Styr dit hjem med dine øjne

To studerende på Danmarks Tekniske Universitet, DTU, arbejder i øjeblikket med en ny teknologi, der gør det muligt at styre effekter i hjemmet med øjnene.

Mulighederne på velfærdsteknologi-området accelerer i disse år, og Frederik Neble og Elias Pedersen, der begge er bachelorstuderende ved DTU, er i færd med at tilføre endnu et nyttigt redskab for mennesker med svære motoriske handicap. De har udviklet teknologien Enable, hvor det er muligt at styre effekter i hjemmet med sine øjne. Det kan være alt fra at tænde en bordlampe til at skrue op for varmen eller åbne og lukke et vindue.

Ny form for eye tracking

Det kan lyde frygtelig avanceret, men alt du skal bruge, er din smartphone. De to studerende har opfundet en ny form for eye tracking, som er gestusbaseret. En gestus med øjnene kan for eksempel være at se til højre og derefter til venstre foran sin smartphone, så man dermed tænder for sin kaffemaskine eller opnår en anden ønsket handling. Enable kan også arbejde sammen med apps, som styrer anden teknologi i hjemmet.

- Målet er at give mere selvstændighed og uafhængighed i hverdagen til mennesker med bevægelseshandicap. Vi ønsker at inkludere dem i den teknologiske revolution, vi ser ske omkring os og som har enormt potentiale for netop denne målgruppe, siger Frederik Neble.

Både Elias Pedersen og Frederik Neble arbejder på at realisere og lancere Enable indenfor det næste år. De sigter mod at gøre teknologien så tilgængelig og billig som muligt, og det burde netop kunne lade sig gøre, idet det hele foregår på en almindelig smartphone uden ekstraudstyr.

Tekst: Martin Hungeberg
Foto: Anita Graversen

 

Læs også:

Smart home-teknologi er den nære fremtid