på Ortopædisk Hospital i København og ventede på endnu en operation. Det fik mig til at spørge fru Thrane, en sygeplejerske, som var rigtig god til børn, hvad det var for noget. Jeg var fem år, og jeg følte, at meget i tilværelsen var truende og ubehageligt. Cassiopeia lød så flot i mine ører, så det måtte være et godt sted, tænkte jeg, og jeg begyndte straks at tænke på det som et fantasiland. Bagefter trak fru Thrane gardinerne for vinduerne og sagde: ’Godnat søde børn og englene vil passe på jer’, mindes hun.

Hanne havde også en anden måde at flygte på.

- Dukker har altid fascineret mig. Min mor syede tøj til mine dukker af aflagt tøj, og jeg har selv lavet dukker gennem mange år. Igennem dem kan man også skabe sin egen verden, og det præger jo også mit hjem i dag, siger Hanne og supplerer:

- Det er mekanismer, som man tyer til som barn for at klare sig igennem. Da jeg blev voksen kom jeg i terapi, og der kunne jeg slippe den skyldfølelse, jeg havde over, at jeg var det besværlige, unormale barn i familien. Det hjalp mig enormt meget, ligesom et ophold på Egmont Højskolen virkelig fik mig til at se livet i et mere positivt lys. Men ikke alt forsvinder bare, og jeg har ligesom flere andre Geelsgård-børn fået PTSD.

I dag stikker PTSD sit hoved frem i specifikke situationer, der typisk har noget med sygehuse at gøre.

- Når jeg eksempelvis skal have skiftet tube i min respirator, så kommer reaktionen prompte: Jeg begynder at ryste, får vejrtrækningsbesvær og sveder helt vildt. Det er selvfølgelig ikke rart at have med sig, men det stammer fra min barndom, det er jeg ikke i tvivl om.

Selvom livsglæde, gåpåmod og en skarp humoristisk sans stråler ud af Hanne i dag, bliver hun sandsynligvis aldrig helt færdig med at beskæftige sig med fortidens spøgelser.

- Jeg spekulerer indimellem over, om man burde kræve en undskyldning af staten. Ligesom man har set det med børnehjemsdrengene fra Godhavn eller Sprogøpigerne. Der er i hvert fald sket et svigt, som man ikke bare kan hviske ud og sige: ’Det var dengang’. Måske vil der aldrig komme en undskyldning, men burde man forsøge sig?

Hun tilføjer også, at hun lever fint videre uden en undskyldning, for det handler allermest om, hvad man selv får ud af tilværelsen.

- Tag livet ind og tro på, at man klarer det, der kommer. Det er det, jeg forsøger at gøre, og selvom meget har været uretfærdigt og barskt, når jeg tænker tilbage, så har endnu mere været livsbekræftende og fantastisk, afslutter Hanne Klitgaard Larsen.

Deltag i webinar med Hanne Klitgaard Larsen

Mandag den 16. august kl. 14.00 kan du møde Hanne Klitgaard Larsen i et webinar, som PolioForeningen arrangerer. Webinaret er gratis og alle er velkomne.

Tilmeld dig webinaret