Tale til uddeling af PolioForeningens hæderspris til læger

Læs formand for PolioForeningen, Janus Tarps tale til lægerne Carl Eli Olsen og Anne Holten Jensen for deres indsats med at redde polioramte børns liv med håndventilation under polioepidemien i 1952-1953.

Janus Tarp:

Når man hører historien fra Blegdamshospitalet om indsatsen for at redde dem, hvis vejrtrækning var ramt af polio, så kan man ikke lade være med at tænke på, at det på flere planer har været en utrolig skelsættende indsats.

På det lægefaglige plan blev det grundlaget for intensive afdelinger med den moderne respiratorbehandling. Det må også have krævet meget mod for første gang at give en polioramt bedøvemiddel, operere hul i halsen, lægge slange i luftrøret og sætte håndballonen til.

Det var jo på det tidspunkt ikke til at vide, om proceduren ville lykkes, eller om resultatet ville være, at patienten døde. Heldigvis lykkedes det – men straks derefter stod man i et nyt dilemma: der skulle pumpes i ballonen kontinuerligt døgnets 24 timer, og det skulle passes omhyggeligt i mange detaljer.

Sidst men ikke mindst krævede det et tiltagende antal personer til at betjene ballonerne: for jo flere personer med vejrtrækningsbesvær, der overlevede, des flere hænder var der brug for. Da epidemien i 1952 var på sit højeste, var der 65 patienter, som blev håndventileret. Det krævede et korps på 260 personer – et korps, som ikke havde eksisteret 1 ½ måned tidligere. Indsatsen bar frugt, hvor dødeligheden før var 87 %, blev den nedsat til 20 %.

For de, som meldte sig som ventilatører, må det på det personlige plan have været en grænseoverskridende oplevelse, som man nok kom til at bære resten af livet. Lidet anende, hvad de gik ind til, stod de pludselig og måtte erkende, at detaljer i deres ventilation kunne være altafgørende for deres patienters overlevelse.

Rytmen skulle holdes, ilttilførslen justeres, luftvejene suges rene for slim og kuldioxidfiltre og iltbomber skiftes: alt krævede en opmærksomhed, som også skulle være til stede, selvom det var 8. time på en søvndyssende nattevagt. Og kunne der ikke skaffes afløsning, var man nødt til at fortsætte næste vagt med.

Det må have været en ganske voldsom belastning for de unge førsteårs studerende at påtage sig ansvaret for opgaven. De var jo helt uerfarne og kom - stort set uden varsel – til at blive konfronteret med noget af det mest belastende i lægegerningen: at stå direkte ansigt til ansigt med en dødelig sygdom, der tog livet af børn og unge, og hvor kvaliteten af den personlige indsats kunne betyde liv eller død for patienten.

Vi, som overlevede på grund af den indsats, er dybt taknemmelige overfor jer, der satte jer selv til side og havde modet og medmenneskeligheden til at yde det, der skulle til for at redde os.

Både som repræsentanter for de øvrige ventilatører og for jeres personlige indsats, vil vi derfor gerne vise vores taknemmelighed ved at give jer PolioForeningens hæderspris: I tog vores liv i jeres hænder og fik os til at overleve.

Læs nyhed: PolioForeningen uddeler hæderspris