Sund kost hjælper på krop og søvn

Jørn Jensen har ændret sin kost og tabt sig 15 kg. Det har resulteret i øget livskvalitet for den 72-årige postpolioramte.
Foto: Anita Graversen. Jørn Jensen har tidligere haft markante problemer med søvnløshed, og han er overbevist om, at hans kostomlægning har haft en gavnlig effekt.

Engang kunne Jørn Jensen og hans hustru Kirsten snildt gøre kål på to pakker smør om ugen. De skænkede ikke deres kost og kostens fedtindhold mange tanker. For fem år siden vejede Jørn næsten 120 kg, men i dag er hans øjne rettet mod de 100 kg.

- Sommetider får vi rundstykker om søndagen og bruger smør på, men mange af de ting vi spiser i dag er fedtfattige varianter af det, vi spiste før i tiden. Det er overhovedet ikke noget problem for os at leve sådan, forklarer 72-årige Jørn Jensen.

Det var en fysioterapeut fra Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, som anbefalede ham at tage en snak med deres tilknyttede diætist Mette Kristensen. Kost og vægt er et centralt anliggende for de fleste postpolioramte, der typisk ikke kan være så aktive eller bevæge sig så meget som andre mennesker.

- Jeg har i en del år vejet mere, end jeg burde, så der skulle gøres noget ved det, så min krop kunne blive ved med at følge med. Men de seneste par år er det generelt gået bedre med min fysik, og det tror jeg i høj grad skyldes vægten og det, at vi begyndte at spise sundt. Det har vist mig, hvor vigtigt det er for os postpolioramte at tænke det ind, pointerer Jørn.

Diætist motiverer

Det er 13 år siden, at Jørn fik konstateret postpolio, men hans problemer relateret til senfølger begyndte flere år forinden efter et langt og hårdt fysisk arbejdsliv. Når han bevæger sig udenfor i dag foregår det med rollator, og når han bruger den, kan han konkret vurdere, hvordan hans fysik udvikler sig.

- Da jeg vejede tæt på 120 kg, fik jeg mere ondt i armene, når jeg brugte min rollator. Mit ene ben er ret dårligt, og jeg har skinner på begge ben, så det er tydeligt at mærke den større belastning, når jeg vejer mere, siger Jørn og fortsætter:

- Samtidig giver det mig simpelthen mere luft, når jeg er lettere. Jeg er også sikker på, at det har afhjulpet mange af de store søvnproblemer, som jeg har haft.

De seneste par år er det generelt gået bedre med min fysik, og det tror jeg i høj grad skyldes vægten og det, at vi begyndte at spise sundt.

For fem år siden begyndte den 72-årige østjyde at gå hos diætisten Mette Kristensen på Specialhospitalet i Marselisborg Centret i Aarhus. Det første år mødtes de hver måned for at få sat fart under kostomlægning og vægttab.

- Vi fik en god snak om, hvad der var godt at spise, og vi fik lagt en plan. Min kone og jeg havde tidligere tænkt over, at vi skulle ændre noget, og vi havde også været på et livsstilskursus gennem kommunen, men der skulle ske noget mere. Sidenhen er kontakten med diætisten blevet hver tredje måned, og det er rigtig godt, at det er konstant, for så har du det liggende i baghovedet, at du dæleme ikke skal veje mere, næste gang du ser hende. Det motiverer faktisk rigtig meget, lyder det fra Jørn.

En anden motivationsfaktor er, at Jørns kostomlægning er sket sammen med hustruen Kirsten.

- Det betyder, at vi kan støtte hinanden i det, og det har stor betydning, så vi begge kan holde fast.

Ikke besværligt

Tror man, at Jørn og hans hustru i dag lever efter en striks madplan og vejer samtlige ingredienser, så er det langt fra sandheden.

- Det er slet ikke så vanskeligt eller besværligt. Jeg synes, vi har godt fat i det, og vi laver ganske normal hverdagsmad. Vi bruger bare ikke ret meget fedtstof, og vi får selvfølgelig ingen sovs til maden. Jeg savner det faktisk ikke, siger Jørn og forklarer:

- Næsten hver morgen får jeg et ordentligt morgenmåltid med Husk og Fibersund og fedtfattig yoghurt. Til middag er det fast rugbrød med pålæg, og det var det også før, men nu er der bare ikke smør under eller fed remoulade eller mayonnaise på. Til aftensmad varierer det meget, men det indeholder altid en skål salat.

Det kræver selvsagt en god portion selvdisciplin at lave om på indgroede vaner, og en enkelt gang har Jørn og Kirsten da også afveget kortvarigt fra den sunde linje:

- Vi var på sommerferie, hvor vi spiste ligesom alle andre gjorde, og det gør vi ikke igen, for det gav os lige tre kg. hver på sidebenene. Så det lærte vi af, og der kom en regning, for det kræver jo en stor indsats og tager lang tid at få kiloene af igen.

I løbet af perioden på fem år har Jørn fået konstateret diabetes 2, og det har ikke gjort det nemmere.

- Jeg tog lidt på igen, hvor jeg sagtens kunne mærke forskellen, og det var selvfølgelig frustrerende, men jeg er på rette vej igen nu, siger Jørn Jensen og slår fast:

- Det kan ikke understreges nok, hvor vigtig kosten er, så det har været helt afgørende for mig. Det har i sidste ende stor betydning for min livskvalitet.

Af Martin Hungeberg

Artiklen stammer fra Livtag nr. 3, 2019

Læs også: 10 gode råd til søvn